Debat: Sådan bevæger vi os fremad

Hvordan igangsætter vi den nødvendige udvikling i og uden for Enhedslisten i de kommende år? Lone Degn, Finn Sørensen, Line Barfod og Mai Villadsen har nogle bud.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Hvordan kan vi i løbet af de næste ti år opbygge et socialistisk alternativ, der bringer grundlæggende samfundsforandringer og opgøret med kapitalismen på dagsordenen?

Lone: Sådanne forandringer og opgør kommer ikke gradvist via parlamentariske beslutninger. Små og store forandringer kommer af folkeligt pres. I øjeblikket ser vi, at bevægelse på spørgsmålet om minimumsnormeringer og klima sætter dagsordenen. Derfor er vores vigtigste opgave at organisere og opbygge bevægelser. Dette er samtidig kimen til socialistisk-demokratisk organisering af samfundet efter et opgør med kapitalismen. Det betyder, at vi skal skifte fokus fra hovedsageligt at styrke vores parlamentariske arbejde til at fortælle om, hvor og hvordan man kan være aktiv samt at facilitere dette. Det betyder også, at vi skal stille her-og-nu-krav sammen med mere vidtgående krav, der giver bevægelserne retning og håb – altså krav som angriber og indskrænker kapitalens og markedets magt. Sidst men ikke mindst, så kræver det internationalt samarbejde, på alle niveauer, at få et opgør med kapitalismen på dagsordenen.

Finn: Hvis vi vil forklare den grundlæggende forskel mellem Socialdemokratiet/SF og os, skal vi tale mere om nødvendigheden af opgøret med kapitalismen. Klimakrisen kan f.eks. ikke løses uden. Det samme gælder den groteske omfordeling af magt og rigdom, den massive fattigdom og de utallige krige, der hærger kloden. Det må vi øve os i, uden at falde tilbage til 70’ernes abstrakte måde at tale om socialisme på. Det er svært, men nødvendigt, hvis vi skal give et realistisk billede af, hvad der skal til for skabe holdbare løsninger og begrunde vores egen eksistensberettigelse.

Line og Mai: Vi skal vise, at et andet samfund er muligt. Vi skal sammen udvikle flere klare og gennemarbejdede forslag, som klimaplanen, der viser, at det er muligt at skabe forandringer. Men også rejse enkle og letforståelige krav, der reelt indebærer et opgør med kapitalisme og markedstænkning. For at kunne gøre det, er vi nødt til både at have mange aktive medlemmer og at samarbejde med bevægelser og andre, så vi sammen kan udvikle forslag og krav. Og så skal vi kunne handle hurtigt, når der opstår bevægelse. Så vi kan rejse bevægelsens krav i folketing, regioner og byråd. Og være med i aktiviteterne.

Hvordan kan vi skabe entusiasme og håb om vores politiske projekt og få flere mennesker aktiveret i det?

Lone: Vi skal synliggøre de mange, som er aktive i bevægelser og kampe. Det er dem og de kampe, de er en del af, der skal berettes om og henvises til, når pressen ringer. Vores parlamentarikere skal bruge det til at rejse krav i byråd og Folketing. På den måde forbinder vi Enhedslisten med den modstand og kamp, der foregår. Samtidig skal udvikling af politiske udspil have rod i alle niveauer af partiet, da det er afgørende, at medlemmerne har reel indflydelse på politikudvikling. Det betyder også, at vi skal styrke de strukturer i partiet, hvor medlemmer mødes om aktiviteter og erfaringer. Måske skal vi for en tid lade de store programmer ligge og i stedet bruge årsmøder på at udvikle konkrete udspil i sammenhæng med aktuelle kampe.

Finn: Vi må starte med at konstatere, at brede dele af lønarbejderne ikke opfatter Enhedslisten som deres parti, selvom vi har en masse politik, som tilgodeser deres interesser. Det blev desværre bekræftet ved det seneste folketingsvalg, hvor vi gik tilbage i landdistrikter og blandt vigtige dele af arbejderklassen. Det bekræftes også af vores medlemssammensætning.

Vi skal i langt højere grad være synlige der, hvor folk bor og arbejder. Partiets ressourcer og politiske initiativer skal prioriteres, så de understøtter vores muligheder for forankring i bredere dele af arbejderklassen. Vi skal være mere bevidste om, hvem vi henvender os til, så vi målretter eksempler, vinkler og argumenter til dem, vi gerne vil have i tale. Her synes jeg, vi har forsømt en meget vigtig dagsorden: spørgsmålet om lønarbejdernes tryghed ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Jeg tror, vi undervurderer, hvor vigtigt det er, og hvor stor betydning det har for, at arbejderklassen i bred forstand ikke engagerer sig ret meget i kampen for bedre velfærd, klima og demokratiske rettigheder.

Line og Mai: Mange flere skal opleve glæden og håbet ved sammen med andre at arbejde for forandringer. Som vi lige nu ser studerende flere steder gør. Som de offentligt ansatte under overenskomstforhandlingerne i 2018. Som borgerne på Frederiksberg, der kæmpede mod Blackstone og fik stoppet salget af deres boliger. Vi skal komme med spændende tilbud til de aktive. Vi skal med åbne arme tage imod dem, der har lyst til at diskutere og praktisere politisk analyse og politisk handling. Og man skal kunne være aktiv i Enhedslisten på mange andre måder end ved lange politiske debatter med mange fine ord. Vores medlemmer skal ikke være passive ”forbrugere”, men aktive medejere og medskabere. Vi skal åbne for politikudvikling, som ikke bygger på lange afstemninger om små tekstændringer, hvor de færreste kan overskue sammenhængen, men i stedet handler om indholdet og fører til, at vi sammen bliver klogere og mere afklarede og kan udvikle nye forslag og krav.

Hvorfor er denne debat er vigtig, og hvad håber du, at den kan munde ud i?

Lone: Enhedslisten er blevet et stort parti, og jeg fornemmer en automatik i den måde, vi udvikler os på. Men vi er ikke en vælgerforening. Vi er et parti, der ønsker at omvælte samfundet. Vi ønsker, at mennesker har reel indflydelse på deres liv. Derfor skal vi passe på ikke at blive et top-down parti, som avler passivitet blandt medlemmerne. Dette undgås kun, hvis medlemmerne er en del af et aktivt politisk fællesskab. Mit håb er, at vi med denne debat får sat en retning for partiet, som medlemmerne har ejerskab til. Samtidig håber jeg, at debatten vil give os større indsigt i de argumenter, der er for de forskellige holdninger i partiet. Vi skal ikke tolke hinandens synspunkter, men være nysgerrige på dem. Slutteligt håber jeg, at debatten munder ud i en vedtagelse, som også i praksis betyder opprioritering af aktivitet.

Finn: Organisatorisk skal vi prioritere ressourcerne, så vore afdelinger og aktivister i de folkelige bevægelser bliver kraftcentre for lokal aktivitet og bevægelse.  Det er her, vi henter styrken til at sætte den politiske dagsorden. Det er også her, vi henter nye medlemmer og ny energi til vores parti. Det er sådan, vi skaber de små og store resultater, der giver håb om og appetit på mere. Det handler om politisk og praktisk uddannelse. Et eksempel på frigørelse af ressourcer til den slags kan være, at vi kun afholder årsmøde hvert andet år, det mellemliggende år bruger vi så på et politisk megatræf om aktuelle kamptemaer, der appellerer til de vigtige grupper af befolkningen, vi ikke har i tale i dag. Sidst men ikke mindst: Vi bliver nødt til at styrke Enhedslistens egne medier, så de understøtter de udadvendte aktiviteter og bliver ”kanaler” til langt større dele af befolkningen, uden at vi skal igennem de borgerlige mediers filter.

Line og Mai: Det er helt afgørende for vores udvikling, at vi har denne debat, så vi kan skabe de nødvendige forandringer i vores måde at arbejde på. Håbet og ambitionen er, at vi bl.a. indfører mere direkte demokrati, f.eks. flere digitale afstemninger blandt alle medlemmer, også i forhold til valg af ledelse. Og at vi tør eksperimentere mere med vores organisationsformer. Vores praksis bør bygge på tillid til medlemmerne. Man må gerne prøve noget nyt, kaste sig ud i aktiviteter. Der vil sikkert ske fejl, men kun den, der ikke handler, begår ikke fejl. Det værste, der kan ske, er, at vi går i stå. Vi har brug for at få en mangfoldighed af medlemmer, der er aktive på mange forskellige måder. Og vi kan helt sikkert få inspiration både fra vores medlemmer, der er aktive mange andre steder, og fra partier og bevægelser i andre lande. Lad debatten og idéerne blomstre.

  • Digitale afstemninger er ikke det samme som direkte demokrati. Det er sofa-vælgerforenings-“demokrati”. Hvis – og det skal vi – være så stærke som lokalafdelinger, at vi kan præge, hjælpe og inspirere lokale bevægelser og aktioner, så folk tør tro på egne kræfter, er det afgørende vigtigt, at man får flere til at være aktive deltagere i lokalafdelingen, kommer til at kende hinanden, prøve at stå sammen i gadeaktioner og alle de andre steder, vi gerne skal være kendt, som dem der går forrest.

    • Helt enig med Martin Mørch: Digitalisering er ikke en ‘udvidelse af demokratiet’ som Dragsted og andre plæderer for, men derimod en individulisering, en fremmedgørelse, der vil forandre vores parti til en vælgerforening. Politisk retning og indsats formes i diskusionen mellem aktive medlemmer! Gensidig inspiration sker ansigt til ansigt – ikke over facebook; men troede jeg egentlig at alle var klar over?

  • Man skal også huske, at urafstemning til HB vil give små afdelingers mindre indflydelse (de vil miste den fordel de har ved at have bedre repræsentation af delegerede på årsmøde), samt at urafstemninger vil stille kandidater der er kendte fra f.eks. TV bedre end et medlem, der stiller op uden den synlighed. Det mener jeg ikke et demokratisk fremskridt. Jeg vil derfor stille et forslag til det kommende årsmøde, som sikre en bredere geografisk sammensætning af HB og hvor det fortsat er vores højeste myndighed (Årsmødet), der vælger ledelsen. Det vil samtidig sikre, at der er sammenhæng mellem den politik vi vedtaget og den ledelse der vælges.