Corona-pandemien er et eksempel på, at virus og multiresistente bakterier kan udrette kæmpestore skader. Rød+Grøn talte i efteråret 2018 med to eksperter på området. I dag er deres forudsigelse skræmmende præcis. Her kan du (gen)læse interviewet.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
– Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi får en pandemi igen. Det er kun et spørgsmål om hvornår, lyder det fra Tyra Grove Krause, der er afdelingschef og overlæge på Statens Seruminstitut (SSI).
– Virus er drilske. Særligt influenzavirus kan hurtigt ændre sig. Der findes mange typer, og der er et kæmpe dyrereservoir for influenza f.eks. i andefugle og svin, forklarer hun og uddyber:
– Der, hvor folk lever tæt sammen med fjerkræ og svin, risikerer man, at et dyr eller menneske inficeres med flere typer på én gang. Så kan de sætte sig sammen på nye måder og danne et helt nyt virus, som ingen er immune overfor.
Den Spanske Syge anno 2018?
Pandemiernes worst case scenario er et luftbåret virus med høj dødelighed som Den Spanske Syge, der for præcis 100 år siden dræbte tre procent af verdens befolkning. Siden har verden udviklet sig på godt og ondt.
– På mange punkter er vi bedre gearede til en pandemi. Vi har en bedre levestandard, stærkere sundhedssystemer og isolationsfaciliteter. Vi har adgang til antibiotika og flere vacciner og er hurtigere til at udvikle nye, fremhæver Tyra Grove Krause og fortsætter:
– Og så har vi siden SARS-epidemien i 2003, hvor Kina formentlig tilbageholdt oplysninger i længere tid, haft en forpligtende aftale om at indberette potentielt grænseoverskridende trusler til WHO. Så samarbejdet og overvågningen af nye trusler fra bakterier og virus er bedre end nogensinde, fortæller hun.
Så vidt de gode nyheder. På andre områder ser det værre ud end i 1918.
– Siden dengang er vi blevet globaliserede. Infektioner kan spredes lynhurtigt med flytrafik, som vi så det med SARS. Og selvom vi er blevet dygtigere, tager det tid at udvikle vacciner.
Ved sidste store influenzapandemi i 2009, så man de første tilfælde i maj og havde ikke vacciner til rådighed før midten af november.
– Med det tidsperspektiv kan vi ikke forhindre pandemier. Men isolation, kontaktopsporing og smittebekæmpelse kan måske forsinke spredningen, til en vaccine er klar, mener Tyra Grove Krause.
Den stille, resistente dræber
Mens pandemier er dramatiske, er truslen fra antibiotikaresistente bakterier subtil, fortæller Ute Wolff Sönksen, der også er overlæge på SSI.
– Man kalder resistente bakterier for en ”silent threat”, fordi vi bærer og spreder dem uden at ane det. Ligesom pandemier er det en global problemstilling, for bakterier respekterer ikke landegrænser, forklarer hun.
Hvor pandemier før eller siden passerer, kan antibiotikaresistens være permanent.
– Groft sagt har en bakterie fire mekanismer til at opnå resistens. Den kan ændre sin cellevæg, så antibiotika ikke optages. Den kan ændre sin indvendige sammensætning dér, hvor antibiotika ellers skulle virke. Den kan lære at inaktivere antibiotika, at klippe det i stykker. Eller den kan lære at pumpe det ud af sig. Jo flere mekanismer, en bakterie lærer sig – og mod jo flere forskellige antibiotika, desto større risiko for permanent resistens.
Heldigvis er det ofte sådan,
at mindre forbrug af antibiotika på den lange bane giver mindre resistens.
Hvert år udgiver SSI en statusrapport, den såkaldte DANMAP-rapport, som Ute Wolff
Sönksen har ansvaret for. Den nyeste er netop offentliggjort og viser en
positiv tendens.
– På dyresiden har der været et ønske om, at forbruget skulle falde med 15 procent
fra 2015 til 2018, og det er lykkedes. Blandt andet via regulering, hvor
svineproduktionen lægger det største pres på vores antibiotika. På humansiden
kom der i sommeren 2017 også konkrete mål og blev nedsat arbejdsgrupper for at
nedbringe og rationalisere forbruget, fortæller hun.
– Selvom den almindelige resistens er faldet med forbruget, så er der øget forekomst af decideret multiresistente bakterier. Der er stadig super få af dem, men vi er bekymrede for, om udviklingen går den forkerte vej. Vi ved ikke helt hvorfor, men generelt ser vi flere patienter blive indlagt med infektioner. Så selvom resistensniveauet er stabilt, får vi samlet set flere resistente infektioner.
Overvågning, oplysning og samarbejde med industrien
Oplysning og overvågning er blandt de vigtigste redskaber til at håndtere såvel pandemier som resistente bakterier. Her spiller SSI en afgørende rolle.
– Vi kan diagnosticere meget
sjældne ting eller finde ud af, hvordan helt nye virus diagnosticeres. Vi står
for national overvågning af infektionssygdomme – det er os, de bliver
indberettet til. Og når det gælder influenza, er det os, der indgår aftaler om
en pandemivaccinegaranti. Det vil sige, at vi sikrer os en vis mængde vacciner,
når der kommer en ny influenza, forklarer Tyra Grove Krause.
SSI overvåger også antibiotikaresistens, men Ute Wolff Sönksen savner en art
antibiotikagaranti.
– Vi er en lille befolkning, så det betaler sig ikke for industrien at producere alt til os. I stedet for penicillin målrettet en bestemt infektion, bliver vi så tvunget til at bruge bredspektret, og det er skidt i forhold til resistens. Måske kunne man politisk samarbejde med industrien om at bevare adgangen til de antibiotikatyper, vi allerhelst vil bruge.