Bogen er en fortælling om Franks opvækst og politiske dannelse, den økonomiske magt i Danmark og perspektiver på hvordan Enhedslisten kan anfægte den økonomiske magt og få et rødt folketingsvalg i 2026.
Af: Emil Wrisberg, Nørrebro
I bogens forord udlægges de store problemstillinger i samfundet. Danmark bliver rigere, mens uligheden vokser. Den økonomiske magt har indskrænket det demokratiske råderum. Hvordan får vi reelle forbedringer for klima og miljø? Hvordan forholder vi os til oprustning? Hvorfor får venstrefløjen flest stemmer i byerne blandt velbjergede og færre stemmer fra arbejdere?
Franks liv og hændelser, der gjorde ham politisk bevidst
Frank kommer ind på sit møde med konkurrencementaliteten, da hans spejderflok fokuserede på færdighedskonkurrencer i en grad, så størstedelen af medlemmerne blev udskilt fra gruppen. Der nævnes en oplevet uretfærdighed i udskillelsesprocessen ved overgangen til realskolen og gymnasiet. En retfærdighedsfølelse der er en del af venstrefløjens DNA.
Han blev medlem af DKP, fordi det var det mest aktive venstrefløjsparti i Aalborg, mens VS trak, da han var i København under DGS-tiden. Prædikatet som kommunist gav problemer i forbindelse med opstilling som repræsentant for spejderflokken, hvor forældrerådet ikke ville udnævne en kommunist. Ligeledes under uddannelsen på AUC, hvor de handelsstuderende ikke ville identificeres med en kommunist. I nogle tilfælde tror jeg, det ville gavne venstrefløjen, at beskrive hvad vi mener, uden at tildele det en betegnelse, som få forstår, og som magtfulde aktører arbejder for at folk skal misforstå.
Franks kamp mod den økonomiske stormagt
Bogens midterste del angriber den økonomiske magt i samfundet og taler for at udvide det demokratiske råderum. Foreningen Kritiske aktionærer udstiller den økonomiske magt ved at gennemgå de store selskabers regnskaber, afdække om de betaler skat eller opererer under kritisable forhold.
Frank har afdækket økonomisk kriminalitet så som selskabstømmer-sagen og hemmeligholdte lån til bankerne under finanskrisen i 2008. Det konstateres, at lønnen som folketingsmedlem er tjent hjem til samfundet. Der opfordres til, at pensionskasser og miljøorganisationer kommer på banen som kritiske aktionærer.
Tidligere i bogen nævnes aftalen om arbejdsmarkedspension i 90’erne som en sejr for venstrefløjen. Omvendt kan det tænkes, at arbejdsmarkedspension og deregulering af finanssektoren har gjort arbejderen til en kapitalist. En mulig forklaring på, at 45% arbejdere stemmer på blå blok, mens kun 30% stemmer på rød blok.
De politiske forslag til demokratisering er i tråd med en revitalisering af ØD tanken og minder om forslagene i Nordisk socialisme. Men det konstateres samtidig, at udviklingen er gået den modsatte vej. Der er sket et frasalg af statslige virksomheder, og partistøtten er vokset. Til det kan tilføjes, at SF for nylig har oprettet en erhvervsklub. Så det er svært at se, hvordan Enhedslisten kan få opbakning blandt andre partier.
Hvem skal Enhedslisten pege på?
Bogens sidste del gennemgår erfaringerne fra de tidligere røde regeringer, som Enhedslisten har støttet. En række nyliberale tiltag gennemgås, og der grubles over, hvorfor de andre partiers svigt ikke har resulteret i en større tilslutning til Ø. Måske kan vi blive bedre til at pege på beslutninger, vi var imod, når vi skal fortælle vælgerne, hvorfor de skal stemme på os. Fordi vi er principfaste, står vi stærkt i det lange perspektiv i forhold til andre partier.
Der ligges op til debat om hvorvidt Enhedslisten kan pege på Mette Frederiksen efter hun skrottede et rødt flertal til fordel for SVM. En forudsætning for en rød regering må være en stærk samlet venstrefløj eller Håbets akse, som SF, Ø og Å også bliver omtalt. Det kan efterprøves ved at komme med fælles udspil og visioner op til valget.
I tilfælde af at venstrefløjen står sammen, mener jeg, at vi kan pege på SF’s Pia som undersøger med rationalet, at venstrefløjen er større end S. Det vil stride imod S selvforståelse ikke at side for bordenden, men idéen kan sælges til S-vælgere som en garanti for rød politik. Så kan S gribe bolden eller miste flere vælgere til SF. Kommunalvalget har vist, at S-vælgere ikke er glade for kritik af SF.
Brug bogen til at drøfte, om Enhedslisten kan gøre noget bedre
Udover at lægge op til debat om hvad Enhedslisten skal gøre op til valget, giver bogen anledning til at kigge indad i partiet og reflektere over, hvorfor vi har lav tilslutning blandt arbejdere og udenfor byerne.
Jeg tror en del af forklaringen kan være vores partiorganisation, der godt kan gå op i lange møder og snak, mens nogle hellere bare vil lave aktivisme og gøre en forskel for lokalmiljøet. Socialisme kan godt blive til et ideal, som vi venter på. Medlemmer imellem kunne vi godt praktisere socialisme ved at hjælpe hinanden. Vi kunne også udvikle medlemsdemokratiet, så man kunne stemme om vigtige politiske spørgsmål ligesom man stemmer til urafstemning.
Frank skriver, at Enhedslisten ikke holder klappefester i modsætning til andre partier. De seneste årsmøder har dog været polariserede, hvor man klapper af FT/HB linjen og tier, når der opponeres. Spørgsmålet er hvor forskellige synspunkter partiet kan rumme. Når vi laver valgkamp på gaden forventer vi jo heller ikke, at folk skal være enige i alle vores synspunkter for at stemme på os. Der ligger et potentiale i at udvikle årsmødet. Vi kunne planlægge at lave noget aktivisme, så som en demonstration, når vi er så mange samlet. Vi kunne også dele planer på tværs af afdelinger for at støtte op om aktiviteter på kryds og tværs.
Jeg kan anbefale at læse bogen og deltage i debatten om, hvad Enhedslisten skal gøre op til folketingsvalget. Som Frank siger kan vi komme til at stå med de afgørende mandater.