Cuba

Af:

Øivind Larsen, Kerteminde

I 60 år har USA ført handelskrig mm. mod den røde revolution i Cuba. Kapitalisterne har været og er bange for, at eksemplet skal sprede sig i Latinamerika. Da Sovjetunionen kollapsede, fik amerikanerne yderligere blod på tanden og regnede med, at nu kunne de presse et systemskifte igennem. Clinton-administrationen gennemførte i 1996 den såkaldte Helms-Burton-lov, hvorefter blokaden skærpedes og de eksterritoriale sanktioner blev udvidet.

Kapitel 3 i denne lov med titlen “beskyttelse af US-amerikanske statsborgeres ejendomsret” er siden 96 blevet udskudt/suspenderet hvert halve år. I foråret stoppede Trump denne praksis. Så nu kan der rejses sager ved US-domstole, også imod udenlandske investorer, hvis der handles med nationaliseret ejendom i Cuba. En krænkelse af folkeretten.

I 1964 afsagde den amerikanske højesteret en kendelse, der anerkendte de cubanske nationaliseringer, som værende i overensstemmelse med international ret.

Aggressionen vil selvsagt kunne tilføje yderligere stor skade til den cubanske økonomi, der i forvejen har været forsøgt saboteret af næsten 60 års blokade.