Rune Stahl, Christoph Ellersgaard og Andreas Mulvad har skrevet en velargumenteret og veldokumenteret bog: ”Klima og klasse”.
Budskabet er, at klimakamp skal være klassekamp, hvis den grønne omstilling for alvor skal vinde opbakning i arbejderklassen – både snævert og bredt defineret – og derfra et markant flertal af borgerne. Bogens argumentation følges af gode illustrative eksempler.
Forfatterne kritiserer ideen om et klasseløst perspektiv på klimahandlinger med det velkendte ”vi er alle i samme båd”, og klimaaktivisters og den intellektuelle elites for store vægt på det personlige ansvar for eget klimaskadeligt forbrugsmønster. Det skærper, ifølge forfatterne, kulturkløften mellem den intellektuelle elite og økonomisk rimeligt velstillede dele af befolkningen – primært i storbyerne – og ”almindelige” mennesker, der har vanskeligt ved at få indkomsten til at slå til: Elitens klimakamp i storbyen – med elektriske ladcykler og havremælk – bærer ofte præg af manglende indsigt i andre befolkningsgruppers vilkår og problemer. Det beskriver f.eks. sociologen Johannes Andersen. Det forhold har Inger Støjberg og Alex Vanopslagh med dygtighed formået at udnytte i deres politiske projekt med at hente arbejder- og lavere middelklassevælgere over midten, og dermed lykkes de med at sætte den aktuelt mest dominerende konfliktlinje i dansk politik: kulturkløften. De benægter sådan set ikke klimaforandringerne, men den grønne omstilling er elitær og bliver således et hadeobjekt.
En bred klimaalliance
Forfatternes vej til at skabe en konstruktiv klimaalliance, der rummer et markant flertal af befolkningen, er i stedet at tage udgangspunkt i klasser, befolkningslag og -gruppers forskellige livsvilkår (økonomisk og arbejdsmæssigt) og samtidig fokusere på den store forskel mellem velhaverne og den øvrige befolknings belastning af klimaet og brug af Jordens ressourcer. Det skal trækkes frem i lyset. Og der skal derpå tages hånd om ”almindelige menneskers” problemer og vilkår i den grønne omstilling gennem velfærds- og fordelingspolitikken. Først via en sådan omfordeling er det muligt at få en bredere og større del af befolkningen med på den grønne omstilling.
Regningen skal betales af de rige
Dem med de højeste indtægter og største formuer bidrager markant mest til klimaproblemer og forurening og bør derfor ud fra en simpel social retfærdighedsbetragtning betale mest til genopretningen. Sådan foregår det ikke. Oftest har dem med færrest økonomiske og sociale ressourcer mest at tabe og mindst at vinde ved den grønne omstilling.
Formueskat står som første oplagte mulighed for at begrænse forbruget hos de rigeste og lade dem betale mere til den grønne omstilling. Jobgaranti og økonomisk kompensation er ikke noget arbejderklassen eller den lavere middelklasse tilbydes, når en produktion og erhverv omstilles fra sort til grøn økonomi.
Derimod har ejerne via den højt besungne ejendomsret ofte udsigt til markante kompensationer. Landbrug skal ironisk nok have kompensation for ikke længere at kunne tjene penge på ikke alene at skade klimaet, men også at ødelægge vores fælles grundvand, fjorde og hav.
Forureneren betaler, skal holdes i hævd, og forurening skal heller ikke være noget velhavere kan løbe fra ved hjælp af selskabskonstruktioner, der begrænser deres økonomiske ansvar. Jobgaranti og social retfærdighed skal sættes i front, så arbejder- og middelklasse undgår at føle sig truet på job og øvrige livsvilkår af den grønne omstilling.
Til overvejelse
Den gamle bryggeriarbejder og folketingsmedlem for Ø Finn Sørensen roser i sin anmeldelse af bogen på Solidaritet.dk (d. 16.10.) for at være relevant og velskreven, men har også kritiske bemærkninger. Der er bl.a. for megen bashing af klimabevægelsen. For os rejser det spørgsmålet, om forfatterne for konsekvent er faldet for Støjberg og Vanopslaghs patent på sandheden om klimabevægelsen, og lukker øjnene for, at bevægelsen skal gå foran for at skabe ikke alene efterspørgsel, men også en etisk bevægelse omkring sunde økologiske og bæredygtige varer, fjerntog frem for flyrejser osv.
Den politiske forbruger er set med vores øjne nok ikke opgaveløseren, men i al fald en uundværlig inspirator, igangsætter og frontløber, men det skal helt klart gennemtænkes, hvordan vi bedst sikrer en konstruktiv formidling på tværs af forskellige kulturer. Forfatterne har flere gode eksempler på, hvordan det i al fald ikke skal gøres. Bogen er et rigtigt godt udgangspunkt for mange gode diskussioner/initiativer, der kan styrke et rødt fokus på den grønne omstilling og anbefales varmt.
Vi søsætter diskussionerne med et offentligt arrangement d. 8.december. Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad: Klima og klasse, hvordan undgår vi, at klassekampen ender i kulturkløften. Informations forlag 2025
Offentligt arrangement:
Klima og klasse – hvordan vinder vi kampen for den grønne omstilling?”
Mandag d. 8. december kl. 19.00-21.00. Studiestræde 24 – 1. sal, opgang i porten. København K
Deltagelse på zoom: kontakt [email protected]
Oplæg til diskussion: Rune Møller Stahl, medforfatter til bogen ”Klima og klasse”
Kommentar og om Enhedslistens klasseperspektiv: Leila Stockmarr, Enhedslistens klimaordfører.
Arr.: Enhedslistens Miljøpolitiske Udvalg og Politiske Økonomiske Udvalg
Se også ny rapport fra Oxfam: “En person fra den rigeste 0,1 % af verdens befolkning udleder mere CO2 på én dag end en person fra den fattigste halvdel af verdens befolkning gør på et helt år. Og de rigestes udledninger fortsætter med at vokse.”