5000 sager om førtidspension skal genbehandles

Aftalen om førtidspension er et frontalangreb på retssikkerheden. Regeringens forslag er udtryk for mistillid, stigmatisering og symbolpolitik.

Af: Christine Sarka, Beskæftigelsespolitisk Udvalg

Aftalens konsekvenser

• Regeringen og et flertal i Folketinget har indgået en aftale om at gennemgå op til 5.000 eksisterende førtidspensionssager.
• Gennemgangen skal særligt fokusere på sager, hvor der er mistanke om fejl eller uretmæssig tildeling – herunder sager med borgere, der er indrejst til Danmark.
• Sagerne kan flyttes væk fra borgerens bopælskommune og behandles centralt.
• Borgere kan blive indkaldt til samtaler og kontroller, og der kan indhentes oplysninger fra andre myndigheder – herunder om kriminalitet.
• Aftalen ledsages af analyser af “kulturelle normer” og social kontrol i sagsbehandlingen.
• Formålet er ifølge aftalepartierne at sikre, at “de rigtige” modtager førtidspension og at styrke tilliden til ordningen.

Regeringen og højrefløjen kalder aftalen om gennemgang af 5.000 førtidspensionssager et værn om tilliden til velfærdssamfundet. I virkeligheden er der tale om symbolpolitik, når det er værst. Aftalen er et politisk signalprojekt, der udstiller syge og handicappede mennesker som mistænkte – især hvis de bor de “forkerte” steder eller har den “forkerte” baggrund.

Regeringspartierne, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti skaber mistillid

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek siger, at førtidspension er “en rigtig god ordning, som vi skal beskytte”, og at tilliden kræver, at “de rigtige” modtager den. Men hvorfor skal den tillid genoprettes gennem massevisitation af borgere, der allerede én gang er vurderet som varigt uarbejdsdygtige? Og hvorfor peges der eksplicit på “folk, der er indrejst til Danmark”? Det er ikke tillid – det er kollektiv mistænkeliggørelse og direkte diskrimination af bestemte befolkningsgrupper.

Flere ordførere taler om skatteborgernes penge og “uholdbare” udgifter. Liberal Alliance kalder det “dyrt”, Konservative advarer om milliarder, og Dansk Folkeparti taler om “fup og svindel” og erklærer ligefrem, at ikke-vestlige indvandrere ikke bør kunne være på førtidspension.

Når syge mennesker reduceres til et regnestykke eller et integrationsproblem, forsvinder både værdighed og fakta. Der findes ingen dokumentation for udbredt misbrug, som kan retfærdiggøre denne type kollektiv kontrol.

Venstre og Socialdemokratiet påstår, at aftalen er “ikke uværdig” for den enkelte.

Men hvad er værdigt ved at indkalde alvorligt syge mennesker til kontrolsamtaler under trussel om sanktioner? Hvad er værdigt ved at indhente oplysninger om kriminalitet uden samtykke? Og hvad er værdigt ved at flytte afgørelser væk fra borgerens egen kommune for at undgå “pres fra borgerne” – som om det at blive hørt er et problem?

Det er klassisk syndebukspolitik

Aftalen ledsages af undersøgelser af “kulturelle normer”, “social kontrol” og særlige hensyn i sagsbehandlingen af ikke-vestlige indvandrere. Det er en farlig glidebane, hvor strukturelle problemer i beskæftigelsessystemet forklares med kultur frem for med manglende tid, ressourcer og faglighed.

Enhedslisten siger klart nej til alle begrænsninger af førtidspensionen

Førtidspension er en livline for mennesker, der ikke kan arbejde – ikke en mistænkelig ydelse, man skal “vende bunken” på for politisk signalværdi. Hvis man vil styrke tilliden til velfærdssamfundet, gør man det ved at styrke retssikkerheden og respekten for syge mennesker. Ikke ved at stemple hele grupper som et problem.