Foto: iStock

Ansæt 2000 flere i ældreplejen

Der er utallige eksempler på helt uværdige forhold for de ældre. Der er derfor akut brug for et løft, som både skal sikre flere hænder og bedre uddannede ansatte i ældreplejen, mener Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Enhedslistens store velfærdskrav til finanslovsforhandlingerne er, at der skal afsættes penge til 2000 flere ansatte i ældreplejen.

Det foreslår Enhedslisten

  • 500 ekstra fuldtidsmedarbejdere på ældreområdet. Det anslås at koste 653 millioner kr. Et tilsvarende antal allerede ansatte skal samtidig uddannes social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter.
  • 500 ekstra husassistenter til plejecentrene. Det anslås at koste 183 millioner kr. Det ekstra personale skal styrke rengøring og hygiejne på ældreområdet, bl.a. som følge af covid-19.
  • 200 mio. kr. årligt til faglig sparring og supervision af social- og sundhedsmedarbejdere i ældreplejen.

Vi har råd til både velfærd og klima

Finansloven for 2021 skal investere både i grøn omstilling og vores velfærdssamfund. Her er Enhedslistens bud på finansieringen:

 Spekulanter skal bidrage mere. Danskere betaler mere skat af penge tjent på arbejde end af penge tjent på aktiespekulation. Beskatter vi store indkomster fra renter, ejendomme og aktiespekulation på samme niveau som lønindkomst, vil det indbringe over fem milliarder kr.

Skatten skal være progressiv for millionærer. Vi foreslår at gøre topskatten progressiv, så satsen stiger, når indkomsten stiger. Tjener man over en million kr., så stiger satsen med fem procent. Over to millioner kr. med yderligere fem procent. Over tre millioner med endnu fem. Det vil mindske uligheden og indbringe 3,7 milliarder kr.

Selskaber med overnormal profit skal betale mere i skat. Medicinalselskaber, der sidder på patenter, og selskaber på markeder med svag konkurrence kan tjene mange flere penge, end hvad der er normalt for selskaber. Vi foreslår en ’topskat’ for selskaber på fem procent for den del af indtjeningen, der er overnormal (egenkapitalforrentning over 15 procent). Tiltaget vil kun ramme selskaber, der tjener eksorbitante beløb, og vil indbringe 2,8 milliarder kr.

Øget kontrol med skattely. Vi taber årligt 5-7 milliarder kr. grundet skattely. Derfor vil vi ansætte 150 ekstra medarbejdere i de projekter i skatteforvaltningen, der skal forhindre, at skattekroner ender ulovligt i skattely. Det kan indbringe mindst 400 millioner kr.

–  Jeg tror, det gjorde ondt i hjertet på alle, som så tv-dokumentaren i sommer med den uværdige behandling af Else og Niels. Men det er desværre ikke nyt, at mange ældre har alt for dårlige forhold, og det er heller ikke begrænset til Østjylland, konstaterer Pernille Skipper og uddyber:

– Det er afgørende, at finansloven gør noget ved forholdene. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt.

Hun peger på, at der er blevet skåret hårdt på ældreområdet de seneste mange år, og at der er alt for mange ansatte i ældreplejen, der ikke har fået en ordentlig uddannelse.

Forsømt i mange år
Samtidig er der mangel på sosu’er, og faktisk er der flere uddannelsespladser, end der er elever. Det er helt uholdbart, påpeger Pernille Skipper.

– Enhedslisten vil gå til forhandlingerne om finansloven med forslag om at få ansat flere i ældreplejen og samtidig få højnet kvaliteten og omsorgen. Vi vil først og fremmest ansætte 2.000 flere, så der også er rum til at uddanne flere af de allerede ansatte uden uddannelse inden for ældrepleje, fremhæver hun og fortsætter:

– Samtidig vil vi afsætte penge til at sikre faglig sparring til de medarbejdere, der for eksempel arbejder med demente, som både fagligt og følelsesmæssigt er meget krævende.