Antisemitisme aftalen forhindre ikke, at folk kan kæmpe for palæstinensernes rettigheder, eller at folk kan kritisere staten Israel.
Hvis ikke der står i loven, at noget er forbudt, så er det per definition tilladt.
I debatindlæg bragt den 1. september på Rød+Grøn af Rasmus Münster, udtrykkes en bekymring for antisemitisme-aftalen. Og bekymringer har der forståeligt nok været en del af siden aftalen blev indgået. Der har nemlig i den offentlige debat – dels fra politikere, dels fra aktivister, været fremlagt som en aftale, der ønsker at bekæmpe folk, der kæmper for palæstinensernes rettigheder. Men det er på ingen måde det, der er aftalt i selve teksten og i det lovudkast, der er sendt i høring er det evident at de bekymringer der har været, ikke umiddelbart er funderet i nogle skriftlige kilder, hverken i aftaleteksten eller i lovudkastet. Og hvis ikke der står i loven at noget er forbudt, så er det per definition tilladt.
I debatindlægget rejses flere kritikpunkter, og nogle af disse må bero på misforståelser, så det vil blive gennemgået i det følgende:
Antisemitisme og kritik af Israel
Debatindlægget fremhæver at aftalen bygger på en definition af antisemitisme, som skulle forbyde nogle former for kritik af Israel.
Det er ikke korrekt. Ingen steder i aftalen fra i år, eller i aftalen fra 2022 eller i IHRA’s defintion af antisemitisme er kritik af Israel nævnt som en form for antisemitisme. Ingen steder. Og hvis man læser på IHRA’s hjemmeside står der ordret: ” En kritik af Israel i lighed med den, der rettes mod et hvilket som helst andet land, kan imidlertid ikke betragtes som antisemitisk.”
Ligeledes har der været en misforståelse generelt omkring at den nye aftale om en styrket indsats mod antisemitisme skulle skabe en ny defintion af antisemtisme, som handler om kritik af staten Israel. Det er ikke korrekt.
Der er ingen ny definition af antisemitisme med lovforslagene eller aftaleteksten. I Danmark anvendes IHRA’s defintion og hvad man synes om den er individuelt, men der er ikke lagt op til en ændring af denne definition og den nye aftale ændrer derfor ikke ved retstilstanden. Det man måtte i går må man forsat i morgen.
Det eneste sted i aftalen fra før sommerferie, hvor der nævnes ”ny definition” er hvor der sættes penge af til forskning i antisemitisme, der udspringer af en foragt for staten Israel. Det svarer til at undersøge had mod muslimer, der udspringer af foragt for staten Iran. Det ændrer ikke på definitionen af hvad selve hadet er og skaber derfor heller ikke en ny definition af antisemitisme.
Politiets magt
Det bliver i debatindlægget nævnt at det er et retssikkerhedsmæssigt problem at politiet får beføjelser til at definere skærpede strafzoner for hadforbrydelser. Dels har vi i Enhedslisten aktivt har arbejdet for at politiet skulle tage hadforbrydelser alvorligt i mange år. Vi mener nemlig ikke at ofre for hadforbrydelser er tilstrækkeligt sikret som det er i dag. Hvis du angriber en Pride med rådne æg, kan man sagtens forestille sig at du slipper for at blive dømt for en hadforbrydelse, sådan som disse sager er blevet håndteret hidtil.
At politiet rent faktisk er begyndt at registrere antallet af hadforbrydelser er også nyt og noget vi har bragt op mange år i træk i folketingssalen, overfor ministre og under diverse forhandlinger.
I Danmark er det ikke politiet der bestemmer hvornår noget er en hadforbrydelse men domstolene. Hvis politiet indfører en skærpet strafzone hvor hadforbrydelser vil få en højere straf er det i hvert enkelt tilfælde op til domstolene at vurdere hvorvidt der overhovedet var grundlag for at indføre den skærpede strafzone og derefter om gerningsindholdet kan karakterisere som en hadforbrydelse. Der er ingen der er blevet sigtet for at råbe ”from the river to the sea” før og da reglerne for vurdering af hvornår noget er en hadforbrydelse ikke ændres, vil det heller ikke være forbudt fremadrettet.
Det er ikke – og bliver ikke – forbudt at udtrykke foragt for en anden stat. Hadforbrydelser kan aldrig relatere sig til stater. Det handler alene om personer og befolkningsgrupper. Og man har fuld ytringsfrihed til at kritisere alle lande i verden. Det er vores grundlovs- og menneskerettighedskonventionssikrede ret, og det er slet ikke noget danske politikere kan forbyde uden at vi udtræder af konventionen og omskriver Grundloven.
Det er ikke korrekt, at man ønsker at kriminalisere Gaza-solidaritetsbevægelsen. Der er intet som var forbudt i går som med det nye lovforslag bliver forbudt i morgen. Det her vedrører udelukkende hadforbrydelser. Og derfor kan man stadig gå på gaden og bruge sin ytringsfrihed for der skal rigtig meget til at et politisk budskab i en demonstration bliver til en hadforbrydelse. Bare tænk på hvad Rasmus Paludan kan stå og råbe når han ”demonstrerer”. Når det er sagt så er det helt tydeligt at højrefløjen benytter enhver lejlighed til at undergrave og underminere den vigtige palæstinabevægelse. Ligesom at vi i Enhedslisten bruger vores kræfter på netop at styrke kampen for et frit Palæstina.
Derfor ville det også være ret selvmodsigende hvis vi gik med i en aftale som kriminaliserede dette arbejde.
Så uanset hvad politikere fra andre partier melder ud, så er det sort på hvidt – og rent lovgivningsmæssigt en styrkelse og udvidet beskyttelse af alle ofre for hadforbrydelser. Uanset om du deltager i et pride-optog eller en fredagsbøn i en moské, vil du være sikret bedre mod hadforbrydelser end tidligere. Særligt fordi det i de sidste par år er lykkedes Enhedslisten at presse så meget på og rent faktisk få elementer ind i de brede politiforlig, der gør at politiet har taget hadforbrydelser markant mere alvorligt til gavn for alle minoriteter.
I Enhedslisten er vi med i aftalen fordi det er vores opgave som venstrefløjsparti at beskytte minoriteter og bekæmpe alle former for racisme, herunder antisemitisme. Og derfor er vi med i aftalen.