Mediemyter om nobelt udviklingsarbejde og stakkels afrikanere siger mere om, hvordan vi vil se os selv, end om livet i Afrika, siger forsker.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
Giv en hånd til Afrika. Til pigen, der henter beskidt vand i en krukke i stedet for at gå i skole. Til spædbarnet med den udspilede mave, der ikke kan vifte fluerne væk fra ansigtet.
Barnlige, hjælpeløse afrikanere
Vi, der er vokset op med Børnenes Ulandskalender og fadderbørn på fritidshjemmet kender billederne af de stakkels afrikanere. Men de forvrænger virkeligheden, fortæller Lene Bull Christiansen, lektor i Kultur- og Sprogmødestudier på RUC, der har forsket i dansk udviklingsarbejde. – Det handler blandt andet om mediernes måde at fungere på. Hvad er nyhedsværdigt, hvordan kan man strikke en historie sammen, så folk kan relatere? Hvis fortællingen er: Her er et uskyldigt afrikansk barn, og det lider. Hvis du ikke hjælper, hvis ikke du sender den dér 50’er, så vil barnet dø af sult. Hvis det er fortællingen, så behøver man ingen yderligere forklaringer. Du er per definition et røvhul, hvis du ikke vil hjælpe.Lene Bull Christiansen har især set nærmere på Danmarksindsamlingen, hvor denne type følelsesfortællinger dominerer.- De har jo et nyt tema hvert år, men på en eller anden måde kommer det altid til at handle om børn. Det understreger ideen om, at afrikanerne er nogle barnlige nogle, der ikke kan selv. At det er et land – for Afrika skildres altid som ét land – hvor der ikke er ret mange voksne. De her billeder er misvisende og snarere en refleksion af, hvordan vi gerne vil se os selv, end af hvordan liv faktisk leves i Afrika.
Netop Danmarksindsamlingen, der oprindeligt blev født af et fornuftigt ønske om at undgå konkurrence mellem indsamlinger, bliver flittigt diskuteret i udviklingskredse.- Nogle konkluderer firkantet, at målet helliger midlet: “Vi er tvunget til at få private midler ind, ellers får vi ikke penge fra Danida. Slut, færdig.” Andre er mere konfliktede omkring indsamlingen og prøver at gå i dialog med Danmarks Radio. For Danmarksindsamlingen er med til at holde fast i stærke og dybt problematiske forestillinger om, at nogle nationer simpelthen er bedre end andre.
Danmarks smukke intentioner i Afrika
I nationen Danmark hersker en skizofren fortælling om vores forhold til forhenværende kolonier i for eksempel Afrika.
– Der er opstået en fælles skandinavisk fortælling om, at vores intentioner i Afrika er rene og smukke. Vi var ikke de onde kolonialister, sådan som englænderne og franskmændene var det. Hvor eksempelvis den britiske historie om udviklingshjælp udspringer af et skift i tankegang fra “vi skal styre jer” til “vi skal støtte op om jer”, så kom mange af de folk, der havde været koloniadministratorer, direkte ind i udviklingsbranchen bagefter. Dansk udviklingshjælp, derimod, var i højere grad født af 60’ernes solidaritetsbevægelser. Særligt i det sydlige Afrika – Zimbabwe, Mozambique og Sydafrika, hvor der var borgerkrige og apartheid – gik udviklingshjælp hånd i hånd med solidaritetsarbejde, forklarer Lene Bull Christiansen.Historien om, at vi i Danmark udelukkende er solidariske, kan imidlertid kun overleve, hvis vi tysser på andre historier:
– Når vi beretter om, hvordan vi agerede solidarisk i forhold til modstandsbevægelserne i Afrika, så glemmer vi typisk, at vi selv har haft en kolonial relation til Grønland baseret på, at “Grønland kan ikke selv, så vi bliver nødt til at blive ved med at være der.” Og så er der De Vestindiske Øer, der i den grad udgør en skamplet på vores nationale selvforståelse. Så vi bliver nødt til at have adskilte kar i fortællingerne. Vi fortrænger, at det hele er dele af én stor historie om den imperialistiske periode, hvor Danmark reelt gerne ville være med på præcis samme måde som eksempelvist Storbritannien.
Ideen om, at nogle er bedre end andre
Uanset om intentionen er solidaritet eller ej, så går en grundlæggende tankegang igen i nærmest alt udviklingsarbejde: Forestillingen om, at samfund udvikler sig opad og fremad i tid og rum.- Den her idé om, at historien har en naturlig udviklingskurve, den kalder man for en teleologisk tankegang. Man genfinder den både i klassisk marxisme og i liberale, økonomiske ideer. Den der forestilling om, at samfund udvikler sig eller bør udvikle sig i en bestemt retning. Og den gennemsyrer udviklingsarbejde. Hvis organisationerne skal sandsynliggøre, at deres indsats er vigtig, så bliver de jo nødt til at hævde, at vi i Vesten er nået længere end folk i Afrika. At vi har det så godt, vores samfund er så gode, mens deres er dårligere, så derfor har vi pligt til at hjælpe. Det virker i Danmarksindsamlingen, men fordrer altså nogle fortællinger om afrikanere som tilbagestående, siger Lene Bull Christiansen.
– Og når man så fristes til at spørge: Hvorfor har vi det bedre end afrikanerne? Så bliver svaret hurtigt: Fordi der er noget i vejen med dem! Der er noget galt med deres samfund. Og den forklaringsmodel bliver desværre i høj grad internaliseret hos tidligere kolonialiserede folk. I stedet for at forklare verdens uretfærdigheder med den måde, det globale system er skruet sammen på, så ender man også i Afrika med “hvad er der galt med os”-forklaringer. Måske er det fordi, vi er særligt korrupte? Det kan så igen forklares med moral eller kultur. I stedet for at man går magtkritisk til værks og ser afrikansk korruption i en sammenhæng, hvor institutionerne er arvet fra kolonitiden. Mens vi i Vesten tænker administration som noget, der tjener borgerne, så har logikken i Afrika været, at “her sidder der én og skal styre os”. Derfor har institutionerne slet ikke samme demokratiske legitimitet.
Græsrødder ændrer fortællingerne
Selvom Danmarksindsamlingens følelsespornografiske billeder stadig ruller over danske fjernsynsskærme, så begynder mere kritiske fortællinger at fylde mere. De kommer nedefra. Fra græsrodsbevægelser og antikoloniale tænkere i Afrika, Indien og Sydamerika.
– De påpeger enten de historiske magtfaktorer eller forsøger helt at gøre op med ideen om, at samfund og kulturer er sammenhængende størrelser, og at dét at have en bestemt nationalitet gør én til noget særligt. Altså med ideen om, at f.eks. danskere er én ting, mens afrikanere er én anden ting. Med den idé følger jo en tro på, at ulige magtforhold i verden kan forklares med, at nogle folk og samfund slet og ret er bedre end andre. I virkeligheden er det omvendt! Det er selve fortællingen om, at nogle er bedre end andre, der retfærdiggør og underbygger skæve magtrelationer, fastslår Lene Bull Christiansen. – Denne bevidsthed underviser vi i på universiteterne, men den når efterhånden også ud til almindelige mennesker i kraft af en masse aktivister. Grupper som Black Lives Matter i USA og Roads Must Fall-studenterbevægelser i Afrika er dele af en global bevægelse, som man kalder dekolonial. De prøver at få os til at aflære fortællingerne om, at Vesten er mere udviklet end f.eks. Afrika, at nogle folk er bedre end andre. Og fordi græsrodsbevægelserne er rigtig dygtige til at kommunikere, så kan de ikke rigtig ignoreres længere. De trænger igennem i en verden, der er blevet meget mindre siden 60’erne, og når også os i Danmark.