Venstrefløjen skal turde påtage sig lederskab i kulturdebatten og stå fast på, at kultur og kunst har værdi i andet end kroner og ører, mener Enhedslistens nye kulturordfører.
Mai Villadsen, kulturordfører
I disse år oplever vi gang på gang, at der skæres på kulturen. Den regnes i stigende grad som overflødigt flødeskum. I Enhedslisten mener vi ikke, at kultur er flødeskum – nærmere rugbrød, som vi kan vokse af.
Kultur samler og nedbryder ensomhed
Rekordmange mennesker i Danmark har det dårligt psykisk. Særligt blandt de unge, som jeg selv tilhører, oplever et utal symptomer på angst, depression og stress. Her kan kulturen gøre en forskel, hvis den giver os genkendelige spejlbilleder frem for falske glansbilleder. Billedkunsten kan vise uperfekte kroppe, litteraturen kan spejle hverdagslivets genvordigheder, musikken kan sætte ord på kærlighedens smerte. Alt sammen lader os mærke, at ingen af os er alene om det svære liv.
Kulturen kan også give sammenhængskraft. Uligheden i vores samfund er stigende, og det samme er polariseringen. Skel mellem ophav, indkomstniveau, land og by og mellem minoriteter og majoritet bliver talt op. Her kan kulturen udgøre det kit, der binder en splittet verden sammen. Når to børn mødes og taler sammen om en film, de begge har set, udviskes skellene mellem dem. Og når unge sveder sammen på grønsværen, er fodboldturneringen med til at vise ligheder mellem by og land.
Lige adgang til kultur – mere demokrati
Selvfølgelig forudsætter det, at vi sikrer lige adgang til kulturen. At unge i udsatte boligområder kan lære andre unge at kende på musikskolen, uagtet om forældrene har råd til at betale for klavertimer. Eller at kønsidentitet, seksualitet og handikap ikke bliver barrierer i sporten. Vi skal skabe plads til alle i kulturen – så kan kulturen til gengæld skabe plads på andre måder i samfundet. I lande som Frankrig, Italien, Tyskland og Sverige er modsvaret til anti-demokratiske tendenser faktisk at bruge penge på kultur. Det bør vi lære af herhjemme. For kulturens evne til at løfte debatter, til at samle, til sætte kritisk spot på magthaverne er med til at styrke vore demokrati.
Selvom kulturen åbenlyst har værdi, kan den ikke gøres op i regneark. Det er katastrofalt, når kulturdebat kun kredser om oplevelsesøkonomi, eller hvor mange kroner kulturlivet ”giver igen.” På den økonomiske vægt kan kultur aldrig vinde over strålekanoner på Rigshospitalet eller vindmøller i Vesterhavet. Hvis vi måler på dén måde, taber kulturen, og det samme gør vi som mennesker.
Venstrefløjen skal have visioner
I stedet skal vi insistere på, at kunst og kultur har værdi i sig selv. Vi skal vise alt det, kulturen kan, og det kræver, at vi tør have visioner. Desværre har venstrefløjens kulturkamp i mange år været udvandet til en forsvarskamp mod nedskæringer. Samtidig har angsten for at mene, at noget er bedre end andet, været stor, fordi man risikerede blive stemplet som smagsdommer eller knægte armslængdeprincippet.
Selvfølgelig skal vi ikke politisk sætte kulturen i spændetrøje. Men hvis vi vil slå fast, at kulturen har værdi i andet end kroner og ører, må vi på venstrefløjen turde tage ansvar og lederskab i kulturdebatten. Vi må sætte ord på, hvilken rolle vi ønsker, kulturen skal have. Og her mener jeg personligt, at vi skal kæmpe for kultur, der styrker vores demokrati, vores sammenhængskraft og vores trivsel som mennesker.