Foto: Kurdishstruggle (CC BY 2.0)

De har magt, men vi har ret

 I ’Olivengren’ fortælles og digtes om det kurdiske folks lidelser.

Ibrahim Benli, medlem af Enhedslistens Kurdistan-solidaritetsgruppe

Hvad kan en 17-årig ung flygtningepige fra Herning gøre, når hendes hjemby Afrin i Nordsyrien bliver angrebet af tyrkisk militær? Umiddelbart ikke andet end at bekymre sig om familie, venner og bekendte i byen. Men den kurdiske flygtning fra Syrien Rahima Edrees Abdullah vælger med pen i hånd at tage kampen op. Hun skriver løs til landets aviser. Hun giver på trods af 4000 kilometers afstand mellem Herning og Afrin stemme til sit folks kamp. Uanset hvor dystert, det ser ud, og hvor stor magt fjenden har, kræver retfærdigheden kamp. Hendes motto er nemlig: ’De har magt, men vi har ret’.

Barske fortællinger om civile i krigen
Bogen ’Olivengren’ er Rahimas første, og den indeholder syv fortællinger om mennesker, der er blevet ofre for det tyrkiske angreb i byen Afrin. Den tyrkiske invasion i Afrin gik i gang tilbage i januar 2018, og den har foreløbig kostet over 200 civile livet. Tusinder er jaget på flugt af frygt for overgreb fra de tyrkisk støttede jihadist-grupper, der blev brugt som fodsoldater af Erdogans regime. Da Rahimas bedsteforældre, venner og naboer i Afrin var truet på livet på grund af tyrkiske luftbombardementer og overgreb fra det tyrkiske militærs fodsoldater, valgte Rahima at bruge en telefonlinje til hjembyen til at få indhentet fortællinger om, hvordan krigen rammer almindelige mennesker.

To af historierne handler om Rahimas nære familie. Dels hendes far, der ikke kan gå, fordi bombefragmenter har ramt hans fødder. Dels hendes bedsteforældre, der insisterede på at blive i Afrin, indtil deres hus blev sønderbombet. De andre historier handler om naboer, bekendte og familier til de kurdiske mænd og kvinder, der mistede livet i kampen mod Islamisk Stat.

Rahima skriver løs for at sikre, at hendes folks lidelser bliver hørt af flere og i håb om, at verdenssamfundet vil gribe ind for at stoppe massakren mod den civile befolkning. Ligesom mange andre flygtninge har Rahima en form for dårlig samvittighed over for dem, der blev efterladt i hjemlandet uden at kunne flygte fra krigen. Hun forsøger muligvis desperat at berolige sin dårlige samvittighed over for familien, der endnu ikke er i sikkerhed i Afrin.

Erdogans hån mod olivengrenen
Rahimas hjemby Afrin er kendt for sine store og frodige plantager med oliventræer. Da Erdogans regime indledte den militære invasion i Afrin, valgte han at kalde den militære operation for ’Operation Olivengren’. At navngive et militært angreb mod en fredelig by ”olivengren” betragter som en Rahima provokation. En operation, der dræber folk og brænder byens oliventræer, bør kaldes alt andet end ”olivengren”, der er et symbol på fred.
– Da jeg hørte, at den operation, som fjenden udfører, blev kaldt for ’olivengren’, druknede jeg i minder om oliventræer, skriver Rahima.
Hendes minder om oliventræer er fyldt med lykkelige og glædelige stunder fra barndommen, og skønheden i Afrins smukke natur er den gennemgående fortælling i bogen. Rahima drømmer fortsat om at komme tilbage til hjembyen og blive genforenet med bedsteforældrene og de øvrige familiemedlemmer. Men det kommer først til at ske, når byen Afrin er blevet befriet fra besættelsen, og freden sikret.

Mød Rahima Abdullah på Enhedslistens kulturfestival lørdag den 25. januar kl. 15.45.