Den nye formand for EU-Kommissionen, Ursula Von der Leyen, har præsenteret en mulig bombe under den danske arbejdsmarkedsmodel: en europæisk mindsteløn.
Frederik W. Kronborg, Rød+Grøn
Efter et langt og kompliceret politisk spil om topposterne i EU er kabalen efterhånden faldet på plads. Forud for EU-valget i maj var forlydenderne fra Bruxelles, at man ville bruge spidskandidatmodellen, når det kom til valg af ny formand for EU-Kommissionen. Men da EU’s stats- og regeringschefer ikke kunne blive enige om at finde en kandidat blandt de politiske familiers spidskandidater, faldt valget på den tyske konservative forsvarsminister, Ursula von der Leyen.
Von der Leyen præsenterede et 100 dages program for EU-Parlamentet ved afstemningen om hendes formandskab. Programmet indeholdt en potentiel bombe under den danske arbejdsmarkedsmodel: en europæisk mindsteløn.
En stor sejr og et kæmpe nederlag
I en række europæiske lande vil en mindsteløn kunne gøre en forskel for helt almindelige menneskers hverdag. Den vil kunne sikre ordentlige lønforhold i lande, hvor fagforeningerne står svagt, og ikke mindst kan den tvinge nationale minimumslønninger op. Men i en dansk og nordisk kontekst kan en europæisk mindsteløn ende i et massivt nederlag for lønmodtagerne.
I Danmark har ikke en statsligt sat mindsteløn. Derimod har vi et forhandlingssystem, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn og øvrige vilkår. En mindsteløn er derfor et brud med, hvordan vi har forhandlet løn- og arbejdsforhold siden 1899, og kan blive et hårdt slag for de danske fagforeninger og lønmodtagere.
Von der Leyen beskrev i sin åbningstale, at hun var bevidst om, at der findes mange forskellige indretninger af arbejdsmarkederne i Europa, og at hun vil sikre plads til forhandlinger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Men mere end denne sidebemærkning har hun endnu ikke præsenteret.
Principper overfor indhold
Hvor en mindsteløn sådan set vil kunne forbedre vilkårene i en række lande, så kan den også være med til at holde lønmodtagernes lønninger nede. En europæisk mindsteløn vil nemlig kunne være argument for de europæiske arbejdsgivere til ikke at betale en højere løn. Samtidig vil den kunne åbne op for en øget social dumping, da samme lønning uden hensyn til nationale forskelle vil legitimere at hente øget arbejdskraft fra de forskellige EU-lande.
Indførelsen af en europæisk mindsteløn vil give politikerne en enorm magt, som i dag i Danmark ligger hos arbejdsmarkedets parter. Hvis den lykkes med at sikre hensyn til lokale forhold og ikke mindst hæver lønningerne for arbejdstagerne, er det selvfølgelig positivt. Men chancen for, at det går helt galt, er nok større. For hvis EU’s nedskæringspolitik fortsat får lov til at herske, så kan de europæiske lønninger starte ræset mod bunden, og “nødvendighedens politik” kan tvinge lønningerne ned.
Når spørgsmålet om en europæisk mindsteløn vurderes, må det være princippet om en sådan, og ikke de mulige meget kortsigtede forbedringer. I det lange løb er en mindsteløn at tage forhandlingsretten fra arbejdsmarkedets parter og give den til Bruxelles. Endelig vil det gøre den daglige kamp for løn- og arbejdsrettigheder til et emne, der kun kan diskuteres i forbindelse med valg til EU-Parlamentet – ligesom så mange andre europæiske politikområder.