Enhedslistens stædige oliekamp

Af:

Nordsøens energiressourcer har i ca. 40 år været i fokus for venstrefløjen. I mange år handlede det om, hvem der skulle have værdierne, men klimaaspektet har siden 1995 haft stigende fokus.

Karl Vogt-Nielsen, tidl. grøn rådgiver i Enhedslisten

Venstrefløjens grand old man, Preben Wilhelm, førte som VS’er en ihærdig kamp for at få nationaliseret Nordsøolien, så samfundet kunne få langt større gavn af rigdommene. Det blev den ikke, men hans indsats førte i 1979 til en berømt og afslørende TV-dokumentar ”Det sidste stik”, baseret på Prebens viden og indsigt. TV-dokumentaren var årsag til, at staten i 80’erne indgik en langt mere fordelagtig aftale med DUC, som i 1962 havde fået eneretten til at udvinde olie og gas i 50 år. Siden har Enhedslisten løbende arbejdet for at flytte rigdommene fra DUC til samfundet.

Rød-grønne fantasier
Kort efter Enhedslistens entré i Folketinget i 1994 fik vi udformet en ”Økologisk Energiplan”, der sigtede på 100 procent vedvarende Energi i 2030. Lige inden var fjerde udbudsrunde i Nordsøen gået i gang, og behandlingen af disse nye oliejagter foregik alene i regi af Folketingets Energiudvalg, hvor Enhedslisten først var repræsenteret i 1998.

I 1995 skulle undergrundsloven ændres, og her fremsatte Enhedslisten et ændringsforslag om, at udnyttelsen af Nordsøens ressourcer skulle styres af staten og underlægges en samfundsstyret energipolitik. Tilgangen dengang var primært, at olieressourcerne var begrænsede og skulle udnyttes som led i en omstilling til ren vedvarende energi; en vision, som dengang blev opfattet som ren fantasitænkning af andre partier. Enhedslisten stemte som de eneste mod lovændringen, som generelt svækkede statens rolle.

Efter valget i 1998 fik Enhedslisten et fast medlem af Energiudvalget, hvilket gav nye politiske muligheder, da vi lige kunne nå at deltage i behandlingen af den femte udbudsrunde. Den 7. maj 1998 blev der afgivet beretning fra Energiudvalget, og her var vores indstilling, at udbuddet skulle stilles i bero. Vores begrundelse var, at ”der er behov for en samfundsstyret indvindingstakt af Nordsøens energiressourcer fastlagt efter en energipolitik, hvor langsigtet forsyningssikkerhed og udnyttelse af energiressourcerne indgår i en planlagt omstilling til mindre brug af fossile brændsler og øget anvendelse af vedvarende energi.” Resten af partierne støttede udbudsrunden.

Lad olien blive i jorden
Ved de opfølgende tilladelser til efterforskning har Enhedslisten jævnligt som de eneste anbefalet et nej. Da Alternativet kom i Folketinget i 2015, fik vi dog dem med på vognen.

I 2005 fremsatte vi under en energidebat et forslag til vedtagelse, som opfordrer regeringen ”til at fremlægge en plan for omlægning af den danske energiproduktion og energiforbruget til transport, så det baseres på vedvarende energikilder i løbet af 30 år.” SF og de andre stemte imod.

I 2006 kørte den sjette udbudsrunde. Igen stod vi alene om at afvise den. Samme år fremsatte Enhedslisten et beslutningsforslag om en fond til omstilling af dansk energiforsyning til vedvarende energi, finansieret af Nordsøens energi. S og SF stemte hverken for eller imod.

I 2014 er vi fremme ved den syvende udbudsrunde, hvor vi igen er alene om at afvise og nu med en klar klimapolitisk argumentation.

Nu står kampen så om den ottende udbudsrunde, og langt om længe ser det ud til, at flere partier omsider har erkendt, at vi skal undlade at lede efter nye oliekilder i undergrunden og undlade at udnytte de reserver, som befinder sig i Nordsøen.

Som FN’s klimapanel siger, skal 80 procent af de kendte reserver forblive i jorden, hvis vi skal have en chance for at nå Paris-målsætningen om maks. to graders temperaturstigning.