Fra 27. juni til 1. juli mødtes 500 mennesker i det nordlige Tjekkiet for at sætte en grænse for kul. Rød+Grøn bringer en rejseberetning fra en af de 20 aktivister, der havde taget turen fra Danmark.
Rikke Stadsgaard
Vi kørte onsdag formiddag og ankom om aftenen til en camp med infotelt, førstehjælpstelt, kantine, pandekagebod, advokattelt, bar og et cirkustelt, hvor der blev holdt møder og spillet musik. Alle var her for at være en del af demonstrationen “Limity Jsme My” (“We are the limits”), som havde for mål at demonstrere og blokere en kulmine i det nordlige Tjekkiet.
I løbet af dagene var der workshops, bl.a. om at støtte lokale bevægelser og crash courses i solcelleanlæg.
Det vigtigste var forberedelserne til lørdagens aktion, som var min første nogensinde. Jeg var nervøs. Jeg er aldrig blevet anholdt før. Jeg kan dog ikke længere lade stå til, mens vores eneste planet bliver hovedløst ødelagt.
Lokal opbakning til aktionen
Brunkul er en af de værste miljøsyndere. Brændværdien er dårlig, og i Tjekkiet har det været årsag til omfattende luftforurening og formodentlig en væsentlig årsag til skovdød.
Tjekkiet er økonomisk meget afhængig af brunkul, og politisk har det været svært at skifte til vedvarende energi. Minedriften har store konsekvenser for de lokale. De 67.000 indbyggere i byen Most, der ligger nær kulminen, vi blokerede, måtte i 1960 vige for minen og bygge en helt ny by.
Da vi tog afsted lørdag morgen, blev vi også hovedsageligt mødt med opbakning i byerne på vej til minen. Følelsen af, at de lokale heller ikke ville se mere miljødestruktion eller få deres landsbyer flyttet, gav mig mere motivation til at fortsætte, selvom vi fik selskab af mere og mere politi.
Lige pludselig gik det løs. Grupper med hinanden i hånden løb forbi politiet for at komme ind i minen.
Omkring halvdelen blev omringet ret hurtigt og blev derefter langsomt anholdt og kørt til politistationen. Mange nåede ned i minen. Nogle kravlede op i et tårn og fik lænket sig fast, og da politiet ikke kunne få dem ud af lænkerne, blev de helt indtil kl. 20, hvor de selv besluttede at kravle ned. Det var en helt vild følelse at komme ned i en mine og se den indefra. Det føles som en anden planet. De store udgravninger og et fuldstændig tomt og øde landskab.
Da vi kom hjem til lejren, var der mad og bålhygge. Folk snakkede, lo og delte deres oplevelser fra aktionen. Jeg følte, at jeg havde været mentalt og fysisk godt forberedt til de forskellige situationer, vi kom ud for. Jeg havde også virkelig mærket sammenholdet i demonstrationen, og at man under hele aktionen tog hånd om hinanden, selvom de fleste var komplet fremmede.
En verden uden kul er mulig
Det er vigtigt, at vores budskab kommer ud over minens plankeværk og ind i folks hjem. Jeg tror ikke kun, det skyldes mangel på information eller velvilje, at klimakampen ikke er nået længere. Folk tror, de er alene, at de er magtesløse over for de kræfter, som styrer verden. Jeg håber, jeg har været med til at vise tjekkerne, at de ikke er alene – at vi er mange, der er klar til at kæmpe.
Vi har for længe stolet for meget på, at vores ledere ville finde en løsning. Enhver kritisk tænkende person må se i øjnene, at beslutningerne nu ligger i folkets egne hænder. Dér er det vigtigt at bruge hele sin stemme – ikke bare den af papir – til at vise vores folkevalgte, hvad vi virkelig ønsker og brænder for.
Jeg opfordrer alle til at handle. Det er muligt at skabe en verden uden kul. Vi er mange, vi er stærke og grænsen går hos os.