Det forekommer mig fuldstændig uforståeligt at Enhedslisten i dag tyer til eksklusion af medlemmer der fortsat ønsker at støtte til DFLP eller mener at angrebet den 7.okt var andet end et uforfalsket terrorangreb.
Hannibaldirektivet er betegnelsen for en procedure, som ZOF og IAF (Israeli Airforce) bl.a. anvender for at hindre at den zionistiske stats soldater eller civile tages til fange. Dette skal hindres med alle midler, ultimativt dræbe dem. Direktivet har også bidraget til den sendrægtige udveksling af gidsler.
Når man går til så radikale midler som at ekskludere folk, burde man i det mindste foretage sig en grundig analyse både af terrorbegrebet, samt fremvise konkrete beviser på DFLP’s mulige terrorhandlinger.
Problemstillingen burde have været taget op til debat og have indgået i HBs beslutninger, f.eks. ud fra et par artikler i Solidaritet. https://solidaritet.dk/er-vaebnet-modstandskamp-terror-eller-krig/ og https://solidaritet.dk/hvem-maa-bruge-vold-terrorbegrebet-til-debat/
Til problemet har Bjørn Elmquist og Christian Harlang der er juridiske rådgivere for Human Rights Watch skrevet følgende i Arbejderen den 18.2.25:
”I civiliserede samfund dømmes ingen ikke uden bevis i alvorlige sager som f.eks. drab og lemlæstelse, herunder terror. Bevis for vilje og hensigt er afgørende for skyld. Dette er en af de mest grundlæggende menneskerettigheder. Enhedslisten lægger sig med anklagen om DFLP som terrororganisation i konflikt med denne menneskerettighed.
Den blotte deltagelse i angrebet mod Israel i oktober 2023 er ikke en overtrædelse af den internationale humanitære folkeret. Menneskerettigheder og folkeretten giver i henhold til FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne af 1948, som fast udgangspunkt at et undertrykt folk ret til oprør mod besættelsesmagten, dog at et således lovligt oprør ikke må gennemføres med den hensigt at skade civilbefolkningen. Herom har Enhedslisten ikke fremlagt egentlige beviser, der vil kunne holde i en straffesag om forbrydelser mod liv og legeme. Hvis DFLP’s intention var at deltage i en folkeretslig lovlig militær operation, kan det derfor som udgangspunkt ikke betegnes som terror.”
https://arbejderen.dk/debat/enhedslistens-dobbeltstandard-om-menneskeret/
Vi ved ikke, hvem der slog hvem ihjel, for Israel har modsat sig en uvildig international undersøgelse
I henhold til den israelske historiker Ilan Pappe havde Hamas i lang tid planlagt et militært angreb på Israel. Dette var IDF (Israel Defense Forces) velvidende om, og alligevel havde de trukket militæret væk fra grænseområdet i dagene før den 7.oktober i forventning om et kaotisk forløb for at få anledning til den efterfølgende terrorbomning af Gaza.
Vi ved at udover ca. 4000 militsfolk under kommando af Hamas, stormede over 2000 mennesker gennem huller i mur og hegn ind i Israel. Nogen af har sikkert haft rene hadmotiver, men andre kan have været en del af Mossads korps af stikkere og lejesvende i Gaza med henblik at dræbe civile og hermed bidrage til dæmoniseringen af palæstinensere som udyr, der skal udryddes.
Ud over Hamas egne folk deltog andre islamiske og sekulære militser i det længe planlagte militære angreb på besættelsesmagten i Israel de klart opfatter som deres besatte hjemland, hvilket i henhold til FN er legitimt.
At det udviklede sig så grufuldt med så mange civile ofre, skyldtes klart fraværet af et effektivt forsvar ved grænsen. Hertil har overlevende fortalt, at mange dræbte palæstinensere og israeler blev beskudt og dræbt af israelske kampvogne fra Zionist Offensive Forces ZOF, og andre fortæller at deres Apache angrebshelikoptere i flere omgange uden skelen skød på alt hvad der rørte sig ved musikfestivalen. Det fremgår desuden, at mange lig var brændt til ukendelighed grundet Israels anvendelse af kampvogne og Apache angrebshelikoptere med en våbenkraft der er langt mere ødelæggende og dødbringende end palæstinensernes.
ZOF Zionist Occupation Forces har senere udtalt, at der ikke ville blive gennemført undersøgelser af de civile som de selv dræbte, eftersom det drejede som en ”udfordrende situation”.
Vedrørende såkaldte ”udfordrende situationer” anvender militæret det såkaldte ”Hannibaldirektiv”, som indebærer at de israelske tropper må dræbe egne borgere, hvis det fremmer målet med aktionen. Både israelske Haaretz og ABC News har dokumenteret, at IDF netop befalede at direktivet skulle tages i brug den 7.oktober.
Grundet mange uafklarede forhold, kan man ikke alene lægge skylden for samtlige civile drab og voldelige overgreb den 7.oktober på Hamas, DFLP eller andre, og ej heller at kalde alle der deltog for terrorister.
Uanset om det var israelske soldater eller palæstinensere som skød på civile, skal de selvfølgelig retsforfølges efter gældende internationale regler.
Eksklusion af medlemmer, der ønsker fortsat samarbejde med DLFP, er forkert
Uanset manglende viden om hvem der slog hvem ihjel, har Ø’ ledelse valgt at accepterer argumentet om Israels ret til selvforsvar ved at alene at kalde det for terrorangreb. Med andre ord man ignorerer, at angrebet var en del af den palæstinensiske befrielseskamp. For uanset hvad man mener om Hamas som politisk parti og deres metoder, så er de et produkt af israelsk fordrivelse og besættelse og indgår i en for alle fælles palæstinensisk frihedskamp.
At DFLP og dets støtter her i landet skal kaldes for terroristsympatisører, er et indirekte knæfald for den zionistiske opfattelse af, at palæstinensiske mænd, kvinder og stenkastende børn grundlæggende alle er terrorister.
Vores regering har med anti-terrorlovgivningsparagraffen, desuden gjort det mulig at anklage palæstinasympatisører for terrorstøtter, hvor enhver der udviser en forståelse for baggrunden for angrebet nu kan straffes med fængsel.
Om det er denne § partiets ledelse har skelet til med sin nye eksklusionspraksis vides ikke, men det er tydeligt at partiet ikke vil associeres med nogen former for ”terrorstøtte”. Hermed accepteres indirekte at kritik af Israel eller spørgsmål til landets legitimitet er at opfatte som antisemitisme, hvilket også indgår i den lov om antisemitisme, der er bred tilslutning til i folketinget.
Ingen i DFLP er tiltalt for drab eller vold af nogen domstol, ej heller sat på EU’s terrorliste, hvormed Ø reelt negligerer almene regler for deres retssikkerhed, der nu også vil gælde for danske statsborgere.
Eksklusioner af medlemmer der mener vi skal fortsætte partiets mangeårige samarbejde med DFLP, udgør også et alvorligt skred i forhold til medlemmers legitime ret at mene som de gør f.eks. i relation til Human Rights Watch udsagn om “at den blotte deltagelse i angrebet mod Israel i oktober 2023 ikke er en overtrædelse af den internationale humanitære folkeret. ”
Hvis Ø ledelsen mener, at alle deltagere i angrebet er terrorister, og at angrebet kun kan se som et terrorangreb, er det jo samtidig en afvisning af begrebet væbnet modstandskamp, som bør sættes i et historisk perspektiv. Enhedslisten nuværende karakteristik af DFLP og PFLP som terrorister adskiller sig markant fra venstrefløjens tidligere uforbeholdne støtte til deres modstandskamp.
Venstrefløjen har altid støttet op om forskellige frihedskampe og bevægelser som led i en international anti-kapitalistisk og anti-imperialistisk kamp og har ikke før blandet sig i deres metoder, som må foregå ud på deres egne præmisser og muligheder for at føre deres kampe.
FN besluttede i 1973, at palæstinensernes væbnede kamp mod den zionistiske besættelsesmagt ikke var terror, men legitim modstandskamp, også når det gik ud over civile. Lederen af PFLP George Habash tog i 1973 afstand fra på civile angreb i udlandet, som han selv kaldte for terrorisme, hvorimod drab på civile i Israel og Palæstina er en uundgåelig del af befrielseskampen.
Efter oprettelsen af PFLP og DFLP omkr. 1968 var det dem som venstrefløjen støttede, herunder deres krav om palæstinensisk stat i det gamle mandatområde, da vi opfattede Israel som produkt af vestlig kolonisering og etnisk fordrivelse, og som forpost for USA’s imperialistiske olieinteresser i Mellemøsten.
Tilslutningen til Hamas på Vestbredden er steget efter den 7.oktober, da de fleste her så det som et desperat og spektakulært nødopråb for at vække det internationale samfunds opmærksomhed på undertrykkelsen og besættelser af palæstinensisk jord og ejendom.
Med en udvikling hvor støtten til Hamas stiger, er det uansvarligt ikke at støtte DFLP og PFLP og den palæstinensiske venstrefløj der måtte være. Det gælder også for støtte til israelere og andre jøder i verden som nu anklages for at bedrive antisemitisme, når de kritiserer staten Israel.
I pagt med dogmet om international solidaritet er det netop vores opgave som venstreorienterede socialister at støtte deres politiske kamp for et socialistisk og sekulært demokrati i et frit demokratisk Palæstina.
Progressive kræfter i det internationale samfund må lægge pres på den israelske stat om at anerkende den uretfærdighed der overgået palæstinenserne. I henhold til de demografiske, arealmæssige og geografiske realiteter er en levedygtig stat set som en to-statsløsning en umulighed, set ud fra enhver rationel økonomisk betragtning. En fælles sekulær og demokratisk stat i hele det historiske Palæstina forekommer som den eneste mulige afslutning på denne fortvivlende konflikt.
Boaz K Barkan født og opvokset i Israel, bosat i Danmark siden 2004 og efterkommer af Holocaust-overlevende skriver i læserbrevet ”Det zionistiske paradoks” i Information 24.2.25:
”Jøder i er endt i et dilemma: At anerkende antisemitisme indebærer en risiko for at blive associeret med zionismen, mens modstand mod zionismen ofte bliver opfattet som en fornægtelse af antisemitisme.
For jøder i Israel betyder dette grundlæggende, at de må opgive zionismen og afhængigheden af antisemitisme og genforhandle deres tilstedeværelse og vilkår på det besatte palæstinensiske land med retfærdighed og lighed som fundament. ” https://e-avis.information.dk/titles/information/4482/publications/24282/pages/18/articles/2220566/18/2