EU’s svar har i hele Brexit-forløbet været at rykke sammen og holde fast på systemet, som det er. Men EU-Kommissionens arbejdsplan lægger delvist op til at gøre op med denne tilgang. Foto: Jannes van den Wouwer, unsplash.com

Brexit præger EU-Kommissionens arbejdsprogram

I EU er det Kommissionen, der har initiativretten til at stille lovgivning. Derfor fulgte jeg spændt med, da Kommissionen ved udgangen af januar præsenterede sit arbejdsprogram for 2020. Et arbejdsprogram, der følger hvad kommissionsformand Ursula von der Leyen fremlagde ved sin indsættelse – men også et arbejdsprogram, der er tydeligt mærket af Brexit.

Frederik Kronborg, Rød+Grøn

To af de helt store dagsordener i EU er klima og mindsteløn. Der er ikke noget afgørende nyt om emnerne i EU-Kommissionens arbejdsprogram, men lidt er alligevel sluppet ud.

Kommissionens slagnummer på klimaområdet bliver en grøn pagt. Her arbejder Kommissionen videre med en plan fra december, som hæver reduktionsmålene minimalt og ikke lever op til målsætningerne fra Parisaftalen. Hertil indeholder den grønne pagt en ambition om at forbedre forholdene ”fra jord til mund”.

Desværre konkretiseres det ikke, hvad forbedrerede forhold indebærer, eller hvad det betyder, at planen skal være mere bæredygtig. Samlet set mange fine ord men intet, der peger henimod virkelig handling.

Uklarhed om mindsteløn
Når det kommer til mindsteløn, fortsætter Kommissionen sin fortælling om, at denne vil indrettes efter nationale forhold. Det er stadig fuldstændig uklart, hvad det betyder, og hvordan en fælles mindsteløn kan være forskellig.

I januar præsenterede Kommissionen et såkaldt ”Roadmap to a social Europe”. Her fremgik det, at kommissær Nicolas Schmit vil anvende Lissabontraktatens artikel 153 til at indføre mindstelønnen. Det pudsige ved det er, at et hurtigt opslag i traktaten viser, at artikel 153 stk. 5 skriver sort på hvidt, at denne artikel ikke omhandler lønforhold. Hvordan en mindsteløn ikke omhandler lønforhold, skal man nok ret langt ud i argumentationen for at komme frem til.

Brexit fylder stadig
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Brexit har været det store dagsordenssættende punkt siden 2016 i EU-systemet, og arbejdsplanen for 2020 er ingen undtagelse.

EU’s svar har i hele Brexit-forløbet været at rykke sammen og holde fast på systemet, som det er. Men arbejdsplanen ligger delvist op til at gøre op med denne tilgang. Idéen om en ”Konference om Europas fremtid” (læs mere på side 10) og øvrige initiativer peger i en ny retning.

Hvor Junker-kommissionen snakkede om at være stor på det store og lille på det lille, følger von der Leyen op. Hun mener, at EU skal have en ny tilgang til politik. Man skal have et bedre udsyn mod langsigtede tendenser og sikre, at lovgivningen giver flere konkrete tiltag for borgerne. Om det i virkeligheden betyder, at EU skal have mere direkte indflydelse over lovgivningen, er nok ikke svært at komme frem til. Men samtidig vil hun også indføre en ”én ind én ud”-tilgang, hvor gamle byrder fjernes, når nye kommer til. Mange vil nok måske spørge sig selv, om de nogensinde har oplevet EU fjerne en byrde eller give magt tilbage til medlemslandene på et eneste område.