EU-Kommissionen har netop foreslået af fjerne kravet om fire procent braklægning for at glæde landbruget, selvom vores havmiljø i efteråret 2023 havde det største iltsvind i 20 år.
Hos lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer vækker det glæde, at EU-Kommissionen i marts i år har foreslået at fjerne kravet om fire procent braklægning hos alle landmænd.
– Det er udtryk for sund fornuft, at man ikke længere vil fjerne god landbrugsjord fra driften uden en saglig og solid grund, sagde svineproducent Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
Søndergaard betragter det ikke som et problem, at landbrugets samlede udledning af næringsstoffer til havmiljøet automatisk vil vokse med fire procent, når de braklagte arealer atter opdyrkes med gødskning og sprøjtemidler.
Professor Kaj Sand-Jensen fra Biologisk Institut på Københavns Universitet mener derimod, at det er uheldigt. Forureningen fra landbrugets brakarealer vil genstartes, og det vil lede til øget næringsbelastning af fjorde og søer og dermed til større risiko for iltsvind og fiskedød.
Fjernelse af brakkravet og en række andre lempelser af den grønne landbrugspolitik i EU skal ses som et forsøg på at komme de protesterende EU-landmænd i møde. Fra formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen lyder det om beslutningerne, at Kommissionen gør en stærk og hurtig indsats for at støtte “vores landbrugere” i en tid, hvor de håndterer en lang række udfordringer og bekymringer.
– Vi sender et klart budskab om, at landbrugspolitikken tilpasser sig de ændrede realiteter, samtidig med at vi fortsat fokuserer på hovedprioriteten med at beskytte miljøet og tilpasse os klimaændringerne. Kommissionen vil fortsat stå fast ved vores landbrugere, som opretholder EU’s fødevaresikkerhed og tjener forreste linje i vores klima- og miljøindsats, siger Ursula von der Leyen i en pressemeddelelse.
1531 tons ekstra forurening
Ifølge et notat fra Aarhus Universitet, som Miljøstyrelsen har fremlagt i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, strømmer der årligt 55.000 tons kvælstof ud i det kystnære havmiljø fra det, der kaldes diffuse kilder, og heraf tegner landbruget sig for knap 70 procent.
Fra og med 2023 har alle landbrug været pålagt at braklægge 4 pct. af deres dyrkningsjord af hensyn til biodiversiteten og for at dæmpe udledningen af næringsstoffer. Hvis kravet nu fjernes, som foreslået af EU-kommissionen, øges udledningerne automatisk med de fire procent igen.
I en tid med rekordstore iltsvindshændelser er det dårligt nyt for havmiljøet, da kvælstoftilførslerne har et stort ansvar for udbredelsen af iltsvind. I efteråret 2023 hærgede det største iltsvind i 20 år. Ophæves fire procent-kravet, vil det medføre en gennemsnitlig stigning i landbrugets udledninger med 1.531 tons kvælstof.
For at sætte stigningen i perspektiv kan der sammenlignes med regnestykkerne fra regeringens ekspertgruppe med tre mulige modeller for en CO2-afgift for landbruget. Ifølge Svarer-udvalget vil de tre modeller nedbringe kvælstofbelastningen af havmiljøet med op til 5.800 ton årligt alt efter hvilken model, politikerne vælger.
Foto: Theis Kragh, Døde fisk fra Fiilsø