DEBAT: Det er usandt, at automatisk statsborgerskab er implementeret

Jeg har tidligere i dette magasin (1. marts 2025) været ude med en skarp kritik af, at et spinkelt flertal (10-8) i hovedbestyrelsen (HB) ikke vil implementere vores beslutning om automatisk statsborgerskab.

Af: Hans Jørgen Vad, medlem af hovedbestyrelsen.

Det er yderst kritisabelt, at et spinkelt flertal i hovedbestyrelsen (HB) ikke vil implementere vores beslutning om automatisk statsborgerskab, da det er vedtaget på hele to årsmøder i træk, fordi partiledelsen syltede det efter den første vedtagelse i 2021. Derfor blev vedtagelsen gentaget på i 2022 med et direkte pålæg om en implementering.

Usandt at det blev implementeret under valgkampen i 2022

Da HB afviste forslaget den 2. februar, var begrundelsen, at det allerede var blevet implementeret, nemlig under valgkampen i 2022. Det fandt jeg ikke troværdigt, da der aldrig blev fremlagt dokumentation for det.

Derfor besluttede Århus Vest at stille det som et årsmødeforslag, men så besluttede et flertal i HB, at det heller ikke skulle behandles her! For “Forslaget betragtes af HB som implementeret allerede”, se ‘Første årsmødeudsending’ side 52, om forslag 6.16.

Årsmødehæfte fra 2023 beviser, at HBs påstand er lodret usand

Nu er det imidlertid sådan, at Antiracistisk Udvalg (ARU) stillede forslag om en implementering til årsmødet i 2023. Det havde ARU for det første næppe gjort, hvis det var blevet implementeret ved valget i 2022, da udvalget følger disse sager tæt. Men det mest afslørende er dog HBs kommentar til forslaget, som lød:

“Hovedbestyrelsen indstiller til, at følgende forslag [herunder ARUs] ikke behandles af årsmødet, men overgår til FU og HB’s videre arbejde”, se ‘Årsmødehæfte 2‘, side 80.

Det interessante her er ikke, at HB skal arbejde videre med et forslag (i bedste fald) eller syltes det (i værste fald). Det interessante er, at HB i 2023 aldrig ville skrive, at et forslag, som allerede var blevet implementeret i 2022, skulle overgå til et videre arbejde. Og når HB i 2023 ikke vidste, at det var blevet implementeret i 2022, men pludselig opdager det i februar 2025, kan jeg kun opfatte det som: Fri fantasi!

Vi bør kunne stole på HBs informationer – men hvad ligger bag?

Jeg gør opmærksom på, at jeg udtrykkeligt informerede HB om ovenstående inden den traf beslutningen om, at ‘forslaget allerede er implementeret’. Så misinformationen skete med åbne øjne.

Og det rejser spørgsmålet om, hvorfor det er så magtpåliggende for HB-flertallet, at det ikke bliver implementeret? Når det gælder SF plejer vi at sige, at de ønsker at blive regeringsparate.

Det er upopulært at sige i Enhedslisten, men ikke desto mindre siger neutrale kommentatorer det samme om EL. Og følges denne logik, skal man undgå at blive uvenner med magtens centrum. Også selv om vi misser et massivt stemme-potentiale.

Misset appel til 10 % af befolkningen – og 72.000 på Facebook

Det er ikke småting, som vi taler om, da det er en tiendedel af befolkningen, som ikke har stemmeret til folketingsvalg, hvilket svarer til 17 mandater. Her kan de desværre ikke stemme, men det kan de altså til kommunevalget den 6. november. Det er en håbløs valgstrategi, hvis HB-flertallet blokerer, at vi komme denne store gruppe i møde.

Dertil kommer den levende Facebook-gruppe for ‘Automatisk statsborgerskab’ (se illustrationen ovenfor) med 72.000 medlemmer, som vi dermed også undlader at imødekomme. Det svarer til fire mandater, som vi også vender ryggen til – ligesom da folketingsgruppen i 2020 afviste at støtte borgerforslaget om det samme.

Skal årsmødeforslaget opretholdes?

Det tager vi stilling til i bestyrelsen i Århus Vest, som har stillet forslaget. Og det vil ske i et samarbejde med Inge Christoffersen fra Århus Vest, som var initiativtager til Facebookgruppen og borgerforslaget. Hvad vi kommer frem til, vil senest fremgå af årsmødematerialet – men formentlig tidligere på Facebook.

.