Enhedslisten støtter samarbejde mellem jøder og palæstinensere

Af:

Ved Enhedslistens årsmøde samlede deltagerne ind til WAC-MAAN – en fagforening, som organiserer både jødiske og palæstinensiske arbejdere i Israel. Rød+Grøn har fået Palæstinaordfører Christian Juhl til at fortælle om fagforeningens arbejde.

Mikael Hertoft, Rød+Grøn

Hvad kendetegner WAC-MAAN?
– Organisationen er godkendt som fagforening og har møderet for arbejdsretten. Det er stabile og konsekvente folk, der støtter strejker og fører sager for palæstinensiske arbejdere, som bliver behandlet dårligt. Desuden er det lykkedes at organisere arbejdere og tegne overenskomst i en af de israelske eksportproduktions-zoner.

De palæstinensiske arbejdere bliver behandlet meget dårligt – på niveau med chaufførerne i Padborg. Mange er nødt til at pendle gennem checkpoints hver dag og arbejde som daglejere.

Hvorfor har vi valgt at støtte netop WAC-MAAN?
– Vi støtter ikke den gamle, store fagforening Histradut, fordi den er dybt reaktionær og meget tæt på alle regeringer i Israel – selv de mest højreorienterede. Vi har til gengæld valgt at støtte WAC-MAAN, fordi vi ønskede at støtte en aktivitet, der er fælles for palæstinensere og progressive israelere. Det er svært at finde, for der er kun få, der har lyst til at udsætte sig for den chikane og de problemer, det giver at lave den slags arbejde. Men det gør WAC-MAAN.

Hvad skal pengene bruges til?
– Vores penge vil gå til at ansætte en organizer i fagforeningen. Vi samlede 22.600 kroner ind. Det er ca. to måneders løn – og det er et af de største beløb, der er blevet samlet ind på et årsmøde i Enhedslisten.

Men indsamlingen slutter ikke her. Vi vil skrive ud til alle Ø-afdelinger og en række fagforeninger med opfordring til også at støtte.