Som en del af de igangværende iværksætterforhandlinger foreslås det at sænke den højeste skat på aktier fra 42 pct. til 40 pct. Det er den helt forkerte vej. Man burde i stedet hæve aktieskatten markant.
Efter at have lavet endnu en ulighedsskabende skattereform, barsler SMV-regeringen med nye skattelettelser. I de igangværende forhandlinger om iværksætterinitiativer er aktieskatten blevet bragt i spil. Forslaget er, at man vil sænke den højeste skat på aktier fra 42 pct. til 40 pct. for at skabe mere lyst til at investere i fx start-ups og andre mindre virksomheder, der kan have udfordringer med at rejse kapital til at udvide forretningen. Sådan er det borgerlige narrativ.
Generel skattelettelse til aktieejere forklædt som støtte til iværksættere
Faktum er dog, at lempelser i aktieskatten er en rigtig dårlig idé. Det er således meget usikkert, om skattelettelsen reelt er løsningen på iværksætternes udfordring med at rejse kapital. Bemærkelsesværdigt er det således, at den politiske chef for Danske Iværksættere Johann Svane udtaler til Børsen, at “Det her er en generel skattelettelse til alle aktieejere, og derfor vil det nok være en meget lille del af de her penge, der reelt kommer til at gå til iværksættere. Man forklæder altså lidt en generel skattelettelse i noget iværksætterpolitik”. Bang!
Skattelettelsen vil gå til den rigeste procent af danskere
Hvad der til gengæld er sikkert som amen i kirken, er, at skattelettelsen alt overvejende kommer til at ryge én vej, og det er til den rigeste procent af danskerne.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har kigget på effekten af at sænke aktieskatten fra 42 pct. til 40 pct. For hver 100 kr. der bruges på skattelettelsen, vil 97 kr. gå til en person i den rigeste procent af danskerne. De vil i snit få en skattelettelse på 19.000 kr. Dette kan sammenholdes med at den netop indgåede skattereform vil give en SOSU ca. 2.900 kr. om året i skattelettelse. Det vil også betyde, at top 1 pct. bliver rigere selv om de også skal betale top-topskat. Med top-topskatten regnede regeringen med at de rigeste skulle betale 12.700 kr. mere i skat, men med en lempelse i aktieskatten ender de netto med 6.300 kr. mere til sig selv.
Ikke nok med det. Som jeg også nævnte i min sidste klumme, så er et problem med top-topskatten, at spændet mellem den højeste skat på løn, og den højeste skat på aktier vil gøre det attraktivt for virksomhedsejere, såkaldte hovedaktionærer, at udbetale sig selv udbytte frem for løn, for at undgå top-topskatten. Sænker man aktieskatten så øges spændet, og underminerer endnu mere top-topskatten. Man graver således et skattehul endnu dybere end det i forvejen er.
Aktieskatten bør hæves, så den rigste procent betaler en fair skat af deres arbejdsfri indtægter
I stedet for at sende flere pengegaver afsted til de rigeste danskere, burde man gå den helt anden vej. Vi skal hæve skatten på passive kapitalgevinster.
For det første, fordi det er progressiv fordelingspolitik. Som vi så i AE-rådets analyse, så er aktieindkomsterne enormt koncentreret hos den rigeste procent. Hvis man vil have mere økonomisk lighed i dette samfund, er det et af de allerbedste steder at sætte ind.
For det andet, så er det simpelthen ikke rimeligt, at man betaler lavere skat af at side på sin rumpet og se aktiegevinsterne rulle ind, mens det at gå på arbejde og producere varer og services er hårdere beskattet.
For det tredje så er der et stort provenu til statskassen, som kan bruges på velfærd, grøn omstilling eller fjernelse af fattigdomsydelser. Et tidligere svar fra Skatteministeriet viser således, at hvis man beskattede aktieindkomst og andre kapitalindkomster som man beskatter arbejdsindkomst (før top-topskatten blev vedtaget), så ville det økonomiske råderum blive øget med 5-6 milliarder kroner årligt. Og det ville være penge, som er taget direkte fra den rigeste procent. 80 pct. af danskerne vil skulle af med maksimalt 900 kr., mens top 1 pct. i snit skal af med ca. 100.000 kr. Og Gini-koefficienten som måler indkomstuligheden vil blive reduceret med 0,46 point. Det svarer til at man nivellerer adskillige skattereformers øgning af uligheden, bare med ét forslag.
Sagen er klar. Det er idioti at sænke aktieskatten for de rigeste. I stedet skulle vi hæve skatten på aktier og lade top 1 pct. betale en fair skat af deres arbejdsfrie indtægter.
Figuren er fra Lavere aktieskat forgylder de allerrigeste danskere trods top-topskatten | Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (ae.dk) feb.2024