DAB-sag skal undersøges

Af:

Enhedslisten rejser nu krav om, at Radio- og TV-nævnet samt kulturministeren kommer med en redegørelse, som giver en fyldestgørende besvarelse på alle anklagerne om urent trav i udbuddet af den nye DAB-kanal. 

Simon Halskov, Rød+Grøn

I forlængelse af Radio- og TV-nævnets tildeling af den nye DAB-kanal til ”Radio Loud” er der blevet rejst en række anklager om forskelsbehandling og overtrædelse af udbudsbetingelserne. Det får Enhedslisten til at efterlyse en gennemgang af sagen.

– Det er ikke politikerne, som skal afgøre, hvem der skal drive DAB-kanalen og et udbud skal ikke gå om fordi, nogle er utilfredse med resultatet, siger Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, og fortsætter:

– På den anden side er det helt afgørende at alle, som deltager i et udbud behandles lige og bedømmes ud fra den samme målestok. Samtidig skal udbudsbetingelserne naturligvis være overholdt.

Det skal gå rigtigt til
For Enhedslisten er det afgørende, at udbuddet er afgjort på fair vilkår.

– Derfor kræver vi, at Radio- og TV-nævnet samt kulturministeren kommer med en redegørelse som dokumenterer, at alt er gået rigtigt til, forklarer Søren Søndergaard.

Radio Loud vandt udbudsrunden på bekostning af bl.a. Radio24syv, der har eksisteret siden 2010.