Kommunevalget nærmer sig. Loven om liberalisering af affaldsforbrændingen er endnu et eksempel på, at et flertal i Folketinget af ideologiske årsager skaber problemer for de fornuftige løsninger, klimaet og kommunernes økonomi.
Norfors, vores fælleskommunale affaldsselskab i Hørsholm, Rudersdal, Allerød, Helsingør og Fredensborg, har længe været lukningstruet. Det skyldes den såkaldte “affaldslov”, som Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale og Liberal Alliance står bag. Loven indebærer en liberalisering af affaldsforbrændingen, der skal sikre, at de mindst rentable forbrændingsanlæg tvinges til at lukke.
På papiret kan loven virke grøn, men i praksis er den sort. Norfors står til at gå konkurs, fordi det i 2017 investerede i en meremiljøvenlig ovnlinje på Usserødværket – en rigtig investering, der naturligt har medført gæld som skal afskrives over værkets levetid.
Gælden gør det imidlertid umuligt at selskabsgøre Norfors og samtidig konkurrere på det nye marked. For at nedbringe gælden har forbrugerne allerede mærket konsekvenserne af lovens markedsdrevne tilgang gennem store ekstra gebyrer, men konkursen lurer stadig – for Energistyrelsen har netop afslået Norfors’ ansøgning om en længere dispensation fra lovens krav, truslen om lukning er tæt på, og reel.
En konkurs vil ikke blot efterlade 25.000 husstande uden sikkerhed for varmeforsyning – det vil også sende regningen for Norfors’ gæld på over en milliard kroner direkte videre til ejerkommunerne. Da kommunerne hæfter for gælden, betyder det i praksis, at borgerne i Hørsholm, Rudersdal, Allerød, Helsingør og Fredensborg står tilbage med regningen. Det er en helt urimelig risiko, som lovgiverne bevidst har pålagt vores kommuner og borgerne.
Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale og Liberal Alliance’s affaldslov er hverken grøn eller økonomisk ansvarlig
I Enhedslisten er vi enige i, og fortalere for, at Danmark skal reducere sin affaldsforbrændingskapacitet, efterhånden som vi bliver bedre til at sortere og genanvende vores affald. Men aftalepartierne bag affaldsloven har valgt en vej, der kun skader. Deres stærke tro på liberalisering og markedsgørelse er hverken grøn eller økonomisk ansvarlig.
Det er nu tydeligt, at den fejlslagne lov bremser for den grønne omstilling. Fjernvarmeudbygningen i Rudersdal, Allerød, Hørsholm og Fredensborg har været under 3% i de seneste to år, mens den i Helsingør, der har et kommunalt drevet varmeselskabnærmer sig 13%. Selvom både kommunerne og Norfors har lavet en grundig varmeplanlægning, skaber loven usikkerhed, som i praksis har medført at fjernvarmeinvesteringerne er gået i stå.
I Enhedslisten arbejder vi for langsigtede løsninger, der sikrer bæredygtig varmeproduktion og ambitiøse fjernvarmeudvidelser fx gennem geotermisk varme. Men det kræver, at rammerne er i orden, og at vi sætter borgernes behov og klimaet over en blind tro på markedets kræfter. Vi vil derfor opfordre aftalepartierne til at tage ansvar og sikre de nødvendige rammer, der fremmer den grønne omstilling, beskytter borgerne mod økonomiske byrder og muliggør langsigtede løsninger – og det haster.