Arbejdet, kvinderne og corona’en

Af:

Coronakrisen og ikke mindst nedlukningen har vist os lidt om, hvad der er nødvendigt samfundsmæssigt arbejde.

Enhedslistens kvindeudvalg

At der har været brug for sygeplejersker og sosu’er giver sig selv, men hvad skulle vi have gjort, hvis vi ikke havde kunnet få mad og andre fornødenheder eller få hentet affald? Chauffører til varetransport og offentlig trafik har sørget for, at mennesker og varer er kommet frem, og skraldemændene har sørget for, at vi kom af med det overflødige. Faktisk er de job, der har vist sig mest vitale for at få samfundet til at fungere, lavtlønsjob og overvejende kvindejob.

Corona-opvågningen
Kriser er ofte den udløsende faktor til ændringer, men den chance greb hverken regering eller støttepartierne. Alle kræfter blev sat ind på at holde vejret og vente på at vende tilbage til “normalen”.

Klimaet skriger ellers på, at “normalen” er forbi! Det blev nærmest udråbt til landsskadelig virksomhed ikke at svinge dankortet, selvom enhver ved, at hvert sving med kortet udløser CO2.

Tænk, hvis nogen havde turdet sige højt, at coronaen var den opvågnen, vi havde brug for til at overveje, hvad det er for nogle liv, vi vil leve. Et godt sted at starte er arbejdsmarkedet.

Mange jobfunktioner har ikke været savnet, så hvad skal vi med dem? Rigtig mange mennesker har pseudoarbejde, som der reelt ikke er brug for. Hvorfor skal vi egentlig alle sammen arbejde 30-37 timer om ugen?

Mange mennesker har været glade for at arbejde hjemme (men ikke for at være hjemme – volden mod kvinder steg), forureningen i København har været minimal – at være cyklist har været en svir, stort set ingen biler, næsten ingen for tidligt fødte børn, nattelivsvolden har været i bund, ingen pissede i vores porte. Faktisk har mange haft et bedre liv og måske set en flig af en anden og simplere måde at leve på.

4-i-1-perspektivet
En løsning på den tillærte skræk for ikke at have et arbejde kunne være en ubetinget basisindkomst, eller 4-i-1-perspektivet, som den tyske marxistiske feminist Frigga Haug foreslår: Med meget få ændringer kunne vi alle sammen få et bedre og mere meningsfuldt liv og slippe ud af hamsterhjulet. Hendes model, som hun ser som et kompas, altså ikke noget fast forankret, men mere noget retningsgivende, går i korthed ud på at opdele en 16 timers dag i moduler af fire timer – 4 timers produktivt/lønarbejde, 4 timers reproduktivt arbejde til alle (og her skal vi lige huske, at der ikke er nogen produktion uden reproduktion), 4 timers selvrealisering (få nye kompetencer og lære nyt), 4 timers politisk arbejde. Modellen gælder for alle køn, således at alle har mulighed for at deltage i alle samfundsmæssige aktiviteter. Samtidig får den fordelt arbejde og fri tid og afskaffer deltidsarbejde.

Vi tror, at kvinderne med dårligt betalt nøglearbejde kunne være de første til at se mulighederne i at nøjes med det nødvendige arbejde til gavn for børn, gamle, klimaet og livet. Det er ikke godt for kapitalisterne – men gør det noget?