Som en del af EU-kommissionsformand Ursula von der Leyens store projekt for EU’s udvikling følger en såkaldt ”Konference om Europas fremtid”. Efter hendes indsættelse blæste det i vinden, hvad det betød, men nu har kommissionen begyndt processen for den stærkt nødvendige demokratisering. Spørgsmålet er dog, hvor demokratisk denne proces bliver.
Frederik Kronborg, Rød+Grøn
”Konference om Europas fremtid” er måske ikke den mest velvalgte betegnelse. Den dækker over en to-årig proces, hvor en række europæiske aktører skal diskutere, hvad EU skal kunne i fremtiden. Det første udkast fra kommissionen havde en noget indskrænket ide om, hvem der burde deltage i processen. Men med pres fra venstrefløjsgruppen i EU-Parlamentet lykkedes det at få indskrevet, at processen skal inkludere EU-institutionerne, den europæiske fagbevægelse, NGO’er og helt almindelige europæiske borgere.
Traktatfæstet eller ej?
Et andet åbenlyst problem er, hvis EU-toppen allerede har besluttet sig for, hvad konferencen skal ende med. Det lykkedes med pres fra Venstrefløjsgruppen at få EU-Parlamentet til at vedtage, at der bør arbejdes hen imod, at konferencen skal forpligtes til, at resultaterne skal indføreres i EU-traktaten. Hvis det også lykkes at overbevise både EU-Kommissionen og Ministerrådet om dette, kan det ende med en reel progressiv fremgang for EU’s traktat.
Der er dog stadig lang vej igen, før Kommissionen og Ministerrådet kommer ind på denne bane. Desværre meddelte Danmarks repræsentation i EU ved lanceringen af Kommissionens rammebeskrivelse, at Danmark ikke mener, at traktaten skal ændres. Faktisk mener man, at ”EU skal ikke spilde kræfter på traktatændringer”, som det blev skrevet i et tweet den 28. januar. Alt tyder på, at dette vil blive Rådets samlede holdning.
Det betyder, at man gerne vil lave en såkaldt demokratisk proces i hele to år, men hvis konklusionen bliver, at EU-traktaten skal ændres, så er beslutningen ligegyldig. Det virker helt absurd.
Mulighederne skal holdes åbne
Med ovenstående forbehold i baghovedet, så er det helt afgørende, at venstrefløjen ikke lader Kommissionen og de øvrige højre kræfter i EU løbe med dagsordenen. At venstrefløjsgruppen er lykkedes med at få både fagbevægelsen og NGO’er inddraget i processen er meget positivt.
Den manglende inddragelse af parter, der varetager miljøets og almindelige menneskers interesser, er en af venstrefløjens hovedanker imod den måde, EU fungerer på i dag, hvor EU’s traktat favoriserer højrefløjens agendaer.
Med den potentielle åbning af EU-traktaten ville man kunne gennemføre initiativer såsom en social protokol, der vil sikre, at EU i sin lovgivning skal tage hensyn til lønmodtagernes forhold fremfor retten til spekulation og udnyttelse. Hvordan forløbet ender, er det stadig for tidligt at spå om. Om det overhovedet er muligt at skubbe på for en progressiv agenda er stadig uvist, men systemet har – om ikke andet – åbnet en dør på klem for en mulig forandring.