Magtkampe og personlig berigelse er nogle af årsagerne til ANC tilbagegang ved valget.
Den engang så dybt og demokratisk forankrede apartheidmodstands parti ANC fik ”kun” 40% af stemmerne og mistede sit absolutte flertal i parlamentet ved Sydafrikas valg den 29. maj 2024. Dermed afsluttedes tre årtier med ANC-kryds på over halvdelen af de afgivne stemmedeler. Det føltes slet ikke trist eller forkert, at ANC tabte. Det var en helt anden følelse end den helt overvældende og sprudlende glæde, som jeg forbinder med ANCs resultat ved Sydafrikas første demokratiske valg i april 1994.
Jeg havde i 1994 gennem 16 år været en del af den globale aktivisme for et sydafrikansk valg på grundlag af en person – en stemme, da det endelig blev til noget i april 1994. Jeg husker stadig, hvorledes jeg brød al god trafikskik og cyklede hjem til Amager fra Fælledparken, mens jeg med hænderne over hovedet holdt to hjørner på et ANC-flag i sort, gul og grøn, der må have flagret smukt bag mig. ANC havde flertal. Mandela ville blive landets nye præsident. Vi principfaste tilhængere af folkeret og solidaritet havde vundet over det fra europæisk og amerikansk side pragmatisk understøttede apartheid-system.
ANC havde i høj grad vundet sin store folkelige opbakning op til valget i 1994 ved under barske vilkår at holde fast i, at den politiske linje blev lagt på grundlag af lydhørhed, fri debat og bred demokratisk konsultation. Den store ironi er, at ANC-ledere, som frem til 1994 var centrale i organiseringen af en massedemokratisk bevægelse, aldrig rigtigt fandt sine egne ben, da de landede i ministerkontorerne. Der blev ikke gjort op med Sydafrikas helt ekstreme ulighed, således som ANCs politiske program ellers havde sat som mål. Mere lighed er ikke realiseret efter tre årtier med ANC-magt. Sydafrika har stadig verdensrekorden i social ulighed.
ANCs indbyrdes magtkampe har under præsidenterne Zuma og Ramaphosa handlet om fordeling af adgang til meget omfattende ”gaver” fra landets erhvervsliv. En politisk position er muligheden for et vidtforgrenet netværks berigelse. Det ved vi, fordi Sydafrikas forfatning og domstole effektivt har beskyttet pressefriheden. Men den engang så levende politiske samtale omkring ANC er nu blevet hult positionerende tomgangsretorik.
Efter den massive tilbagegang ved valget var ANC stadig landets klart største parti. I stedet for med dannelsen af en mindretalsregering at risikere et parlamentarisk rum for modspil til korruption, så valgte ANC at indgå en bred flertalsregering med Democratic Alliance, der har samme neo-liberale politik som ANC, rummer flere af europæisk herkomst, men som ikke er så korrupt som ANC. En række småpartier – Sydafrika har ikke en spærregrænse og denne gang krævede det blot 0,18% at blive repræsenteret – har også sluttet sig til regeringen. I forhandlingerne skulle mange hensyn vises. Derfor voksede antallet af ministre og viceministre til 75.
Den ANC ledede regering har et par måneder inde i sin regering lanceret en national dialog med hele det sydafrikanske folk. Det er en fremragende idé. Men hvor er de græsrødder, de lokale loyale parti-organiserede aktivist-typer, som skal bære en sådan åben dialog ud i befolkningen og gøre den meningsfuld? De folk er svære at finde, for desillusion og fremmedgørelse fra levebrødspolitik er udbredt. Men hvis dialogen formår at tænde et håb om mere social lighed, vil det være godt. Og sydafrikanske græsrødder har tidligere bevist, at det umulige er muligt.