Hovedbestyrelse holdt d. 21. august et ekstraordinært møde for at forholde sig til Enhedslistens fremtidige placering ift. samarbejdet mellem europæiske venstrefløjspartier. Enhedslisten har i en årrække været tilknyttet det europæiske parti ”European Left Party”.
Hovedbestyrelsen drøftede to fremtidige spor for det fremtidige samarbejde.
Den ene mulighed var at oprette et nyt europæisk parti ”European Left for the People and the Planet” (ELA) sammen med 6 andre partier, nemlig Vänsterpartiet (Sverige), Venstrealliancen (Finland), Podemos (Spanien), La France Insoumise (Frankrig), Bloco (Portugal) samt Razem (Polen).
Den anden mulighed var at Enhedslisten Ikke indtræder i ELA på nuværende tidspunkt, men konstaterer at der er brug for en grundigere diskussion inden man kan tage stilling til om Enhedslisten eventuelt ønsker at forlade European Left og indtræde i ELA. Det er ikke muligt at være medlemmer i begge organisationer på en gang.
Et europæisk parti er ikke det samme som den parlamentariske gruppe i Parlamentet. Enhedslisten har siden 2019 været medlem af parlamentsgruppen The Left, og det ændres der ikke ved.
Arbejdet med at skabe et nyt europæisk parti er en udløber af, at både den finske Venstrealliance og det portugisiske Bloco for nylig har forladt European Left Party på grund af politiske og organisatoriske uoverensstemmelser, samt at disse partier sammen med Vänsterpartiet, Podemos, La France Insoumise og Razem – som i dag ikke er medlemmer af noget europæisk parti – ønsker at stifte et nyt partisamarbejde.
Argumenter for at være med til at danne et nyt europæisk parti var bl.a.,:
- Det er nu, Enhedslisten kan være med til organisatorisk og politisk at forme et nyt partisamarbejde. En udskydelse vil svække vores indflydelse
- European Left Party er politisk og organisatorisk dysfunktionelt og har i konkrete tilfælde sendt politiske signaler, som er i strid med Enhedslistens position – og der er ikke tiltro til at det kan lykkes at ændre dette
- European Left Party (ELP) rummer ikke længere større europæiske venstrefløjspartier ud over Die Linke og Syriza. Kun 3 ud af 19 partier i venstrefløjens gruppe i EU-parlamentet er i dag medlem af ELP og partierne bag ELA kan ikke se sig selv i ELP. ELP kan således ikke samle eller tegne den europæiske venstrefløj.
Argumenter for at vente med at træffe en beslutning var bl.a.:
- Der er et stort behov for en samling af den europæiske venstrefløj og her er European Left Party et muligt forum, som vi skal holde fast i.
- European Left Party bestyrelse og formand er indstillet på en organisatorisk og politisk forandringsproces, som skal gennemføres så hurtigt som muligt – denne proces skal vi afvente og være en del af.
- Der har ikke været tid til en demokratisk debat i Enhedslisten, hvor afdelinger og udvalg for alvor kan diskutere sagen, og det må være op til et årsmøde at træffe beslutning om at forlade European Left Party.
Hovedbestyrelsen stemte for at indtræde i ”European Left for the People and the Planet” (ELA) med stemmetallene 14 – 10 og udpegede desuden Per Clausen, David Rønne og Frederikke Hellemann til sammen med forretningsudvalget at stå for den videre proces.