Foto: European Defence Agency, Flirckr.com

Bag morgenrøden lurer krigsguden

Fjendebilleder kan legitimere oprustning og militarisme og optrappe konflikter. Derfor er der grund til at normalisere forholdet til Rusland.

Lole Møller, Rød+Grøn

I disse måneder skulle den gigantiske militærøvelse ’Aurora 20’ have fundet sted i Sverige. Aurora – morgenrødens gudinde i græsk mytologi – er også navnet på den krydser, der i 1917 gav signal til stormen af Vinterpaladset og den russiske revolution. Navnet er næppe tilfældigt valgt, for Aurora 20 er rettet mod Rusland.

Stribevis af totalforsvarsøvelser
Både NATO og Rusland har i de seneste år optrappet mængden af militære øvelser. NATO rykker generelt sine øvelser tættere og tættere på de russiske grænser og har længe opprioriteret Østersøregionen og Norge som militære øvelsesområder. ”Alliancefrie” Sverige og Finland har efter indgåelse af værtslandsaftaler i 2014 fået status af såkaldt elitepartnere for NATO. Aftalerne åbner for udstationering af våben og tropper og gennemførelse af fælles operationer og militærøvelser.

Aurora 20 er blot én øvelse blandt mange i NATO-regi. Der er tale om totalforsvarsøvelser, der inddrager både militær og civilsamfund. Landene skal forberede sig på krig, og i befolkningerne skabes en stemning af frygt for et overhængende fjendtligt angreb.

Frygten gør det lettere at få accept af stigende militærudgifter. Som svar på udviklingen i Ukraine og Ruslands annektering af Krim har et nyt kostbart tiltag set dagens lys: NRI – NATO’s Readiness Initiative. Der skal i løbet af 30 dage kunne stilles med 30 kampbataljoner, 30 større skibe og 30 eskadriller kampfly. I alt forventes NRI at bestå af ca. 80.000 soldater, når styrken er klar i 2024.

Afspænding blev til optrapning
I 1990 vedtog regeringslederne fra Den Europæiske Sikkerhedskonference det såkaldte Paris-Charter om Et Nyt Europa: Efter den kolde krig skulle sikkerheden baseres på et ligeværdigt politisk og økonomisk samarbejde. Ikke sikkerhed mod hinanden, men fælles sikkerhed. Tanken var at afslutte den oprustnings- og konfliktspiral, der prægede den kolde krig.

Det kom til at gå anderledes. Østblokken og Warszawapagten blev straks opløst, og Sovjetunionen brød sammen. Rusland stod tilbage både militært og økonomisk svækket. NATO ikke blot forblev, men blev udvidet med syv øst- og centraleuropæiske medlemslande. Senere åbner NATO for medlemskab for Ukraine og Georgien, og EU arbejder på at etablere ’dybe’ østpartnerskaber.

Dette gør ifølge mange eksperter, at Rusland føler sig presset af den europæiske sikkerhedsstruktur. Samtidig er de politiske samarbejder og diplomatiske forbindelser til Rusland svage, hvilket øger risikoen for konflikt. Rusland har øget sin militære kapacitet de seneste år, men styrkeforholdet er stadig i NATO’s favør. Ruslands militærudgifter svarer i dag til godt ti pct. af USA’s og otte pct. af NATO’s.

Corona giver os betænkningstid
Den sikkerhedspolitik, der bygger på fredelige løsninger og forebyggelse af kriser frem for militære provokationer og oprustning, har haft trange kår. Men lige netop nu har COVID-19 sat en lang række militære øvelser på pause.

Det kan måske give os tid til at gentænke, hvordan vi skal indrette os sikkerhedspolitisk, og hvordan vi sammen tackler pandemier og truslerne mod klima og miljø. I græsk mytologi elsker krigsguden Ares krigen for krigens egen skyld, altid opsat på kiv og kamp, til Athena med olivengrenen og duen som fredssymboler får ham passiviseret.