Kulturstafetten:
Kunstnerisk jazz er – som alt god kunst – revolutionær.
Ole Wugge Christiansen, Amager Øst
Jeg tilbragte i år min sommerferie i New York. Vandrede byen tynd og besøgte kunstmuseer og jazzspillesteder. Især museernes samlinger var imponerende. Musikalsk var udbyttet mere begrænset. To koncerter var eminente, de øvrige middelmådige.
Men det var fantastisk at snuse til ikoniske, berømte spillesteder og stemningen i en anden bykultur: Jazz virker i New York langt mere folkeligt funderet end i Europa, mindre tynget af alvor og mere åben for liv, humor og input fra publikum.
Jazzkulturen i Europa er mere finkulturel. Måske fordi (især) moderne jazz tit stimulerer samme æstetiske nydelse som fornøjelsen i at høre et fuldklingende klassisk orkester. Man skal lytte intenst for at få fuldt udbytte.
Bindingen til finkultur er ærgerlig. For jazzen er vokset frem som folkelig musik – mange gange med stærke bånd til bevægelser, der sætter selvrespekt og borgerrettigheder på den politisk-ideologiske dagsorden. Og god jazz er folkelig, når den swinger – den stimulerer ikke kun ørerne, hele kroppen inviteres ind i musikken.
Kunstnerisk jazz er – som alt god kunst – revolutionær: Eksperimenterende jazz søger at skabe øreåbnende oplevelser ved at bryde med harmoniske og rytmiske konventioner. Den åbner på den måde for udvidelse af menneskers nydelse og udtryksmuligheder. Avantgardejazz kan i den forstand være bevidsthedsudvidende. Den løsriver sig fra gamle vaner, vender logik og tvang på hovedet, stimulerer lytterens kreative medlytten – og er tit hamrende sjov.
Kort sagt: Avantgardejazz er frigørende. Også selv om smag selvfølgelig er forskellig.
I næste nummer af Rød+Grøn løber Lene Vestergård videre med “Kulturstafetten”