Brexit overraskede mange og har affødt heftige diskussioner. De afspejler ikke blot et EU i eksistentiel krise, mens også en venstrefløj i politisk og ideologisk krise.
Asbjørn Wahl
Fra et venstrefløjssynspunkt er det problematisk, at den britiske ud-kampagne blev domineret af højrekræfter, der spillede på fremmedfrygt. Men de fleste angav national selvbestemmelse som hovedårsag til at støtte Brexit, og når store dele af arbejderklassen stemte for, må man se det som en protest mod en politik, der systematisk har undergravet faglige og sociale rettigheder. En protest mod “the establishment”, hvor de, som har tabt mest på EU’s og Storbritanniens egen markedsliberale politik, gav eliten én over næsen.
Socialisme er forbudt ved lov
For at forstå, hvorfor EU taber folkelig opbakning i land efter land, må vi se nærmere på EU’s indretning. Efter verdenskrigen var medlemslandene præget af genopbygning og keynesiansk økonomisk politik med stabil vækst, altså traditionel socialdemokratisk reguleringspolitik. Men allerede i Romatraktaten fra 1957 blev det fastslået, at hjørnestenen i Det europæiske økonomiske fællesskab (EEC) skulle være det frie marked. Under 70’ernes krise begyndte de ledende kræfter i praksis at afvikle den regulerede økonomi til fordel for privatisering, offentlige nedskæringer, øget arbejdsløshed og social ulighed. Manglen på demokratiske institutioner i EU gjorde det muligt at grundlovsfæste en mere ekstrem markedsliberalisme her end i de enkelte medlemslande, så ikke alene socialisme, men også keynesianisme, er forbudt ved lov.
Efter finanskrisen i 2008 antog nedskæringspolitikken i EU mere autoritære former. Indgrebene over for særligt kriseramte lande som Grækenland og Irland illustrerer på skræmmende vis, hvordan afviklingen af velfærdsstaterne og bekæmpelsen af fagbevægelsen er blevet institutionaliseret. I tillæg har EU gjort det nærmest umuligt at skifte kurs, idet der kræves fuld enighed mellem alle medlemslande for at ændre i indgåede traktater.
Venstrefløjen skal i offensiven
Det er dette EU, som et flertal af briterne har besluttet at melde sig ud af. Et EU, som ikke kan reformeres indefra ad ordinær demokratisk vej, og som venstrefløjen i Europa ikke formår at udvikle en fælles politik for. Den faglige og politiske arbejderbevægelse har alt for længe næret illusioner om EU som “det sociale Europa” – også i de fleste af partierne til venstre for Socialdemokratiet samt i Euro-LO. Mens utilfredsheden med EU’s politik og følelsen af afmagt breder sig blandt almindelige mennesker, så har disse illusioner bragt venstrefløjen i en situation, hvor man er ude af stand til at organisere de utilfredse til politisk modstand. Dermed får højrefløjen monopol på at mobilisere mod EU, og her vendes kampen ikke mod drivkræfterne bag de markedsliberale angreb, men imod andre befolkningsgrupper, f.eks. indvandrere og muslimer. Når det får folk på venstrefløjen til at stemme for at blive i EU for “ikke at blive slået i hartkorn med racister og højreekstremister”, så bliver højrefløjens monopol på EU-modstand cementeret.
Det er vigtigt, at det autoritære og markedsliberale EU ikke får større magt i Europa, og i den optik er Brexit en god nyhed. At den fremmefjendtlige højrefløj fik så meget plads, giver imidlertid venstrekræfterne en udfordring: Det er nu afgørende, at vi benytter Brexit til at komme i offensiven, tøjle kapitalinteresserne, styrke demokratiet og udvikle reel folkelig enhed på tværs af Europas grænser. I forhold til et således forenet Europa udgør det eksisterende EU en barriere.
Asbjørn Wahl er rådgiver i Fagforbundet i Norge og daglig leder i Alliansen For Velferdsstaten.