Det er ikke kun EU’s nedskæringspolitik, der udgør en trussel mod EU-borgernes fremtid. Frihandelsaftalerne TTIP og CETA kan få katastrofale konsekvenser for vores sundhed, velfærd og demokrati. Vi gennemgår de vigtigste grunde til at protestere imod aftalerne.
Maria Reumert Gjerding, miljøordfører, og Søren Søndergaard, EU-ordfører
Den største og mest omfattende frihandelsaftale i historien, der går under navnet Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) har til hensigt at skabe ét samlet marked på tværs af Atlanten. En lignende frihandelsaftale mellem EU og Canada, Comprehensive Economic and Trade Agreement (CETA) er netop færdigforhandlet.
I begyndelsen af oktober diskuterede Folketingets Europaudvalg, hvordan og hvornår aftalen kan træde i kraft herhjemme. Regeringen har allerede meldt ud, at den “ønsker, at aftalen træder i kraft så hurtigt som muligt”.
’Tekniske handelshindringer’
Mange vil nok tænke, at frihandelsaftaler primært handler om at fjerne toldbarrierer og afgifter, så det f. eks. bliver lettere at bestille billige Nike-løbesko og bøger fra Amazon. Det var også det indtryk, som daværende handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) gav i 2013, da hun indhentede mandat fra Folketinget til at begynde forhandlingerne om TTIP.
– Jeg er ikke i tvivl om, at du kan få en billigere iPad eller iPhone eller lignende i fremtiden, forklarede hun dengang til DR.
Men frihandelsaftalerne er ikke bare et spørgsmål om handel. Det er et spørgsmål om retten til at definere den verden, vi ønsker at leve i. Og om, hvor meget magt, vi vil overgive til multinationale selskaber. Aftalernes hovedfokus er nemlig ikke told. Toldsatserne mellem EU og USA og Canada er stort set allerede afviklet.
Frihandelsaftalerne handler om afskaffelsen af det, der kaldes ‘ tekniske handelshindringer’.
De dækker over en bred vifte af regler og lovgivning – lige fra forskellige forbud, regler og standarder til godkendelsesprocedurer og mærkningsordninger. For eksempel forbud mod produkter, som indeholder genetisk modificerede organismer (GMO). Eller regler, som begrænser mængden af hormonforstyrrende stoffer i solcreme til børn. Eller arbejdsmiljølovgivning, som regulerer mængden af asbest i byggematerialer. Eller det danske økologimærke.
Det dækker med andre ord over stort set alle de regler og love, som skal beskytte os mod de skadelige effekter af markedskræfternes frie hærgen.
En frihed til erhvervslivet
‘Friheden’ i frihandelsaftalerne er udelukkende en frihed til multinationale selskaber. En frihed til at se stort på samfundets love og regler – på bekostning af samfundets demokratiske frihed til at lovgive på vegne af befolkningen. Det har fået en bred alliance af miljø og forbrugerorganisationer og fagbevægelsen på begge sidder af Atlanten til at råbe vagt i gevær.
De frygter med rette et kapløb mod bunden, hvor der sælges ud af fødevarestandarder og arbejdstagerrettigheder i jagten på mere samhandel og øgede profitter til de multinationale selskaber.
I USA frygter civilsamfundet især for EU-kommissionens ønske om mere konkurrenceudsætning af den offentlige sektor og deregulering af den amerikanske finansielle sektor, som på mange områder er stærkere reguleret end i EU, hvor absurd det end må lyde.
I Europa er det særligt arbejdstagerrettigheder, databeskyttelse og fødevaresikkerhed, som man er bekymret for vil blive forringet med TTIP og CETA. For selvom bl.a. forbrugerbeskyttelsen i Danmark og EU slet ikke er god nok, er den bedre end den amerikanske. I Danmark og andre EU-lande har vi en strengere kemilovgivning end USA, og vi gør oftere brug af det såkaldte forsigtighedsprincip, hvor mistanken om, at et stof har skadelige effekter, kan være et tilstrækkeligt grundlag for at indføre et forbud.
Derfor har EU i dag forbudt 1.378 farlige stoffer i bl.a. makeup og tandpasta. USA har forbudt 11 stoffer. Og vi kan se i de lækkede dokumenter fra TTIP-forhandlingerne, at USA netop arbejder målrettet på et opgør med forsigtighedsprincippet.
Dagens ret: Kylling i klorbad
Også i fødevaresektoren ligger Danmark og resten af EU milevidt fra USA og Canada. For eksempel er omfanget af fødevarer med GMO stærkt begrænset i de danske supermarkeder.
Men på den anden side af Atlanten indeholder 70 procent af al forarbejdet mad i de amerikanske supermarkeder GMO, og der findes ingen regler for mærkning af fødevarer med gmo.
I Danmark har vi også streng kontrol med brug af væksthormoner til opdræt af kvæg. Men i USA er over 90 procent af alt oksekød produceret med væksthormonet bovine. Det er et stof, som er blevet knyttet til kræft og andre sygdomme hos mennesker.
Også lørdagskyllingen risikerer i fremtiden at give en dårlig smag i munden. I hvert fald hvis kyllingen i køledisken er produceret i USA, hvad den med TTIP meget nemt kan ende med at være. For imens Danmark efter årtiers kamp næsten er kommet salmonella til livs, er kravene til de amerikanske fjerkræproducenter så lave, at salmonella er udbredt.
Det løser de ved at vaske de slagtede kyllinger i en klorblanding for at dræbe bakterierne. Velbekomme! De canadiske oksekødsproducenter bruger samme procedure. Med CETA vil de kunne sælge op mod 50.000 tons oksekød i EU – vasket og behandlet i klorinholdigt vand.
Virksomheder sagsøger lande
Frihandelsaftalerne underminerer ikke blot vores muligheder for at beskytte sundhed og miljø. De angriber også vores demokrati. Aftalerne giver nemlig multinationale selskaber med base i USA eller Canada mulighed for at lægge sag an mod EU-lande, hvis nye love begrænser deres forventede indtjening. Det sker gennem den såkaldte Investor-State Dispute Settlement-mekanisme (ISDS). Med den i hånden vil multinationale selskaber kunne sagsøge Danmark for milliarder af kroner, hvis Folketinget skulle vedtage en lov, der påvirker deres forventede profit.
Det lyder som en dårlig spøg, men verden over er der allerede talrige eksempler på, at multinationale selskaber bruger sådanne handelsaftaler til at angribe alt fra miljølovgivning til sundhedspolitik og arbejdstagerrettigheder.
Da Egypten efter det arabiske forår hævede den månedlige mindsteløn fra 365 kr. til 646 kr., blev staten sagsøgt af det franske selskab Veolia. For lønstigningen ville jo påvirke Veolias forventede profit. Da Tyskland efter atomkatastrofen i Japan besluttede at udfase brugen af atomkraft hurtigere end planlagt, blev landet sagsøgt for over 30 milliarder kroner af det svenske energiselskab Vattenfall. Vattenfall bestyrede nemlig to atomkraftværker og havde med beslutningen udsigt til en mindsket indtjening.
Også Canada er blevet sagsøgt talrige gange, efter at det sammen med USA og Mexico indgik frihandelsaftalen Nafta, som også indeholder en ISDS-mekanisme. For eksempel mente den amerikanske kemivirksomhed Ethyl, at en ny lov, som forbød import af benzin, der var mistænkt for at indeholde nervegas, ville skade selskabets fremtidige indtjening. Canada tabte sagen og måtte både ophæve importforbuddet og betale en bøde på over 86 millioner kroner.
Frygt forhindrer lovgivning
Alle ISDS-sager føres ved lukkede særdomstole, der er hævet over de nationale domstole. Disse særdomstole består ikke af dommere, men særligt udvalgte erhvervsadvokater. At blive underlagt sådan en særdomstol vil være et kæmpe demokratisk problem for Danmark og andre EU-lande. Og svimlende 47.000 amerikanske multinationale selskaber med investeringer i Europa vil med TTIP få adgang til at sagsøge EU-lande. OECD har vurderet, at en ISDS-sag i gennemsnit koster over 50 millioner kroner i sagsomkostninger. I nogle sager er dette beløb nået 200 millioner kroner.
Denne omkostning pålægges ikke altid alene den tabende part. Så selv hvis staten skulle vinde, kan vi som skatteborgere altså risikere at blive efterladt med store omkostninger. Det er selvfølgelig intet imod et eventuelt erstatningsbeløb på op til flere milliarder, hvis vi skulle tabe sagen.
De økonomiske konsekvenser af søgsmålene betyder også, at andre lande kan afholde sig fra at indføre ny lovgivning, som ellers kunne være i befolkningens interesse. Simpelthen af frygt for at blive offer for lignende sager. I Malaysia standsede man lovgivning om at indføre advarsler på cigaretpakker, efter at både Australien og Uruguay var blevet sagsøgt af tobaksgiganten Phillip Morris for netop sådan en lovgivning.
På den måde vinder de multinationale selskaber lige meget hvad. De kan effektivt bruge aftaler som CETA og TTIP til at få udskudt eller helt stoppet lovgivning.
Lyssky forhandlinger
Forhandlingerne af TTIP og CETA har været tilslørede og ugennemskuelige, og erhvervsliv og pengeinteresser har dikteret aftalernes indhold. En undersøgelse lavet af organisationen Corporate Europe Observatory har vist, at næsten 90 procent af alle de lobbymøder, EU-kommissionen har haft om TTIP i perioden 2012-2014, har været med lobbyister fra store multinationale selskaber eller erhvervssammenslutninger.
Kun ni procent af møderne har været med fagforeninger og forbrugerorganisationer.
Det har bl.a. resulteret i et såkaldt reguleringsråd, som betyder, at store erhvervsinteresser fremadrettet vil få en fast plads ved bordet, når ny lovgivning skal skabes. Multinationale selskaber vil altså skulle inddrages, når nye regler, der har betydning for samhandlen, skal udformes – og det er vel at mærke før de nationale parlamenter behandler forslagene. Reguleringsrådet vil gøre TTIP og CETA til såkaldte levende aftaler, hvor aftalernes betydning kan ændres med tiden. På virksomhedernes præmisser, naturligvis.
Samtidig er aftalerne blevet forhandlet bag lukkede døre. Det meste, vi ved om TTIP, kender vi fra lækkede dokumenter. End ikke vi politikere på Christiansborg har haft åben adgang til de aktuelle forhandlingstekster. Vi og andre folkevalgte i EU har kun fået lov til at se forhandlingsteksterne i særlige aflåste læserum, under nøje overvågning og efter underskrift på en fortrolighedserklæring, som pålægger os strengt forbud mod at citere, referere eller diskutere det konkrete indhold med nogen.
Massive protester
Talrige højlydte protester fra organisationer og de europæiske befolkninger er blevet fuldstændig ignoreret af bureaukraterne i Bruxelles. For eksempel modtog EU-kommissionen næsten 150.000 høringssvar til ISDS-elementet i TTIP, hvoraf 97 procent af var kritiske og krævede et opgør med ISDS-mekanismen. Alligevel nægtede EU-kommissionen at fjerne denne del af aftalen. Og da 250.000 mennesker demonstrerede imod aftalerne i Berlins gader i oktober sidste år, lukkede EU-kommissionen øjnene og fortsatte tavst forhandlingerne. Selv da det lykkedes flere hundrede organisationer at indsamle 3,4 millioner underskrifter imod CETA og TTIP, afviste EU-kommissionen at tage sagen op.
EU og USA forhandler fortsat om TTIP, men CETA er nu blevet færdigforhandlet. Her lykkedes det efter lang tids kamp at sikre, at de nationale parlamenter skal spørges om godkendelse af CETA, inden aftalen kan træde i kraft. Alligevel presser EU-kommissionen nu på for, at dele af aftalen skal kunne træde i kraft, før de nationale parlamenter overhovedet er blevet hørt om den endelige aftale.
Derfor er det ved at være sidste chance, hvis vi skal undgå de katastrofale konsekvenser, som TTIP og CETA vil have. I oktober bliver CETA sandsynligvis behandlet første gang i Folketinget. Og det ser desværre ud til, at der tegner sig et flertal for aftalen.
Skal det ændres, må vi lægge et massivt pres på Folketingets partier for at få stoppet aftalerne. Derfor mobiliserer flere organisationer og dele af fagbevægelsen til demonstration i København den 27. oktober imod CETA og TTIP. Enhedslisten deltager selvfølgelig. Det håber vi også, du vil gøre.