Uligheden i Danmark og flere højt industrialiserede lande er steget de sidste 30 år. Samtidig vokser en ny middelklasse frem i en række lande. De klareste vindere er dog kapitalejerne i rige i-lande. De største tabere er i-landenes middel- og arbejderklasser samt mennesker i u-lande.
Jonas Kylov Gielfeldt, politisk-økonomisk medarbejder
Uligheden i Danmark er stigende, uagtet at borgerlige politikere, tænketanke og aviser påstår det modsatte. Ser man på udviklingen i Gini-koefficienten, der udtrykker et gennemsnit af indkomstforskellene i befolkningen, så er der sket meget. Gini kan gå fra 0 til 100. Ved 0 er der helt lige indkomstfordeling, mens 100 betyder, at meget få personer sidder på al indkomst i samfundet. I 1987 var Gini-koefficienten 22,1. I 2017 var Gini-koefficienten oppe på 29,3. En stigning på over 7 point er rigtig meget. Til sammenligning øgede Løkkes rødvinsreform fra 2009, der gav skattelettelser for ca. 25 mia. kr. især til de rigeste, kun Gini med 0,46.
En anden måde at måle ulighed på er ved at undersøge, hvor stor en del af samfundets samlede indkomster, der tilfalder den rigeste procent.
Uligheden var kolossal under den gryende kapitalisme. Frem til 1920’erne var det ikke uhørt, at den rigeste procent sad på 15-20 procent af den samlede indkomst i Danmark. Efter 2. verdenskrig faldt uligheden gradvist, så den rigeste procent i 1995 kun sad på fem procent. Omfordelingen er et direkte resultat af den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor lønmodtagerne fik tilkæmpet sig stadigt mere af samfundets indkomst via overenskomsterne. Samtidigt bliver den skattefinansierede velfærd især betalt af de rigeste.
Krisen fører til et kursskifte
Med den finansielle krise i 2008-2009 tog den rigeste procents andel først et dyk, men siden er der sket et skifte. Fra 2009-2015 steg den rigeste procents andel af indkomsten fra 5,4 procent til 8,7 procent. Det skyldes blandt andet den neoliberale reformkurs med skattelettelser i toppen. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at fra 2010-2015 får den rigeste procent ca. 240.000 kr. ekstra i årlig indkomst. 8,7 procent ser måske ikke ud af meget i forhold til 1910’ernes tal, men det er faktisk en voldsom udvikling. Ser vi bort fra 1970, der er misvisende, fordi man lagde skattesystemet om dét år, så skal vi 60 år tilbage i tiden, før den rigeste procent sad på lige så meget. For Danmarks vedkommende tyder meget altså på, at vi står i en ulighedskrise.
Globaliseringen skaber ulighedsvindere- og tabere
Den internationalt anerkendte økonom Branko Milanovic understøtter med sin graf, der ligner en elefant (se den øverst i artiklen), at i et i-land som Danmark stiger uligheden. Men billedet er anderledes andre steder på kloden.
X-aksen viser den globale indkomstfordeling – de fattigste til venstre, de rigeste til højre. Y-aksen viser, hvor meget de forskellige gruppers realindkomst er vokset fra 1988-2008.
Dem længst til venstre med de laveste indkomster globalt set er personer i u-landene, især i Afrika. De er hægtet helt af globaliseringstoget og har tæt ved 0 pct. indkomstfremgang. Lidt længere henne af X-aksen kommer personer i f.eks. asiatiske økonomier. De er blevet løftet voldsomt af globaliseringen. Fra at være forarmede bønder er de rykket ind i fabrikshaller og oplever indkomstfremgange på 40-80 procent. Denne gruppe tæller også nye middelklasser i f.eks. Kina og Indien.
Så kommer vi til personer, der ligger omkring 80 på X-aksen. Her finder man i-landenes arbejder- og middelklasser. De er stadig blandt de rigeste i verden, men i den nævnte periode har de oplevet nul fremgang eller ligefrem faldende realindkomst. Indkomsterne for de superrige i især i-landene, der ligger helt til højre ad aksen, er til gengæld steget med op imod 60 pct. Vinderne er altså den globale elite efterfulgt af befolkningerne i de asiatiske tigerøkonomier. Taberne er Afrika og i-landenes lønmodtagere. Også i Danmark ser man, at lønmodtagerne i stigende grad hægtes af den rigeste procent.