Derfor var vi med til at stoppe en energipark i Kalundborg Kommune

Vi går ind for grøn energi, og vi lytter til borgernes bekymringer, når de grønne tiltag ikke tager nok hensyn til miljøet og borgernes sundhed og interesser.

Af: Niels Erik Danielsen, kommunalbestyrelsesmedlem for Ø i Kalundborg Kommune

Særligt herude på landet er der modstand mod både vindmøller, solceller på marker og lagring af CO₂ – ikke fordi folk er imod grøn energi, men fordi de oplever, at løsningerne bliver presset ned over hovedet på dem. Den bekymring bør vi politikere tage alvorligt og blive bedre til at lytte til. Grøn omstilling kan og skal ske i samarbejde med borgerne.

I et konkret projekt fra Vestsjælland er det lykkedes at stoppe en Energipark med tilhørende solceller, vindmøller, pyrolyse og elektrolyse.

Jeg stemte imod at sende projektet i høring, placering på god landbrugsjord 800 meter fra Gørlev, samt et meget usikkert pyrolyseprojekt var halsløs gerning.

EHL arrangerede et borgermøde sammen med lokale og med deltagelse af 180 mennesker. Senere afholdt kommunen et borgermøde med deltagelse af over 500 mennesker, her var der kritik, men også meget velkvalificerede spørgsmål der sikkert overbeviste initiativtagerne til at opfordre kommunen til at stoppe planprocessen.

Særligt Pyrolysen var vigtig for projektet, fordi man godt nok ville kunne lagre CO2, men de landmænd der har investeret i Energiparken ville kunne opretholde en stor husdyrproduktion.

Der er en bagside af pyrolysen, blandt andet beskrevet i et udkast til en vejledning fra Miljøstyrelsen. Der ”kan frigives kræftfremkaldende PAH-stoffer, PFAS, dioxiner, tungmetaller og en række andre giftige og sundhedsskadelige stoffer ved pyrolyseprocessen. Og at stofferne risikerer at være i det biokul, som ifølge regeringens planer vil blive pløjet ned i landbrugsjorden i de kommende år.” Dertil kommer de sundhedsskadelige erfaringer borgere i Hjørring kommune har gjort med det pyrolyseanlæg der er opført ved Vrå. Det er blandt en af grundene til at vi slipper for sådan et anlæg ved Gørlev.

Udkast til Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om udbringning af biokul til jordbrugsformål, januar 2025

KLs Høringssvar Udkast til vejledende udtalelse om anvendelse af biokul til jordbrugsformål, februar 2025