Der er behov for hjælp til de fyrede fra SAS

Af:

Enhedslisten kræver en konkret efteruddannelsespakke til de fyrede SAS-medarbejdere og et løft af dagpengene.

Simon Halskov, Rød+Grøn

SAS er i store økonomiske vanskeligheder og har varslet massefyringer. Om nødvendigt må staten træde til for at sikre luftfartsselskabet, mener Enhedslistens erhvervsordfører, Victoria Velasquez.

– Det er tragisk, at så mange står til at miste jobbet. Virkelig mange mennesker kommer til at være i store økonomiske problemer. Og vi ved også, at det her kan føre mange flere fyringer med sig i lufthavne og hos firmaer der samarbejder med SAS, fremhæver hun.

Ekstra hjælp koster aktier og indflydelse
Ifølge Enhedslistens ordfører understreger SAS-krisen behovet for, at vi tager markante grønne initiativer for at tøjle den økonomiske krise, vi er på vej ind i, så vi kan skabe nye arbejdspladser.

– Men vi skal også hjælpe de fyrede her og nu. Der er behov for en konkret efteruddannelsespakke til de fyrede, og der er behov for et midlertidigt løft i dagpengene, så en fyring ikke er så brutal for den enkeltes privatøkonomi, nævner Victoria Velasquez.

Det tyder på, at der er behov for yderligere hjælp, hvis SAS skal overleve.

– Det handler om at redde arbejdspladser, og det handler om at værne om et stykke central og kritisk infrastruktur, forklarer Victoria Velasquez og uddyber:

– Så hvis det er nødvendigt, må staten igen træde til for at sikre SAS. Det skal selvfølgelig være til gengæld for aktier og indflydelse.