DEBAT: Det er ikke for sent. Enhedslisten bør ændre kurs i spørgsmålet om fangst og lagring af CO2

Enhedslisten er med i aftalerne

Enhedslisten er med i samtlige aftaler vedr. fangst og lagring af CO2, (Carbon Capture and Storage forkortet CCS) – begyndende med Klimaaftalen for energi og industri m.v. i 2020 og frem til Aftale om styrkede rammevilkår for CCS i Danmark i 2023.

Og Enhedslisten er endda med i seneste skud på stammen: aftalen ’Tiltag til fremme af smidigere myndighedsbehandling af CO2-fangst, rørtransport, og -lagringsprojekter under land’ fra 7/10-2025.

I denne seneste aftale forringes klagemulighederne for CCS-projekter på land. Reelt kommer aftalen til at virke som et bolværk mod borgernes mulighed for at klage over CCS-afgørelser, idet borgerne nu skal betale samt bevise væsentlig individuel og retslig interesse. Og klagenævnene skal kun forholde sig til det påklagede og dermed se bort fra nævnenes pligt til selv at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, før de træffer en afgørelse. Med andre ord skal det påklagede kun vurderes i forhold til det formelt retslige uden stillingtagen til afgørende faglige skønsmæssige vurderinger. Aftalen er således en manøvre, der giver myndighederne alle kort på hånden og derfor en begyndende demontering af demokratiet, der forringer borgernes mulighed for deltagelse i afgørende beslutninger om de af deres arealer, der indgår i et CCS-projekt.

Ved nærlæsning af de nævnte aftaler fremgår det, at hvad der startede med at fastslå behov for nye værktøjer og teknologier for at indfri 70 pct.-målsætningen i 2030 og målet om klimaneutralitet i senest 2050 – ved bl.a. at lagre CO2 under vand i Nordsøen – nu er blevet til aftaler, der primært handler om at lagre CO2 under land – altså under beboede områder. Og aftaler, der giver aktørerne særrettigheder i forholde til den almindelige lovgivning.

Der er ikke opbakning

Allerede i marts 2020 fastslog Klimarådet, at den folkelige opbakning til placering af CO-lagring skal sikres. Denne folkelige opbakning er svær at få øje på. Faktisk er modstanden tydelig. Tag fx Sjællandske Nyheders læserundersøgelse fra juli 2025. Over 90% af dem som svarer, siger ”Stop det, vi kan ikke gennemskue konsekvenserne” eller ”Nej tak, lad os hellere begrænse CO2 udledningen”.

I forbindelse med det netop overståede kommunalvalg var det tydeligt på vælgermøderne i Kalundborg, at mange lokalpolitikere ikke vidste ret meget om CCS-projekterne, men samtidig, at det faktisk optog en hel del vælgere.

Generelt må vi nok sige, at lokalbefolkningen trods enkelte informationsmøder med begrænset adgang afholdt af den kommende operatør for lageret i Havnsø-strukturen, nemlig CO2 Storage Kalundborg, bestemt ikke er ordentligt oplyst om dette CCS-projekt i Kalundborg.

Der mangler valid information

En ”modstandsgruppe” under Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev har holdt sine egne informationsmøder og har forsøgt at udbrede kendskabet til, hvad der egentlig foregår.

Deres dokument ’Argumenter mod CO2-lagring under beboede områder’ (1) fik CO2 Storage Kalundborg til at føle sig så presset, at de så sig nødsaget til at udarbejde et såkaldt faktaark, som blev sendt til lokalpolitikerne. Et dokument, der er aldeles uden relevante kildehenvisninger, dokumentation og referencer.

Som svar på CO2 Storage Kalundborgs faktaark (2) har Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev udarbejdet kommentarer til dette, hvori der er relevant dokumentation for foreningens kritik af CCS-projektet for hvert eneste fremført argument (3).

Miljøforeningens ”svar på tiltale” tager naturligvis udgangspunkt i det lokale, og det handler ikke om Not In My Back Yard. Problemerne er nationale og generelle, og det er svarene også. Det handler heller ikke om, at vi er modstandere af vindmøller eller solcelleparker. Disse anlæg er nødvendige for den grønne omstilling, men placeringen skal ske i tæt samarbejde med borgerne.

En usikker teknologi

Planer om og etablering af store vedvarende energianlæg avler ofte massive lokale protester. Vi mener, at disse protester skal tages alvorligt. Hvis der ikke er folkelig opbakning til den grønne omstilling, kan den ikke gennemføres. Men for CCSs vedkommende handler det ikke bare om, hvor pumpestationerne bliver placeret.

Det handler først og fremmest om, at CCS er en dårlig og usikker teknologi, der tilsyneladende ikke nogen steder i verden er en succes. CCS underpræsterer både med hensyn til effektivitet og økonomi og lever kun videre i kraft af offentlig støtte. Der er desuden sket ulykker med udsivning af CO2.

CO2 er tungere end luft og kan hverken lugtes eller ses, men i tilstrækkelig høj koncentration ”æder” den ilten således, at mennesker og dyr kan blive kvalt. Udsivende CO2 fra lækager i rør, kompressionsanlæg, injektionsanlæg, forkastninger, borehuller, sprækker i undergrunden med videre kan, ud over at være farlig for mennesker og dyr, også ødelægge grundvandet og vandet i søer. Og det er ikke bare en påstand, der er adskillige eksempler på uheld og skader relateret til CCS.

Der er faktisk tale om en ikke helt ufarlig teknologi, hvorfor vi mener, at hvis CO2 overhovedet skal lagres i undergrunden, bør det ud fra et forsigtighedsprincip ske i Nordsøen, hvor uheld ikke umiddelbart vil påvirke mennesker og lokalsamfund. Og under ingen omstændigheder under beboede områder.

Der er alternativer

Hvis vi ikke kan nedbringe CO2 udledningen tilstrækkeligt med metoder, vi ved virker såsom for eksempel at:
-reducere CO2 udledning ved kilden, evt. ”motiveret” gennem en høj CO2-afgift hvor dem, der forurener mest, skal betale mest
– indføre effektive energibesparende foranstaltninger og støtte dem
– hurtigere etablere mere vedvarende energi (fx vindmøller og solceller)
– understøtte og tilskynde til mere genbrug
– etablere geotermi til fjernvarme
– accelerere elektrificeringen og færre fossile biler
– udvide den kollektive trafik
– reducere antallet af produktionsdyr
– hurtigere ændre arealanvendelsen i landbruget (fx udtage lavbundsjorde)
– rejse skov
– bruge mindre cement/beton og mere tømmer i bygninger og infrastruktur…

Ja, så kan CO2 fangst tages i anvendelse i begrænset omfang, hvor det er svært at ændre til anden produktionsform og lagres under Nordsøen, hvor der ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) er store anvendelige områder til CO2-lagring. Hvis der ikke importeres CO2 affald fra andre lande, som det er planen, for at profit-regnestykket kan gå op, vil der under Nordsøen være plads til at lagre CO2 indfanget i Danmark i de næste rigtig mange år.

At blive ved med at lave aftaler om og satse på CCS er en farlig sovepude, der blot giver mulighed for business as usual for den fossile industri. Den kan jo blot fortsætte som før, da der nu er fundet en teknologi, der får CO2en til at ”forsvinde” ned i jorden, og de grønne regnskaber ser pludselig meget pænere ud. CCS afleder således opmærksomheden fra de umiddelbare handlemuligheder og reelle løsninger.

Aktuelt er CCS-projektet CO2 Storage Kalundborg længst fremme af de landbaserede projekter. Her er den seismiske kortlægning af den nordlige del af kommunen ved at være afsluttet. Og næste fase er allerede igangsat, idet der er ved at blive etableret boreudstyr til testboring.

Der er lokale protester og klager, men disse bliver afvist på stribe, og klager bliver som nævnt snart næsten umuliggjort, som følge af den seneste aftale som Enhedslisten er med i, aftalen om ”smidiggørelse” i sagsbehandlingen.

Armslængde

Næste store step i det nævnte projekt bliver en ansøgning om lagringstilladelse. Og den skal gives af statens energistyrelse og/eller miljøstyrelsen. Problemet her er ikke mindst armslængdeprincippet. For staten er selv en del af CO2 Storage Kalundborg (bag partnerskabet står tre selskaber: det norske olie- og energiselskab Equinor, som ejes delvist af den norske stat, det danske energiselskab Ørsted, som ejes delvist af den danske stat og det statslige selskab, Nordsøfonden).

Staten er således selv en del af CCS projektet. Og man kan i den forbindelse sætte spørgsmålstegn ved objektiviteten/neutraliteten i forbindelse med miljøkonsekvensvurderinger og godkendelse/udstedelse af en lagringstilladelse. Det samme gælder vurderingen af de seismiske undersøgelser, som tænkes udført af Energistyrelsen (ENS) og GEUS, som begge er på statens ”lønningsliste” og dermed ikke 100% uvildige. Der er ikke planer om en ’second opinion’ fra nogle uden for, som formodentlig endda vil kunne have langt større erfaring med CCS og geologisk lagring, end ENS og GEUS har.

Det er ikke fordi vi konspiratorisk mistænker styrelsernes medarbejdere for ikke at gøre deres arbejde ordentligt, men politisk pres og lobbyarbejde fra den fossile industri har før vist sig at have effekt. Cheminova-sagen spøger endnu. Forurening fra Grindstedværket ligeså. Og man kan få en lille tvivl om, hvorvidt offentlige myndigheders tilsynsarbejde i forbindelse med miljøfarlige stoffer er effektiv. Nordic Waste sagen skræmmer…

Generationsforurening

Vindmøller og solceller kan fjernes efter deres levetid. Det kan et CO2 lager i undergrunden ikke. Repræsentanter for olie- og gasindustrien, GEUS og offentlige myndigheder sammenligner CCS med naturgasdepoter og forsikrer om sikkerhed. Men sammenligningen er forkert. Der er forskel på et gasdepot, hvor gas kan pumpes op igen og et CO2-lager i undergrunden, hvor CO2en ikke kan pumpes op igen. Med CO2 i undergrunden er der tale om en generationsforurening. Det tager flere tusind år, før det har stabiliseret sig. Men firmaerne der pumper CO2en ned i undergrunden er kun ansvarlige i 20 år. Derefter overgår risikoen, den fysiske og den økonomiske, til skatteborgerne.

Senest har det vist sig, at GEUS’ skøn af lagringspotentialet i den danske undergrund må nedskrives til en fjerdedel, hvilket også sætter spørgsmålstegn ved, om ”forretningsmodellen” holder. En del af modellen hviler nemlig på, at der skal importeres store mængder CO2 fra andre europæiske lande.

Der arbejdes også på EU niveau med planer for et net af rør på kryds og tværs i Europa til transportaf CO2 til injektion i den danske undergrund. Lokalt er forberedelserne i gang til en CO2 rørledning fra København til Kalundborg.

Quickfixet

CCS er af skiftende regeringer siden 2020 blevet markedsført som den teknologi, der kan indfri Danmarks klimamålsætning – og løse en stor del af problemet for andre lande i EU, samtidig med, at det kan gøre dansk CCS-industri førende. Satsningen på CCS præsenteres som ”en omvendt hockeystav-model”, hvor CO2 udledningen reduceres langsomt, fordi man ikke for alvor går i gang med de tiltag, der umiddelbart kan tages i brug, og som vi ved virker, men venter og satser på store reduktioner via CCS i de sidste år op til målstregen i 2030. Det er en farlig og uholdbar strategi, der resulterer i udledninger, der kunne undgås, og blind tiltro til at det teknologiske quickfix (CCS) løser problemerne for os.

Den økonomiske satsning, hvor CCS udvikles med store offentlige tilskud, er konkurrenceforvridende og uholdbar. Investeringer i vedvarende energi og andre grønne tiltag forsømmes, da pengene ikke kan bruges to gange.

Det skal afslutningsvis endvidere nævnes, at det uafhængige råd Rådet for Grøn Omstilling ligeledes har udtryk sin skepsis i forhold til CCS i Notatet CO2 -fangst og -lagring, En klimamæssig kerneteknologi eller et risikabelt sidespor? (4)

Ligeledes udtrykkes FNs klimapanels rapporter flere steder en betydelig skepsis over for CCS-teknologier, der betegnes som prækommercielle og svære at skalere op. Panelet siger klart, at ”mere øjeblikkelige reduktioner i udledningerne begrænser behovet for at fjerne CO2”(5). Altså en opfordring til hurtigt at gøre det, der virker.

Enhedslisten må ændre kurs

CCS er den forkerte vej at gå og Enhedslisten må ændre kurs…. og ind på den vej, hvor der sikres lokal opbakning, hvor der tages hensyn til naboer og lokalsamfund der skal lægge areal til den grønne omstilling.

Vi må sige fra overfor den nærmest trosbåret teknologiske optimisme og slå ind på en vej præget af kritisk vurdering af evidens og understøtning af pålidelige tiltag og teknologier, som vi ved virker.

Og vi må ikke være med til at nedbryde demokratiet og borgernes rettigheder, for at CCS aktørerne kan få fri bane frem mod en løsning, der i værste fald kan blive dette århundredes klimaskandale.

Det er ikke for sent at ændre kurs. Træd ud af det fællesskab, der satser så voldsomt på, at CCS er teknologien der redder os og kom ind i kampen for den ægte grønne omstilling.

(1) Nej tak til CO2-lagring – hvorfor? – Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev
(2) Faktaark fra CO2 Storage Kalundborg.pdf – Google Drev
(3) Vores svar på CO2 Storage Kalundborgs “fakta-ark” – Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev
(4) CCS-RGO.notat_-1.pdf
(5) IPCC_AR6_