EU vil låne penge i solidaritetens navn, men det kan let ende med, at den brede befolkning bliver snydt.
Mikael Hertoft, medlem af HB, FU og Enhedslistens repræsentant i European Left
Sidst i maj præsenterede kommissionsformand von der Leyen et forslag til en gigantisk lånepakke på 750 milliarder euro. Denne genopretningsfond er endnu ikke vedtaget og de konkrete detaljer langt fra på plads. Men den blev præsenteret både i Information og i Politiken i en højstemt fortælling om, at man enten er for og dermed solidarisk og progressiv – eller også er man imod, og så er man nationalistisk, egoistisk og konservativ.
Det er jo rigtigt, at en række nationalegoister er imod fonden, bl.a. lederen af den østrigske regering og hollandske konservative. Men deraf kan man ikke slutte det modsatte: at støtte til EU er blevet progressivt.
Corona som løftestang for mere EU
Der er mange problemer med forslaget til EU-hjælpepakken. Ét af dem er, at pengene skal lånes ”på de finansielle markeder”, så EU gældssættes til private investorer. Et andet er, at von der Leyen foreslår, at EU skal hente pengene tilbage fra EU’s borgere via EU-skatter. Det ville indebære, at EU skal begynde at inddrive skatter og altså være et kæmpeskridt på vej mod en føderal EU-stat.
Det er uklart, til hvilke renter lånene vil blive indgået, for kommissionen vil udstede obligationer med forskellig løbetid. De vil dog have lang løbetid med betaling fra 2027 og frem til 2058. I den periode kan prisen i princippet stige, så vi gældsætter næste generation og får endnu sværere ved at reagere på kriser i fremtiden.
Støtte efter neoliberale principper
De 750 milliarder euro vil indgå i EU’s budget frem til 2027, som dermed næsten fordobles. 500 milliarder vil man give videre som gaver i EU og 250 som lån. Pengene skal hjælpe ”brancher og regioner”, som von der Leyen udtrykte det i sin præsentation. Brancher er kodeord for firmaer. Hvor meget den brede befolkning får ud af det i form af arbejdspladser eller løn er usikkert.
Men hvad med den offentlige sektor? Kan Danmark bruge pengene til at genoprette en statslig vaccineproduktion? Næppe. Hjælpepakken er funderet i ”det europæiske semester”, så pengene skal fungere i en markedsøkonomi efter neoliberale principper. De tillader knapt socialdemokratiske løsninger og slet ikke socialistiske.
Pengene vil blive givet på betingelser ud fra ”investerings- og reform-prioriteter” og pengene udbetalt i rater afhængigt af de fremskridt, der bliver gjort ud fra nogle forudbestemte kriterier. Fonden vil altså give EU langt mere magt over sine stater og modtagerne af pengene. EU’s regnskaber er aldrig pletfri. Resultatet kan nemt blive mere korruption.
Krummer til sundhed og klima
Der vil selvfølgelig blive brugt penge på sundhed, man faktisk forbløffende lidt. Til ’EU4HealthProgramme’ er der kun afsat 9,4 milliarder euro af det samlede program, så det er ikke herfra pengene til at genoprette Italiens, Spaniens og Grækenlands sundhedsvæsener kommer.
Hvad grøn omstilling angår, står det endnu værre til.
– Kommissionen vil forsat bruge en tredjedel af sit budget på landbrugsstøtte, som er en af EU’s største CO2-syndere. Kommissionen har besluttet, at 40 pct. af EU’s landbrugsstøtte skal betragtes som penge, der bekæmper klimaforandringer – selvom landbruget kun har øget udledningen siden 2014. Det er helt løsrevet fra virkeligheden, lyder kritikken fra medlem af EU-Parlamentet Nikolaj Villumsen.
– En fjerdedel af budgettet øremærkes klimatiltag. Det er sølle fem pct. mere end i sidste budgetperiode, og når man ser nærmere på, hvad EU tæller som grønne initiativer, er konklusionen entydig: Det er alt for lidt til, at EU kan overholde Paris-aftalen. I Enhedslisten mener vi, at mindst halvdelen af EU’s budget bør gå til reelle klimatiltag.
Mere EU-magt, ikke solidaritet
Genopretningsfonden brandes i medierne som et solidaritetsprojekt, men bruger reelt corona som påskud til at styrke EU’s magt. Man vil begynde at inddrive EU-skatter og permanent øge EU’s budget til 1,4 pct. af BNP. Intet af det flytter EU’s økonomiske politik i en mere solidarisk, sund eller grøn retning.
For det er svært at se, hvad der skulle have ændret sig i EU, så alt pludselig er blevet mere lige og fair. Bureaukrater, som er i lommen på lobbyister fra store kapitalinteresser, sidder fortsat på magten. Og der er ingen garanti for, at de menige EU-borgere, som skal betale for låne-milliarderne, får noget som helst til gengæld.