150 års kamp for det værdige liv – arbejderbevægelsen i Danmark er blevet 150 år!

Af:

Den socialistiske arbejderbevægelse i Danmark kunne den 15. oktober 2021 fejre sin 150-års fødselsdag. R+G fortæller her historien om arbejderbevægelsens dannelse og de første svære kampår. 

Lars Hostrup Hansen, Rød+Grøn

Arven fra Paris og Socialistiske Blade 
En forårsdag i maj 1871 tager soldater fra det franske Versaillesregime ladegreb på deres geværer. De sigter, trykker af og henrettelsespelotonen har dermed henrettet de sidste revolutionære kommunarder fra Pariserkommunen. De blev de sidste faldne blandt tusinder af faldne revolutionære fra kommunen, mænd, kvinder og børn. Henrettelserne blev den brutale afslutning på det revolutionære oprør som arbejderklassen og dele af småborgerskabet stod bag fra marts til maj 1871. Midt i Europas hjerte var opstået et revolutionært og demokratisk folkestyre, hvor socialistiske og anarkistiske idéer prægede de politiske tendenser i de 71 dage kommunen varede inden magthaverne druknede kommunen i blod. 

Den inspiration og revolutionære gejst som Pariserkommunen sendte ud i verden, gav også genlyd i Danmark, hvor en ung ukendt embedsmand i postvæsenet lod sig inspirere af de revolutionære begivenheder i Paris.       

I maj og juli 1871 kunne den danske arbejderklasse for første gang læse to skrifter udsendt ved navn ”Socialistiske Blade”. Skrifterne forsvarede ikke alene Pariserkommunen og dens politiske tankegods. Skrifterne opfordrede også de danske arbejdere til at organisere sig. Tiden var moden. 

Bag skrifterne stod Louis Pio, den danske arbejderbevægelses pioner. Det lykkedes Louis Pio på kort tid at opridse de organisatoriske rammer for den kommende organisation, der skulle kæmpe for arbejderklassens befrielse i økonomisk, politisk, kulturel og social henseende.  

Selvom socialisme ikke var et komplet ukendt begreb i Danmark i 1871, vurderede Pio, at tiden nu var inde til at også den danske arbejderklasse skulle organisere sig i kampen for et socialistisk samfund. Det skulle ske ved at arbejderne organiserede sig i socialistiske fagforeninger, der skulle afløse de liberale såkaldte ”Arbejderforeninger”, hvor det i realiteten var det etablerede borgerskab, der satte rammerne for hvilke interesser arbejderne måtte have. Disse ”Arbejderforeninger” havde ikke for vane at stille systemforandrende krav. Det skulle der laves om på.               

De tanker Pio havde formuleret i ”Socialistiske Blade” kulminerede den 15. oktober 1871, hvor ”Den Internationale Arbejderforening for Danmark”, blev stiftet. Udover at blive den danske sektion af ”Den internationale Arbejderassociation”, bedre kendt som 1. internationale, opnåede det nye parti på godt et halvt år, at få 8000 medlemmer fordelt i hele landet, men med størst basis i København. 

Slaget på Fælleden  
Den slags nye tanker og organisering behagede ikke det etablerede borgerskab. Disse tanker kunne også fra juli 1871 læses systematisk i det nye ugeblad ”Socialisten”. Borgerskabet kunne se forandringens vinde i Europa, de kunne stadig se røgen fra det revolutionære oprør i Paris og de var på ingen måde interesseret i at skulle risikere, at disse nu organiserede arbejdere skulle få magt til at afprøve deres socialistiske idéer. I Danmark skulle der ikke være nogen Pariserkommune. Borgerskabet skyede ingen midler i kampen mod det nye arbejderparti. Infiltrationer, systematisk overvågning, betalte politistikkere og al hvad borgerskabets bureaukrati kunne trække på anvendtes i kampen mod arbejderne og socialismen. Den Internationale Arbejderforening for Danmark skulle knuses. Borgerskabet havde bare et problem. Deres egen grundlov.  

Kreativiteten var derfor stor i borgerskabets rækker da planer for at eliminere den fremadskyende arbejderbevægelse skulle udtænkes. De fik deres undskyldning for overgrebene i forbindelse med en murerstrejke 1872. Den beskyldte borgerskabet det nye parti for at stå bag. Det var en sandhed med modifikationer, men ikke desto mindre endte konflikten med at øge Den Internationale Arbejderforening for Danmarks prestige og respekt i arbejderbefolkningen. Det blev en langvarig konflikt. Penge skulle indsamles og med udsigt til et kommende fagligt nederlag til de strejkende murere indkaldte Den Internationale Arbejderforening for Danmark til folkemøde på Fælleden i København. Der var lagt op til konfrontation.  

Borgerskabets uniformerede tjenere fik travlt efter indkaldelsen til folkemøde. Var der revolution i luften? Det påstod og frygtede dele af borgerskabet i hvert fald. Derfor fik politiet regeringens velsignelse til at forbyde folkemødet. Selvom meninger i ledelsen var delte, mente Pio at mødet skulle afholdes uanset hvad magthaverne måtte mene. Det sad magthaverne ikke overhørig og om morgenen den 5. maj 1872 hentede politiet Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff. Lederne af massemødet var anholdt. Var håbet, at det skulle afskrække arbejdermasserne, tog borgerskabet grueligt fejl. Om eftermiddagen samme dag kunne politiet observere, at ikke mindre end 30.000 mennesker havde trodset deres forbud og ville ind på Fælleden. Politiet nøjes dog langt fra med at observere. Også store dele af militæret var indkaldt. De fandt det tunge skyts frem og angreb arbejderne med husarer, sabler og knipler. Arbejderne slog tilbage med sten og foranstående remedier, der kunne anvendes til formålet. På mirakuløs vis omkom ingen i de voldsomme kampe på Fælleden og arbejderne blev til sidst trængt tilbage. Slaget på Fælleden var forbi. Det var den socialistiske arbejderbevægelse i Danmarks ilddåb.  

Pio, Brix og Geleff sad tilbage på vand og tørt i fængslet. Den Internationale Arbejderforening for Danmark blev efter Slaget på Fælleden kriminaliseret og opløst ved lov. Klassekampen fornægtede sig ikke og selvom Danmark officielt var demokratisk, havde demokratiet sine tydelige mangler. Arbejderne skulle ikke uden kamp organisere sig og true borgerskabets enerådige magt. Det var så meget borgerskabets gav for grundlovens sang om ytringsfrihed og organisationsfrihed.  Alt det knækkede ikke arbejderbevægelsen og nye ledere voksede frem af andres skygge. Også ugeavisen Socialisten lykkedes det at opretholde trods forbud og fængsel. Fra maj 1874 ”Social-Demokraten”. Strejker fortsatte og et ikke uanseeligt antal nye fagforeninger rejste sig bag forbuddets slør. Det førte til, at der i 1874 blev dannet en ”Centralbestyrelse”, der blandt andet skulle forberede et nyt landsdækkende parti. 

Centralbestyrelsens bestræbelser kulminerede i første omgang i 1876 på den berømte ”Gimle-kongres”. På kongressen udstedte arbejderbevægelsen sit første egentlige program og der blev løseligt etableret ”Det Socialdemokratiske Arbejderparti”, uden det førte til en decideret løsrivelse fra den øvrige bevægelse. Først i 1878 blev partiet formelt en selvstændig aktør med etableringen af ”Socialdemokratisk Forbund”.  
 
Den formelle adskillelse mellem politisk og faglig kamp har i grove træk varet lige siden 1878. Siden er mange udløbere på venstrefløjen føjet til listen over partier og organisationer, der også kan hævde at have sine rødder plantet tilbage i 1871, heriblandt Enhedslisten. 

Tillykke til arbejderbevægelsen og os alle sammen med de 150 år. Kampen fortsætter.