Klimaforandringerne kræver store strukturelle ændringer og en samlet indsats, som ingen regering og intet parti har leveret. Indtil nu. Enhedslisten har som det første parti lavet en sammenhængende, fuldt finansieret klimaplan, der får Danmark i mål – og sikrer, at hele regningen ikke ender hos helt almindelige lønmodtagere.
Pernille Skipper og Søren Egge Rasmussen
Den unge, svenske klimaaktivist Greta Thunberg er blevet verdenskendt for at strejke fra skole for at få verdens voksne til at tage klimaudfordringen alvorligt. 16 år gammel har hun talt for både FN og World Economic Forum, hvor hun har konstateret, at intet land i verden har vedtaget den politik, der skal til for at leve op til Paris-aftalen om at holde temperaturstigningerne omkring 1,5 grader. Og så vidt hun ved, er der heller intet politisk parti i verden, der overhovedet har formuleret den politik, som kan indfri målet… I hvert fald ikke indtil nu, hvor Enhedslisten har lanceret en plan for, hvilke politiske tiltag, der skal til frem mod 2030, hvis Danmark skal gøre sit til at opfylde Paris-aftalen.
Der er grund til optimisme
Regeringen har bremset den grønne omstilling herhjemme. Flere af Christiansborgs partier har fremlagt klimaplaner med mange gode ambitioner og målsætninger, men de fleste svære tiltag er skudt til kommissioner, ekspertudvalg og investeringsfonde.
Vores nye klimaplan, der er fuldt finansieret, anviser en vej til et CO2-neutralt Danmark i 2040. Vi hopper hverken over transport-, landbrugs- eller energisektoren. Ej heller udskyder vi beslutninger til kommissioner.
Med klimaplanen i hånden er der grund til optimisme, til håb og til at slås for forandring. Det kan nemlig lade sig gøre at skabe et samfund, som er CO2-neutralt og bæredygtigt, hvor vi samtidig får renere luft, renere drikkevand, bedre fødevarer og mere natur ud af omstillingen. Danmark kan ikke bremse temperaturstigningerne alene, men hvis alle sidder med hænderne i skødet og venter på, at andre handler, løser vi med garanti ikke klimaproblemet.
Hvis Danmark skal gøre sit, kræver det, at hele vores samfund i 2040 ikke udleder flere drivhusgasser, end vi er i stand til at optage. Enhedslistens klimaplan sigter efter, at udledningerne i 2030 skal være reduceret med 70 procent i forhold til 1990. Det svarer til udledninger, der er 40 procent lavere end i dag. Og det skal ske om kun 12 år.
I runde tal skal vi i 2030 have mindsket Danmarks udledning af CO2 med 20 millioner tons mere end de 5 millioner tons, som Folketingets energiaftale fra 2018 lægger op til.
I vores plan skal fremtidens energi komme fra vedvarende energikilder. Vores biler skal køre på el eller brint, og vi skal have langt billigere busser og tog. Vi skal flyve meget mindre, og rødt kød og mejeriprodukter skal udgøre en mindre del af vores landbrugsproduktion. Vi skal plante mere skov. Og vi skal investere massivt i energirenoveringer af bygninger, i energieffektiviseringer i industrien og i kollektiv transport i hele landet.
Stærke kræfter modarbejder klimaet
Mange danskere er i fuld gang med at løfte deres del af ansvaret i deres hverdag ved at vælge kollektiv trafik, sortere affald, og skærer ned på flyrejserne og kødet. Det er alt sammen godt og vigtigt. Men det skal bakkes op af strukturelle forandringer, så grøn omstilling ikke bliver en forbrugersport og et rent privat anliggende. Det nytter ikke, at vi hver især er overladt til at rede os igennem stormen i hver vores optimistjolle.
Den grønne omstilling må ride på ryggen af store strukturelle forandringer, hvis vi skal kunne nå det i tide. Desværre er der stærke økonomiske interesser i at forsvare status quo.
Landbruget er et godt eksempel: Selvom erhvervet står for en betydelig del af klimabelastningen, nægter regeringen at udsætte landbruget for klimakrav. Landbruget hjælpes ligefrem til at svine mere. Sektoren er i forvejen massivt støttet og ikke underlagt CO2-kvoter, og som den eneste branche skal landbruget kompenseres økonomisk for at opfylde miljøkrav.
Bagved står finanssektoren, som har enorme udlån til landbruget. Bankerne bliver paniske ved enhver udsigt til, at den helt kortsigtede indtjening i landbruget bliver presset, og deres lån kommer i fare. Heller ikke industrien tager sin del af ansvaret. Regeringen giver de store fremstillingsvirksomheder gratis CO2-kvoter, og med den såkaldte PSO-aftale blev erhvervslivet fritaget fra at bidrage til den grønne omstilling af energisektoren. Regningen fik de almindelige skatteydere, som fik hævet bundskatten.
Modviljen mod den nødvendige omstilling koster dyrt, både på kort og lang sigt. Det kræver politisk magt og ikke bare individuelle forbrugervalg at spille op med sådan en modstand.
Grøn omstilling skal ikke ramme skævt
Både høj og lav vil mærke det, hvis vi rammes af klimakrisens konsekvenser i form af vildt vejr og millioner på flugt. De stigende temperaturer og drastiske klimaforandringer vil dog ramme verdens allerfattigste hårdest. Men det er ikke givet, at alle dem med de laveste indkomster står forrest i den folkebevægelse, der er brug for.
I Danmark er der berettiget vrede og frustration, når forslag om kødafgifter og stigende flypriser bliver ansigtet på den grønne omstilling – for så bliver den endnu et angreb på almindelige menneskers økonomi. I forvejen fik menigmand og -kvinde regningen for finanskrisen og har betalt så rigeligt gennem de seneste mange år – ringere velfærd, højere pensionsalder, arbejdsløshed og en langt mere utryg nutid og fremtid.
Når USA’s præsident Trump vandt valget på grund af fire stater i det såkaldte rustbælte, var det bl.a. fordi hans klimaskepsis og løfter om handelskrig gik rent ind hos dem, der ser job efter job i kul- og stålindustrien forsvinde og intet andet komme i stedet.
I Europa ser vi også det yderste højre stå stærkt i gamle industriområder, hvor hvide arbejdere er blevet hægtet af udviklingen. Her går fremmedfjendtlighed hånd i hånd med modstand mod storbyeliternes snak om klimaforandringer.
Den røde tråd gennem Enhedslistens klimaplan er, at de mange tiltag ikke skal forringe den disponible indkomst for folk med lave eller middelindkomster. Derfor går alle indtægter fra f.eks. en flyafgift og højere benzinafgift til at forhøje den grønne check. Den blev netop indført, fordi en grøn afgift på 500 kr. er et større problem for lagerarbejderen end for advokaten. Klimabelastende forbrug vil stadig blive dyrere, men vi sender det meste af regningen til dem med de højeste indkomster.
Samtidig er det afgørende at anvise alternativer hele vejen igennem. Ja, det vil blive dyrere at køre benzinbil, men til gengæld bliver bussen og toget billigere, og det samme gør den næste bil, hvis man køber en på el. Afgifter på indenrigsfly indføres samtidig med, at timemodellen for tog udbygges. Og vi afsætter penge til omskoling og videreuddannelse, så vi kan hjælpe folk over i de nye grønne job, som bliver skabt, når de klimabelastende sektorer bliver mindre.
For det store flertal af befolkningen vil en sådan omstilling både sikre mere tålelige vilkår for deres børn og børnebørn, og for de fleste vil den også skabe bedre rammer for et godt liv.
Vi vil have et klimavalg
Greta Thunberg sætter sin lid til den bevægelse, som hun selv er med til at skabe, fordi staterne, politikerne og partierne har svigtet. Vi forstår, hvorfor hun og mange andre unge drager den konklusion. Men vi er ikke enige. Vi har brug for at vinde det politiske system, hvis vi skal lave de strukturelle ændringer og gøre det til mere end bare en privatsag.
Vi har brug for partier, der ansporer alle til at blive del af en grøn folkebevægelse – både de klimabekymrede unge, lønmodtagere i industrien og folk bosat i landdistrikterne.
Hvis højrefløjen vinder valget og bruger de næste fire år på at bremse omstillingen til gavn for et lille, men magtfuldt mindretal, så begynder det at knibe med tiden. Vi må derfor bygge en bevægelse, der gør det kommende folketingsvalg til et klimavalg.