Et lille års tid efter, at store klimaprotester skaffede Danmark sin første bindende klimalov, er klimakampen for alvor rykket ind i forhandlingslokalerne. Lige nu slås Enhedslisten for grøn omstilling af transporten, og der er meget på spil.
Jon Burgwald og Ida Juul Pedersen, grønne rådgivere
I slutningen af juni gik Folketinget på sommerferie med en energiaftale i hånden. Det var det første af tre større forhandlingsforløb på hhv. energi- og industri, transport- og landbrugsområdet, som strækker sig hen over efteråret. Forløbet var kort og uskønt, og Enhedslisten var meget kritisk over for regeringen, der blandt andet prøvede at få privatiseret store dele af affaldssektoren. Energiaftalen blev indgået, men ambitionsniveauet var alt for lavt og gav ingen grund til at være alt for positiv før resten af årets forhandlinger.
Satser på teknologi som redning
I disse dage forhandles energiaftalens delaftaler løbende på plads. Foreløbigt er aftalen om tilskudspuljen til varmepumper næsten lukket, mens aftalen om bæredygtighedskrav til biomasse er lukket.
Samtidig er transportforhandlingerne omsider gået i gang. Hvis det stod til regeringen, så skulle disse gerne kunne lukkes inden efterårsferien. Men allerede inden forhandlingernes start var Enhedslisten og regeringen langt fra hinanden, og denne afstand er kun blevet mere afgrundsdyb i takt med, at regeringen har valgt at lægge alt, hvad der minder om ambitioner, på hylden. I stedet satser regeringen på, at den teknologiske udvikling nok skal komme og redde os.
I transportforhandlingerne vil regeringen ikke hente CO2-reduktioner ved at sikre, at sorte biler udfases og erstattes af 1 mio. elbiler i 2030. I stedet vil den indføre et ’fortrængningskrav’, der skal sikre reduktioner. Det er dog desværre kun på papiret, at det nye krav er godt for klimaet. Reelt forøger det blot det eksisterende krav om iblanding af biobrændstoffer i benzin og diesel – med den beskedne tilføjelse, at man tillader iblanding af andre former for ”grønt” brændstof i benzin- og dieselbilerne. Under den forudsætning, at teknologien kommer med nye ”grønne” brændstoffer at blande i, vel at mærke. Et fortrængningskrav fører således ikke til reelle CO2-reduktioner, men bidrager i stedet til et øget ressourcetryk – og skubber på den måde problemerne og udledningerne til andre lande.
Nationalpark eller klimasvigt
Senere på efteråret og frem til årets udgang skal der forhandles om grønne, offentlige indkøb, bæredygtigt byggeri, den grønne skattereform – og ikke mindst om omstillingen af landbruget, der er den tredje og sidste af de store klimahandleplaner. Med Socialdemokratiets manglende ambitioner for transporten og industrien, er det svært at se, hvor reduktionerne skal findes.
Hvis regeringen ikke er villig til at gøre mere på transportområdet, kan det betyde to ting: At den har planer om at forvandle dansk landbrug til en nationalpark, eller at den endegyldigt svigter klimalovens løfte om 70 procent reduktion i 2030. Meget tyder desværre på det sidste. Og hvis det sker, rykker klimaprotesterne atter ud på gaden. For kampen for vores fælles fremtid fortsætter. Med eller uden Dan Jørgensen.