Bogen er hyggelig læsning med mange fortællinger fra en svunden tid. Fortællerne kender du sikkert – i al fald af navn.
Jeg bliver inspireret af de mange fortællinger til at danne mig en mening om, hvilken strategi Enhedslisten bør have for fremtiden. Er den nuværende strategi et levn fra fortiden?
Jeg kan huske Venstresocialisternes tid. Det var min skoletid, som blev præget af de strømninger, som bogen skildrer. Modsat fortidens skole, så var vi selv aktive, undersøgte selvvalgte emner og havde medbestemmelse, gruppearbejde og projektarbejde. Da vi skulle lære om arbejdsmarkedet, etablerede lærerne en virksomhed (en kantine), hvor jeg og mine veninder søgte lederstillingerne og fik dem. Vi fik til vores egen og klassekammeraternes stor overraskelse mest i løn. Det var lærerigt.
Bogen er fyldt med fortællinger om hændelser, så jeg har fået indblik i forskellige sider af det politiske liv. Hvorfor og hvordan blev de politisk aktive? Hvordan foregik det politiske arbejde i gaderne, i Folketinget, i kommunalbestyrelserne, på arbejdspladserne, i fagforeningerne, i lokalafdelinger og i politiske grupperinger? I den flotte bog med gode illustrationer får du svar.
Venstresocialisternes tid gjorde op med hierarkierne, men er de på vej tilbage?
Erik Sigsgaard fortæller, at Aksel Larsen ikke talte med ham, selvom de stod alene i en elevator og begge var medlemmer af SF, fordi hierarkiet, som Aksel Larsen praktiserede, var sådan. En oplevelse som jeg kan genkende fra arbejdssammenhænge, men også fra min tid i Enhedslisten. Personer med formel magt glemmer at inddrage medlemmerne, hvilket blandt andet skete i forbindelse med udviklingen af strategien for 2025-29 og er ved at ske i forbindelse med valgkampe.
At medlemmer i Enhedslisten i dag – modsat i Venstresocialisternes tid – skal have udleveret særlige adgangskort og tidspunkter for at komme til at tale med valgte og ansatte, skaber ikke-socialistiske oplevelser af hierarkier. Jeg har selv fået en socialistisk opdragelse, for at jeg ikke automatisk skal tro at højere lønnede og personer med formel magt er klogere, dygtigere og bedre end andre.
Du kan læse i bogen, om de erfaringer som lå bag VS’ vedtægter: Ingen topstyring, men rotationsregler og et medlemsdemokrati, så medlemmerne havde direkte indflydelse. Der var fraktionsfrihed, fordi modsætninger mødes og skaber noget nyt/en syntese. Preben Wilhelm nævner at denne historieopfattelse abonnerede de på.
VS kom med eksempler på uretfærdighed og havde løsninger
Jeg husker VS. Jeg husker, at VS kunne overraske. VS kunne skabe omtale og forandringer, fordi de afslørede uretfærdigheder, fordi de var saglige, og fordi de havde politiske løsninger.
I bogen er der eksempler som afsløring af store udenlandske virksomheders manglende skattebetalinger, af boligforliget i 1966/67 som vel blev starten til de store huslejestigninger i København, og af de enorme milliardværdier, som lå i Nordsøen – olie og gas, og som det kun ville koste få milliarder at hente op. Bogen nævner vist ikke, at VS også fik sat gang i et bekendtgørelsesarbejde, der skulle få de erhvervsdrivende fonde til at betale skat.
Bogen får mig til at sende kærlige tanker til de VS’ere, som stoppede motorvejen langs søerne, og som kæmpede om lokalplanerne, så Vesterbro ikke ligner Nørrebro. Vi skal også takke VS for en retsreform, som beskyttede borgernes retssikkerhed lidt mere.
Skal Enhedslisten fortsætte diskussionen om, hvem der er de rigtige arbejdere?
I Venstresocialisternes tid var der mange konflikter om, hvem der var de rigtige arbejdere eller kampfæller. Det lyder ikke som om, at det var særlig fremmende for relationer og resultater.
Skyldes det levn fra Venstresocialisternes tid, at målet i Enhedslistens strategi for 2025-2029 blev at forbedre samfundet gennem fagbevægelsen til fordel for arbejderklassen?
Mens vi drøfter, hvem arbejderklassen er, og venter på fagbevægelsen, bliver verden mere utryg og uligheden stiger. Hvad med at vælge at kæmpe for en bæredygtig, retfærdig og demokratisk verden med tryghed og tillid sammen med dem, som har samme vision, samme ønsker for fremtiden?
Knud Arne Nielsen, Villo Sigurdsson og Randi Theil: Græsrøddernes parti – om Venstresocialisternes tid. Solidaritet 2025. 320 sider – SUPER BILLIGT 125 kr/250 kr
https://solidaritet.dk/vare/vs-venstresocialisterne-graesroeddernes-parti/