Derfor er vi feminister

Af:

Enhedslisten er et feministisk parti, og derfor skal vi på årsmødet i 2017 vedtage et feministisk delprogram. Rød+Grøn har bedt to medlemmer fortælle om deres syn på feminisme.

Astrid Vang Hansen, Frederiksberg

Hvad er feminisme for dig?

– Feminisme er et revolutionært projekt, der handler om frigørelse og demokrati. Vi skal forandre vores samfund grundlæggende. Det vil også sige måden, vi bor og lever sammen på. Man kan ikke have virkeligt demokrati og frihed for alle, hvis folk udsættes for diskrimination og undertrykkelse. Når feminisme er et godt ord, er det fordi, det er mænd, som dominerer samfundet i dag. Derfor er det kvinder, som først og fremmest har interesse i at gøre op med kønsrollerne. Målet er, at køn får samme betydning som fregner. Nemlig ingen.

Hvordan bliver vi bedre til at praktisere feminisme i Enhedslisten?

– Hvide heteroseksuelle mænd over 30 år dominerer i dag Enhedslisten på alle niveauer. Formen på vores aktiviteter giver netop denne gruppe bedst mulighed for at blive hørt. En feministisk praksis handler om, at partiet skal afspejle befolkningens køn, alder, uddannelse, etnicitet, seksualitet osv. Der findes ikke én opskrift, men et af de vigtigste redskaber er, at de undertrykte selv organiserer sig inden for partiet, styrker hinanden og stiller krav. Et spændende tiltag kunne være et kvindemøde på hvert årsmøde.

Mikael Hertoft, Østerbro

Hvorfor er du feminist?

– Fordi jeg er socialist. Jeg ønsker, at kvinder skal være frie, lige og stærke. Som Marx sagde: Et folk, der undertrykker andre folk, kan ikke være frit. Vi mænd er ikke frie, så længe vi undertrykker kvinderne.

Hvordan kan vi blive et mere feministisk parti?

– Vi har en konservativ, gammeldags praksis. Rødstrømpebevægelsen lykkedes med at få aktiveret rigtig mange ved at lave kvindegrupper og ved at gøre det personlige politisk. De erfaringer er værd at studere. Aktiviteter, der inddrager hele familien, vil være en udstrakt hånd til kvinderne. Det har vi erfaringer med fra bl.a. sommerlejre, seminarer og afdelingsaktiviteter.