Store, muskuløse Jonas ligner en hård fyr ved første øjekast. Men han lider i invaliderende grad af angst og er dermed en af de mange danskere, der har brug for psykiatriens hjælp. Rød+Grøn har fået lov til at bringe hans historie.
Jonas Schmidt
Når du ser mig på gaden, så ser du en hård fyr. Jeg styrketræner og vejer over 120 kg. Derudover er jeg tatoveret i ansigtet, på halsen og på hænderne.
Mange bliver bange for mig og går enten i en stor bue uden om mig eller holder stirrekonkurrence med deres sko, når de går forbi mig.
Jeg puster mig måske lidt op, jeg stirrer måske ret intenst på min vej. Jeg flytter mig ikke, når jeg går – det gør de andre, ellers støder vi ind i hinanden, og de få gange, det sker, har jeg et blik, der nærmest kan dræbe. Udadtil er jeg en “badass”, men man skal aldrig dømme en person på det ydre.
Ser trusler alle vegne
Jeg lider af angst. Generaliseret angst og panikangst. Det er så dejligt krydret med, at jeg ikke kan styre mit temperament og bliver voldsomt udadreagerende, når jeg bliver presset for hårdt.
Når du ser mig på gaden, så ser du en fyr, der prøver at overleve. Det center i vores hjerne, som gør os bange og får os til at løbe væk, hvis vi ser en løve, det er konstant aktivt i mig. Når jeg går på gaden, så er jeg 100 procent årvågen. Jeg ser alle mennesker som potentielle trusler. Fra det sekund, jeg får øje på dem, har jeg en plan i mit hoved om, hvordan jeg skal smadre dem, hvis de skulle prøve at gøre mig ondt. Det er enormt irrationelt, men hvis jeg ikke har den plan i mit hoved, så kan jeg ikke overskue at gå udenfor en dør. Derudover banker mit hjerte lidt hurtigere, jeg kan mærke sveden på panden, mine læber bliver tørre og mit ene ben begynder af og til at ryste lidt. Jeg bliver hurtigt lidt utilpas, og det er alfa omega for mig at føle, at jeg har kontrol hele tiden.
Jeg har opgivet at tage offentlig transport, da det gør mig alt for presset – det er som at bede om et angstanfald. De fleste angstes største mareridt, det er at få et angstanfald i offentligheden! Alene tanken gør mig dårlig…
De dårlige dage
Og der går jeg så på gaden – ham fyren, der mest af alt ligner en psykopat. Men jeg har bare mine nervøse trækninger og bruger mine forsvarsmekanismer imod min angst. Lige så utilpas, som min tilstedeværelse kan gøre andre, lige så utilpas er jeg selv. Jeg prøver bare at overleve. Og tro det eller lad være: Det her er beskrivelsen af mig på en god dag. På mine dårlige dage forlader jeg ikke min bopæl. Om så der så lå en million kroner udenfor, så rører jeg mig ikke ud af flækken fra hjemmets rammer på mine dårlige dage.
På mine dårlige dage kan jeg nærmest ikke være i mig selv. Jeg er lige så træt, som når man har været vågen i et døgn, ligegyldigt hvor længe jeg sover. Jeg er hele tiden dårlig, anspændt, konstant årvågen og nervøst anlagt. Mit overskud er ikke-eksisterende, og bare at stå ud af sengen er en kamp. Derudover svinger mit humør, og der skal intet til at slå mig ud. De dage kan jeg få et angstanfald af en mail fra kommunen i min e-boks, eller noget så banalt som at spilde lidt mælk på bordet.
Når angsten lammer dig
Og hvad er et angstanfald så? Det er der intet enkelt svar på. Et angstanfald er lige præcis det, der skal til for at invalidere dig fuldstændig. Under et af mine voldsomste rystede jeg så meget, at jeg ikke kunne stå op. Jeg lå på alle fire, jeg kastede op og græd ustyrligt. Jeg følte ikke, at jeg kunne få luft, så jeg kæmpede for vejret, imens sveden haglede af mig. Jeg følte mit hjerte var ved at sprænges, og jeg fik gispet, at nu dør jeg. Så besvimede jeg og vågnede fem sekunder efter på gulvet. En pårørende holdt min hånd, og jeg var bange. Jeg lå der i en halv time, inden han kunne få mig lagt i seng og givet mig min medicin. Så sov jeg i ni timer, og dagen efter var min krop totalt fysisk smadret. Så uhyggeligt kan et angstanfald være. Men lige så vanvittigt kan det føles, når du “bare” sidder som lammet, ryster og græder. Du er bare helt væk og kan absolut INTET. Selvom det lyder som ingenting ved siden af det andet, så er selv det så ubehageligt, at det nærmest ikke kan beskrives. For følserne er ude af kontrol, og alt rationel tankegang er en by i Rusland.
Kæmp eller flygt
Oven i angsten er jeg så uheldig, at jeg kan blive ekstremt vred, når jeg bliver presset og ikke kan undslippe situationen. I angsttermer kalder man det “fight or flight” – man kæmper imod situationen eller flygter. Ved mig er ”fight” bare lidt mere bogstaveligt, end det burde være. Men jeg er bevidst om det, og jeg forlader altid potentielt farlige situationer. Det er en overlæges bedste råd, da det er en del af min personlighed og en overlevelsesmekanisme. Så når jeg mærker vreden ulme, så går jeg min vej. Og jeg frygter for konsekvenserne, hvis nogen prøver at stoppe mig. Tæver jeg vedkommende til lirekassemand – eller slår jeg ham ihjel? Det er tanker, jeg lever med til dagligt. Derfor er jeg helt bevidst om, at jeg altid skal have en mulighed for at gå. For når jeg bliver vred, så slår det klik. Jeg har blandt andet slået et hul i min stuedør og flået en hylde ud af en væg. De og meget værre eksempler har jeg mange af.
Hjælpende hænder
Det er mit liv. Det er de ting, jeg bokser med hver eneste dag. Jeg får aldrig en pause eller en ferie fra det. Heller ikke fra min medicin. Jeg er blot taknemmelig for, at jeg kan få hjælp fra psykiatrien. Både på den psykiatriske afdeling og i lokalpsykiatrien hjælper de mig alt det, de overhovedet kan. Derudover er jeg velsignet med en dygtig praktiserende læge.
Det er en sej kamp, og når min sygdom bokser mig i gulvet, så samler de mig op igen og gør mig klar til en ny omgang. Og de gør det utrætteligt, ligegyldigt hvor tit jeg ryger i gulvet.
De eneste to mennesker, jeg har et virkelig nært forhold til, er mine forældre. Min far og mor er mine bedste venner. Jeg bor i overetagen af deres hus i en lille lejlighed, og det eneste, vi deler, er køkkenet og haven. Vi skiftes til at lave aftensmad, og så spiser vi sammen. Udover det lever jeg selvstændigt – gør selv rent, vasker mit eget tøj og ordner det praktiske i mit liv. Men mine forældre støtter mig, og har jeg det meget dårligt, kan de tage over – det er guld værd. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle kunne klare mig uden dem og den støtte (både praktisk og mentalt), de giver mig dagligt.
Halvanden times hobby koster tre dage
Jeg kan lide at styrketræne, og jeg er også blevet et kæmpe brød. Men mine muskler kommer ikke fra et fitnesscenter. Da jeg fik mine diagnoser, investerede min far i et lille træningsrum til mig, så jeg kunne styrketræne. Det elsker jeg – det er sådan, jeg slapper af. Det er min form for meditation og de få timer i løbet af en dag, hvor jeg har ”helle” fra en kaotisk verden.
Det var en dyr investering for min far. Men jeg er evigt taknemmelig for det! For havde det ikke været for min far og hans investering, havde jeg ikke kunnet træne. Jeg havde aldrig kunnet komme fast i et fitnesscenter, måske slet ikke.
Jeg elsker også Mixed Martiel Arts – MMA. Jeg er medlem af en MMA-klub, men at komme ned i klubben er et helvede. Ikke fordi, der er noget i vejen med klubben. Dem, der styrer stedet og trænerne, er alle mænd med hjertet på rette sted. Men hvis jeg vil til MMA en dag om ugen, til en træning, der varer halvanden time, så opsluger det tre hele dage af mit liv.
Hvis jeg vil af sted en tirsdag, kan jeg allerede mærke nervøsiteten mandag. Jeg kæmper med uro i kroppen, og angsten ulmer under overfladen. Kommer jeg igennem mandag, så skal jeg klare tirsdag. Jeg er meget træt, urolig og har ingen appetit, og angsten lurer under overfladen. Det er cirka 50/50, om jeg kommer af sted eller om jeg får et angstanfald og må blive hjemme alligevel. Kommer jeg endelig afsted, må jeg bruge alle mentale ressourcer for at være der og få noget ud af det.
Mine trænere er fantastiske – de kender til min sygdom, og jeg får som regel en god oplevelse ved at være der. Samtidig dækker den halvanden time hele mit sociale behov for en uge. Onsdag er til gengæld et helvede, den er med garanti en dårlig dag. Ud over at sove i over 10 timer, er det altid en dag i angstens tegn. Så for halvanden time med noget, jeg virkelig brænder for, ryger der altid tre hele dage.
De gode ting i livet
Nogle vil måske spørge: ”Med alle de udfordringer, du har, er det så overhovedet værd at leve?”. Det korte svar er ja, selvfølgelig er det det. Det lange svar er også ja, men selvfølgelig er det hårdt. Jeg har haft selvmordstanker, både de løst svævende og de mere konkrete. Jeg har mistet modet og grædt mig selv i søvn, fordi jeg bare ikke kunne klare mere. Og nogle gange føles det som om, at det bare ville være bedre, hvis det hele sluttede nu. Men bag de grå skyer er himlen altid blå. Det kan man ikke bruge til noget, når man har det af h… til, men det er stadig rigtigt.
Første gang, jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling, sagde overlægen til mig, at hvis jeg ville have det bedre, så skulle jeg både tage imod alt hjælpen, men også kæmpe selv. Det tænker jeg tit på, for hvor har hun ret. Havde jeg begået selvmord, så havde jeg for eksempel aldrig mødt min lille nevø. Og at få et knus af ham og mærke den oprigtige kærlighed, som det lille væsen giver, det kan ikke værdisættes. Jeg havde aldrig bænkpresset 180 kilo og mærket det vilde adrenalinsus (jeg har aldrig prøvet noget lignende!), da det lykkedes første gang. Jeg var gået glip af lune sommeraftener på terrassen og varm kakao ved juletræet, og jeg havde efterladt mine forældre i en ubeskrivelig sorg.
Livet er så mange ting, og selvom jeg aldrig får opfyldt mine teenage-års store drømme, så kan jeg stadig få et godt liv i de rammer, jeg nu engang har. For mig handler det nemlig ikke om alt det, jeg ikke kan, men om det, jeg kan. Jeg kan ikke sige, at jeg aldrig får selvmordstanker igen. Men jeg kan sige, at jeg håber på, at jeg hvis det sker, så vil jeg være stærk nok til ikke at gøre det forbi, og at jeg kan bede om hjælp til at få livsmodet tilbage igen.