EU løber fra Paris-aftalen

Af:

Den hollandske socialdemokrat, Frans Timmermans, er udnævnt til ”Kommissær for European Green Deal” – med særligt ansvar for den grønne dagsorden. Går man sagen efter i sømmene, så lyder titlen dog flottere end ambitionerne og politikken.

Frederik Kronborg, Rød+Grøn

Frans Timmermans blev kendt i den danske offentlighed i forbindelse med pressens fokus på Magrete Vestersagers vej mod toppen af EU-systemet. Her var han kendt som modkandidaten, og resultatet blev som bekendt, at både Timmermans og Vesterager blev indstillet som næstformænd i den nye kommission.

Timmermans skal i sin rolle som klimaansvarlig sikre den grønne omstilling. Det står dog stadig ekstremt uklart, hvordan det skal ske, og hvilke politiske virkemidler kommissionen har tænkt sig at tage i brug.

Von der Leyen præsenterede lovede stolt i sin indsættelsestale en ny, ambitiøs plan for reduktion af CO2-udledning i Europa. Hun proklamerede, at EU’s nuværende ambition om en reduktion i 2030 på 40 procent ikke er nok. Hun vil hæve ambitionen til 50 eller måske 55 procent. Problemet med den ambition er, at den end ikke lever op til de mål, som blev vedtaget med Paris-aftalen i 2015.

Klimaambitioner er varm luft
Von der Leyen har ligeledes givet Timmermans til opgave at stræbe efter, at EU skal have en ambition om ”nul forurening”, men det beskrives ikke hvornår. Der står, at transportsektoren skal bevæge sig mod at bidrage til et mindsket CO2-udslip, men hverken hvornår eller hvordan. Samlet set er der mange fine ord, men endnu ingen handling.

Von der Leyen skriver dog også i Timmermans missionsbrev, at han inden for de første 100 dage skal præsentere en europæisk klimalov, der gør EU klimaneutral i 2050. Selvom dette er langt fra et leve op til målene i Paris-Aftalen, så bliver det alligevel interessant, om der i denne klimalov vil være reelle initiativer.