DEBAT: Vi har fejlet

Den yderste højrefløj i Europa og Danmark har fremgang. Frygten for islam er drivkraften. At konsekvensen er neoliberal økonomisk politik, fylder til gengæld ikke så meget.

Af: Jonas Schmidt, medlem af Enhedslisten

Den yderste højrefløj i Europa og Danmark marcherer taktfast fremad fra valg til valg. Frygten for flygtninge, migranter og islam er drivkraften. At konsekvensen er neoliberal økonomisk politik, fylder til gengæld ikke så meget.

Frygten, hadet, uvidenheden – kært barn har mange navne – til udlændinge er for mange et reelt problem. Et problem, vi på venstrefløjen ikke har kunnet formå at tøjle, hverken nationalt eller internationalt.

Og jeg kan sagtens forstå folks frygt. Jeg er selv venstreorienteret, min bedste ven er udlænding, men når jeg ser vrede muslimer, der demonstrerer for sharia, tænker jeg da over, hvilken effekt det vil have på fremtiden.

For ligesom der er utallige, der kommer til Vesten, tager vores kultur til sig og blander den med deres egen, bidrager til samfundene, de bor i, og ligesom alle andre bare ønsker sig et liv i fred og fordragelighed, så er der ekstremister imellem dem. Og overfor den gruppe har venstrefløjen fejlet totalt.

Man kan ikke vinde en boksekamp uden at slå på sin modstander. I den kamp har venstrefløjen været for svag og så bange for at skære alle over én kam, at vi har ladet højrefløjen tage teten som de eneste, der kan og vil slå ned på ekstremisme.

Og modsat os på venstrefløjen, der kun vil bekæmpe ekstremisterne, har højrefløjen gjort alle med en anden hudfarve til ekstremister. Vores egen frygt for at tage teten op, har med andre ord sat os i en dårlig position; vi ligner de svage hippier, der ikke kan se realiteterne i øjnene og løse problemerne.

Venstrefløjenes svaghed, har lagt skæbnen, for blandt andre flygtninge, flere steder i Europa, i hænderne på politikere der hader dem. Kan vi virkelig være det bekendt?