ANBEFALING: Den bedste bog at læse lige nu er Fredens logik

Isabel Bramsen udgav i 2025 bogen Fredens logik. I verden og hverdagen.

Isabel Bramsen er leder of freds- og konfliktforskningsstudier ved Lunds Universitet.

Af: Sommer Raunkjær, Albertslund

Som Isabel Bramsen skriver til sidst i bogen, er der ikke kun brug for analyser af verdens undergangstendenser, selvom der endda kan være en vis nydelse ved at have gennemskuet dem:

”kynismen og døden har ikke brug for flere venner. Det har freden derimod. Og det store skift i verdensordenen er også en mulighed for noget nyt og ikke mindst for at så, dyrke og handle på fredens logik”.

Fredens logik er en bog om, hvordan fred skabes. Om værktøjer, som vi har brug for til at arbejde – kæmpe – for fred.  Skrevet af en kyndig og klog person. Den er endda skrevet med ganske meget humor.

En af indsigterne og budskaberne i bogen er, at fred kræver aktiv indsats, kamp og mod – i ikke mindre grad end krigen.

En anden indsigt er, at ligesom krige har deres mekanismer, teknologi og infrastruktur, så har konfliktløsninger og freden sin infrastruktur. Det er den sidste, som hun i bogen prøver at gøre os klogere på.

Bogen er et godt bidrag til kampen for fredsskabende handlinger.

Læs bogen og lad os så snakke videre.