DEBAT: Det mindst demokratiske årsmøde

Jeg er ikke utilfreds med årsmødets beslutninger, men med årsmødets form.

Af: Helge Bo Jensen, Albertslund
Når jeg skriver det her, er det ikke fordi jeg er utilfreds med årsmødet beslutninger. Det er jeg nemlig ikke. På trods af at mange gode kammerater har meldt sig ud af partiet siden sidste årsmøde – i protest mod Enhedslistens højredrejning og accept af NATO og EU-medlemsskabet – ja så viser årsmødets afstemninger en styrket venstrefløj i partiet. Den politiske hovedudtalelse blev med vedtagelsen af en lang række ændringsforslag renset for henvisninger til Pelle Dragsteds tanker om socialisme via coop og andelsbevægelse.  En lang række vedtagelser om Palæstina og Israels folkemord i Gaza skærpede og klargjorde, at vi er på bevægelsens side i stort set alle spørgsmål. Og ved valget af en ny hovedbestyrelse klarede de fleste af de mere aktivistiske og venstresnoede kandidater sig klart bedre end sidst – mens mange fra det hidtidige HB-flertal gik tilbage.

Så resultatet var fint på de fleste områder, synes jeg. Og det var rigtigt hyggeligt for de af os, der var gået sammen med delegerede fra flere afdelinger. Men så er det positive også sagt.

 

Det var det mindst demokratiske årsmøde i Enhedslistens historie. Af mange grunde:

Et digitalt årsmøde – men ikke digitalt for de udvalgte. Mens de fleste af os delegerede deltog i et digitalt årsmøde, hvor mange sad derhjemme alene og andre samledes i deres afdeling eller sammen med andre afdelinger, så blev der åbenbart arrangeret et mindre fysisk årsmøde i 3Fs forbundshus som scene for Pelle Dragsted og Per Clausen (og andre?), med særligt inviterede, håndplukkede deltagere, der kunne klappe de rigtige steder. Hvem kendte til dette? Årsmødets delegerede fik ikke noget at vide om denne operation. Forklaring udbedes! Hvem har brugt ressourcer, mandetimer og andet på dette? Her var der naturligvis ingen tekniske problemer. Jeg håber virkeligt ikke, der var deltagere i denne seance, der sidste år stemte for et digitalt årsmøde.

De tekniske vanskeligheder, som mange delegerede oplevede, gav et skævt årsmøde, med ganske forskellige vilkår for deltagelse i debatten. Selve det at man ikke kan fornemme hvordan tilhørerne tager imod det der bliver sagt, er uden tvivl ekstremt hæmmende for mange delegeredes lyst og mulighed for at skrive sig på talerlisten. Dertil kommer at mange (de fleste?) ikke kunne se den resterende talertid. Af samme grund blev mange brutalt og uden varsel stoppet. Ikke overdrevent respektfuldt eller fremmende for forståelsen.

Helt uacceptabelt var det, at der slet ikke blev talt for flere af forslagene. Således måtte deltagerne i flere tilfælde stemme alene på baggrund af indlæg imod medlemmernes forslag. Der kunne dirigenterne have håndteret mere smidigt og demokratisk. En anden delegeret kunne fx. få lov til at tale for forslaget. I flere tilfælde blev det ligefrem gennemtvunget, at forslagsstillere skulle fremlægge flere forslag uden at få ekstra tid til dette.

Tilrettelæggelsen af årsmødet var ikke rettet mod demokratisk debat. HB-flertallet forslog en dagsorden, der bl.a. afsatte god tid til en tilbagelænet samtale mellem Pelle Dragsted og 3Fs formand, Henning Overgaard. Jeg skal ikke forsøge at bedømme hvor interessant eller vigtigt indholdet var eller ikke var for Enhedslisten, men en konsekvens var helt sikkert,  at der var for lidt tid til en række vigtige debatter. Det er desværre ikke usædvanligt at hensynet til pressedækningen eller promovering af vores mest kendte politikkerne vægtes højere end partidemokratiet ved planlægningen af årsmøderne. Og det skete også i år.

Skæv fremstilling af årsmødet. Foromtalen af årsmødet var helt skæv. Folketingsgruppens politiske ordfører gav dagen før årsmødet et interview, der kredsede om, at Enhedslisten nu skulle arbejde for at komme i regering. Det blev dårligt nævnt på årsmødet. Om oprustning sagde Pelle Dragsted, der også er parat til at tiltræde forsvarsforliget som betingelse for at blive regeringsparti: “Vi er bekymrede for, at oprustningen af Danmark bliver for voldsom og for hurtig”. Oprustningen blev der ikke sat spørgsmålstegn ved, kun omfanget og hastigheden. I direkte modsætning til vedtagelser på sidste års årsmøde. Heller ikke dette var på årsmødets dagsorden.

Efter årsmødet var udlægningen næsten lige så fortegnet. Ifølge Pelle Dragsted på X var der ikke sket nogen ændring i vores linje ift. Palæstina: “Jeg er rigtig glad for, at der på Enhedslistens årsmøde, som forventet, var klar opbakning til vores holdning til Israel-Palæstina”. At folketingsgruppen og HB-flertallet i månedsvis har nægtet at anbefale de store demonstrationer fejes ind under gulvtæppet, sammen med de klare beslutninger om at Enhedslisten støtter boykot af Israel og nu er et anti-zionistisk parti. Hvor ville det være dejligt, hvis deltagerne på årsmødet også kunne genkende fremstillingen i pressen af hvad årsmødet handlede om – og hvad der faktisk blev besluttet. Er det for meget forlangt?

Beslutningen om de digitale årsmøder hvert andet år blev begrundet i en økonomisk krise – en krise som nu viser sig ikke at være særligt alvorlig. I stedet for et budgetteret underskud endte regnskabet for 2023 med et overskud på næsten 3 mio. kr.
Konklusionen er lige til: Vi skal tage årsmødernes demokratiske funktion alvorligt, pressehensyn må tage et skridt eller to tilbage – og aldrig mere digitale årsmøder