Coronavirus skelner ikke mellem turisten og arbejderen

Af:

Der har fra arbejdspladser og i pressen været rejst spørgsmål om udenlandske arbejdere og smitterisiko. Arbejdskraft fra andre lande er nemlig fritaget for karantæne eller test ved indrejse til Danmark.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl, kan godt forstå, at flere ansatte undrer sig over forskellen i krav, der stilles til mennesker, som krydser grænsen.

– Arbejdere og lønmodtagere, der kommer fra andre lande, har præcis ligeså stor en risiko for at medbringe smitte, som de, der har været på ferie i et andet land. Corona-virussen skelner ikke mellem turisten og arbejderen, fremhæver han.

På mange arbejdspladser er de ansatte tæt samlet i mere end 8 timer dagligt. Dermed har de en større risiko for både at smitte og blive smittet end mennesker, der er hjemsendte eller arbejdsløse.

– Desuden tilbydes mange udenlandske arbejdere boliger og opholdsrum med meget trange forhold. Det er hverken muligt at holde afstand eller opretholde den høje sanitære standard, som vi beder resten af befolkningen om, påpeger Christian Juhl.

Arbejdstilsynet skal op i gear
Generelt efterlyser mange ansatte, at Arbejdstilsynet genoptager det opsøgende arbejde, da arbejdsgivere i flere tilfælde ikke sørger for, at der arbejdes med nødvendig afstand og tages de nødvendige hygiejniske forholdsregler. Christian Juhl ønsker også Arbejdstilsynets opsøgende arbejde genoptaget, og så skal arbejdsmiljøloven i øvrigt overholdes, påminder han.

– Det er hamrende vigtigt, at der ikke mindst på arbejdspladserne gøres en meget stor indsats for at minimere risiko for corona-smitte. Kampen mod corona-smitten er en del af indsatsen for et sikkert og sundt arbejdsmiljø.