DEBAT: Enhedslistens kommunikation lider af byggefejl og demokratisk underskud

Alt fast fordufter. Alt helligt bliver udskældt. Som så mange andre ‘revolutioner’ under kapitalismen har informationsrevolutionen gjort sig fortjent til mærkatet. Den har aflivet alle partipresser og uden større besvær væltet massemediernes magtmonopol.

I dag er det således færre end hver tiende under 35, der læser trykte aviser, og derfor er partiavisen, som førhen var partiernes talerør, flyttet til Instagram, Facebook og TikTok-kontoer. Dette hamskifte har haft mærkbare konsekvenser. Partipressens død har resulteret i et partidemokratisk underskud, som venstrefløjen aldrig siden har indhentet. For engang stemte man på partipressens redaktør, men hvem stemmer på pressekontoret?

Det gør folketingsgruppen. I det hidtidige fravær af debat giver det god mening, at det er endt sådan. Men alligevel mener jeg, at ad-hoc-løsningen er utilstrækkelig, herunder vil jeg opridse problemerne og til sidst også et bud på en løsning.

Demokratisk underskud

Årsmødet er partiets øverste myndighed, så man skulle tro, at det fungerer som et sted, hvor medlemmerne har indflydelse på partiets kommunikation, men det har vi egentlig ikke. På årsmødet 2024 vedtog vi at definere os som et antizionistisk parti. Det papir handlede i høj grad om at placere os et bestemt sted i en debat. En debat som var blevet højaktuel grundet den største mobilisering af unge og minoritetsetniske i en menneskealder. Vi var modstandere af zionismen. Det sagde papiret.

Det papir er mig bekendt ikke blevet brugt i vores kommunikation udadtil. Vi har ikke meldt noget ud, skrevet artikler eller opslag på sociale medier, selvom der var og er en stor folkelig bevægelse, der deler vores standpunkt. Vi har altså vedtaget at kommunikere på en bestemt måde omkring zionisme, men i praksis har vi ikke gjort det. Hvis jeg var lidt mere spids, ville jeg sige, at papiret er blevet tiet ihjel. Så spids er jeg ikke.

Pressekontorets opgave er at arbejde for og hjælpe folketingsgruppen, så det er ikke deres ansvar. Folketingsgruppen ville sige, at de er valgt til at føre politik på borgen, og at der ikke (direkte) bliver diskuteret zionisme på borgen. Der er helt sikkert en masse overvejelser bag, hvorfor dette papir er usynligt på vores hovedkanaler, men disse har ikke været til debat blandt partiets medlemmer.

I dag er det udelukkende folketingsgruppen, der kan indgå i den debat, men det bør vi lave om på. Ligesom vi giver folketingsgruppen en politisk analyse at arbejde ud fra, bør vi også give den en kommunikationsstrategi. For kommunikation er ikke blot en praktisk opgave, men helt centralt i moderne politik. Politisk kommunikation handler om at identificere, tale til, og mobilisere folk til politisk kamp. Politisk kommunikation er vedtaget politik i praksis. I Enhedslisten er vi stolte af vores partidemokrati, men hvor demokratiske er vi egentlig, hvis den praktiske udførelse af vores vedtagne politik er uden for demokratisk rækkevidde?

Byggefejl

Det er Pressekontoret, der står for vores kommunikation. De er ansat af partiet, og det er folketingsgruppen, der stiller dem arbejdsopgaver. Det giver god mening, at det er sådan, men den konstruktion kommer med nogle indbyggede problemer.

Folketingsgruppen har sin hverdag på Christiansborg. Det er klart, at de først og fremmest forholder sig til, hvad der sker der, og det gør det uundgåeligt, at enormt vigtige ting bliver nedprioriteret. Folketingsgruppens, og dermed også pressekontorets, oplevede virkelighed er nemlig som alle andres begrænset og indskrumpet. Virkeligheden, man oplever fra et slot i København, er en anden end den, man oplever på et universitet i Århus eller en fabrik i Odense.

Afdelinger, udvalg, netværk og enkeltpersoner kommer sjældent til syne i vores nationale kommunikationskanaler. Hvis man har lavet noget vigtigt, spændende eller inspirerende i en afdeling og forsøger at få det delt, bliver man mødt med total stilhed. Selv lokale Enhedsliste-sejre, som pressekontoret burde være bevidste om, som de gratis busruter i Fredericia, bliver ikke vist.

Det kan der være grunde til. Måske favoriserer algoritmerne sensationelle nyhedsagtige opslag eller kendte ansigter over aktiviteter i Enhedslisten. Betyder det så, at vi aldrig skal vise selve partilivet frem? Det synes jeg ikke. Det kan være meningsfuldt som medlemsorganisation at vise noget af det, man kan være med til, ved at blive medlem. Men folketingsgruppen er ikke valgt til at skaffe medlemmer, derfor er det heller ikke noget de bruger for meget tid på.

Ud over det kommer der opslag fra afdelinger, organisationer og enkeltpersoner (også folk uden for Enhedslisten) med emner og sager, der ikke er opstået på borgen. Videoer fra palæstinademonstrationer, aktioner mod miljøsvinende virksomheder eller fagfolk der bliver nægtet adgang til Novo Nordisk – ting som for Enhedslisten er hjerteblod, men vi deler det ikke, selv hvis det bliver sendt direkte til vores sociale medier.

I “Rules for revolutionaries”, en velskrevet bog om erfaringer fra Bernie Sanders’ kampagne, opfordrer de til “high input, low democracy”, hvor et centraliseret kontor tager alt det ind, de andre led i kampagnen laver, og deler det, der giver mening. Sådan er det ikke i Enhedslisten – her har vi no input, no democracy.

Vi imødekommer denne udfordring lidt med vores onlinemagasin Rød+Grøn, hvor medlemmer (som jeg) frit kan sende indlæg ind og bidrage til interne og eksterne debatter. Det ændrer dog ikke på, at den kommunikation, vi når ud med i sociale og klassiske medier primært, er det, der bliver produceret af folketingsgruppen, og at de flestes møde med Enhedslisten i medierne, lider af de indbyggede fejl, som jeg har beskrevet her.

Med disse kendsgerninger på sinde, skrev jeg i november et opslag på medlemsforummet om mangler i vores kommunikation. Mangler som jeg vurderede opstod af bevidst nedprioritering af nogle rigtig vigtige ting. De ting, jeg skitserede, var:

• Vores sociale medier handler i for høj grad om folketinget
• Vi viser ikke vores egne medlemmer, aktivister og aktiviteter frem.

• Vi viser næsten udelukkende, hvad der foregår i København.
• Vi argumenterer ikke for socialisme, men i stedet blot for og imod folketingsbeslutninger, på vores sociale medier
• Vi giver ikke bevægelserne en stemme. I stedet snakker vi om dem, som om de kun er vælgergrupper, der er enige med os.

Fryd og lykke; næsten alle var enige. Men kernen af problemet er altså dybere end de her konkrete udfordringer. Kernen af problemet er det demokratiske underskud.

Vi kan godt gøre det bedre

Demokrati er en central værdi for os, fordi vi tror på, at det både er mest retfærdigt og fornuftigt, at fællesskabet bestemmer. Vi har Danmarks skarpeste politiske program, fordi vi diskuterer og analyserer i fællesskab. Derfor er det både spildt potentiale og en kende ved siden af vores værdier, at vi ikke tager diskussioner om kommunikation seriøst. Det ligger lige til højrebenet at åbne diskussionen op og sammen finde ud af, hvad vi vil med vores kommunikation

Mit bud på en løsning er at vedtage en kommunikationsstrategi på et årsmøde med en klog analyse af hvad og til hvem, vi kommunikerer, og hvordan det skal gøres. Det kunne også indeholde organisatoriske overvejelser omkring, hvordan vi opkvalificerer afdelinger rundt i hele landet, eller hvordan vi får frivillige i spil med at styrke Enhedslistens udtryk. Denne strategi kunne så revideres med et antal års mellemrum, og hovedbestyrelsen kunne få ansvar for at lave en årlig delstrategi med mål og delmål. Sådan bliver den brede strategi, vi har vedtaget på årsmødet, tilpasset en verden i konstant og accelererende forandring.

Det ville i den forbindelse give mening, at landskontoret fik adgang til alle vores eksterne kommunikationskanaler, så de for eksempel kan lægge noget op om de fede ting, der sker, som ikke har noget med folketinget at gøre. Det kunne være ting som det imperialisme-seminar, vi holdt forleden i København, vores socialistiske lørdagsskoler i Århus, juleuddeling i Odder eller noget af det der sker i bevægelserne. Vi kan ikke forlange af vores folketingsgruppe, at de skal have det komplette overblik over hverken partiet eller bevægelserne. Det er sådan set heller ikke det, de er valgt til.

De sidste par år har der været mange små og store diskussioner om, hvordan vi kommunikerer på sociale medier, hvilke ord vi skal bruge, og hvad hjemmesidens rolle er. Særligt omkring folkemordet i Gaza har der været uenigheder. Som det er nu, kører diskussionerne enten død uden konklusion eller fuldstændigt af sporet. Det er en skam. Havde vi i stedet en demokratisk debatteret og vedtaget kommunikationsstrategi, der kunne jeg, i stedet for at råbe ud i æteren (medlemsforummet), arbejde på ændringsforslag til en kommunikationsstrategi.

Hvis vi tør diskutere og reflektere over, hvordan vi kommunikerer, skal vi nok kunne hamle op med de tunge lommer på højrefløjen. Vi er klogest sammen – det er principprogrammet et bevis på. Jeg drømmer om et Enhedslisten, der udfordrer Vanopslagh på TikTok, et Enhedslisten der definerer lokale og nationale dagsorden, og et Enhedslisten der stolt fremviser den bevægelse vi er og dermed inspirerer sine mange passive vælgere til at melde sig ind i kampen for en socialistisk verden. En verden med demokrati uden undtagelser.