Jeremy Corbyn er alt for langt til venstre, han vil aldrig kunne bringe Labour til magten. Sådan omtrent har den meget tendentiøse dækning været i danske aviser, som afspejler The Guardian og andre britiske medier. Det lykkedes dog ikke at skræmme Labour-medlemmerne, der i slutningen af september endnu en gang valgte Corbyn som formand.
Mikael Hertoft, Rød+Grøn
De store medier førte kampagne og advarede meget kraftigt Labours medlemmer mod at stemme på Corbyn. Lederskabet i Labour udelukkede 130.000 medlemmer fra at stemme, fordi de havde meldt sig ind efter januar 2016. Alligevel vandt Corbyn meget overbevisende med næsten 62 procent af stemmerne. Formanden for De Britiske Øers største fagforening, Unite, Len McClusky punkterede pressemyten på Labours konference efter valget:
– Medierne er talerør for den korporative elite, selvfølgelig ønsker de at stoppe Jeremy Corbyn. De angriber ham og siger, at han er ubrugelig, at han aldrig nogensinde vil vinde et valg. Hvis det var sandt, og hvis de virkelig troede på det, så ville de ønske, at han blev som formand. De ønsker at komme af med ham – ikke fordi de tror, han ikke kan vinde et valg, men fordi de tror, at han kan, sagde han.
Partiet vokser under Corbyn
De borgerlige aviser præsenterer et meget mekanisk billede af det politiske spil, hvor en “realistisk” kandidat, uanset partifarve, skal placere sig sådan, at han kan nå “midtervælgerne”. Corbyns venstreorienterede logik er en anden: Flertallet i befolkningen lider under nedskæringer og den økonomiske politik. Derfor kan et passioneret forsvar for flertallets interesser også vække stor begejstring i brede befolkningslag – begejstring, som kan bruges til at vinde et valg.
Og begejstring er Corbyn i hvert fald i stand til at skabe. Valget af ham som Labourformand har boostet partiets aktiviteter og medlemstal, der med over en halv million nytilkomne gør Labour til det mest medlemsrige parti, ikke bare i England men i hele Vesteuropa.
I sin tale på Labour-kongressen understregede Corbyn, at han vil kæmpe for undervisning, forsvar af det nationale sundhedssystem, værdighed og pleje til ældre, modtagelse af flygtninge og for fred.
Der foregår en massiv kamp om uddannelsessystemet i landet. De konservative foreslår særlige grammatikskoler for eliten, og priserne for at gå på universitetet er så høje, at det udelukker arbejderbørn fra højere uddannelser. Corbyn bad på kongressen alle Labour-medlemmer om at gå med i en national kampagne mod dette og for undervisning for alle.
Holder fast i idealerne
Kampen mellem højrefløj og venstrefløj i Labour er ikke slut. Corbyn har stadigvæk langt størstedelen af Labours parlamentsmedlemmer imod sig, og det bliver en sej kamp at forene Labour på en venstreorienteret platform.
I forlængelse af kongressen var der diskussion om Englands atomvåben, der affyres fra gamle Trident-ubåde. De er dyre at udskifte, og Corbyn har altid været imod atomvåben og er imod fornyelsen, men flertallet af Labours parlamentsmedlemmer er for. Her er situationen den mærkelige, at formanden opretholder sit mindretalssynspunkt – akkurat som han ofte gjorde, før han blev formand. Han kan dog ikke forhindre størstedelen af Labours parlamentsmedlemmer i at stemme for fornyelsen af atomvåbnene.
Kampen mellem højre- og venstrefløjen i Labour er ikke kun udslagsgivende for partiet selv. Den spiller en afgørende rolle for udfaldet af forhandlingerne om Brexit, som også deler vandene i Labour. Inden afstemningen talte Corbyn imod Brexit, ligesom flertallet af Labours parlamentsgruppe. I dag holder han imidlertid hårdt på, at afstemningsresultatet skal følges til dørs, mens andre dele af det politiske spekter taler for en ny afstemning.