EU-Kommissionen har præsenteret utilstrækkelige mål for CO2-reduktionen og et sigte mod klimaneutralitet i 2050 – hvor de nuværende ansvarlige vil være væk, hvis det ikke lykkes. På vejen vil EU bruge en masse gas.
Mikael Hertoft, Enhedslistens repræsentant i European Left
For EU-Kommissionen er målet for ”European Green Deal” at ændre EU til et ”retfærdigt og rigt samfund med en moderne, ressource effektiv og konkurrencedygtig økonomi, hvor der ikke er nogle netto udledning af drivhusgasser i 2050 og hvor den økonomiske vækst er afkoblet fra ressourceforbrug.”
”Økonomisk vækst afkoblet fra ressourceforbrug”! Vi lader den lige stå et øjeblik. Men som kommissionens formand Ursula Von Leyen formulerede det ved præsentationen af ”Green Deal”:
– Energi-intensive industrier som stål, kemikalier og cement er uundværlige for Europas økonomi, fordi de forsyner adskillige nøgleværdikæder.
Derfor vil EU de næste 10 år bruge mere naturgas – og smykker det med drømmen om en ”grøn” brint-økonomi.
Tre hvide elefanter
EU’s grønne plan består af tre hvide elefanter – projekter uden meget realitet.
Den første hvide elefant er at producere ”grøn brint”.Det kan ske ved at bruge overskudselektricitet fra vindmøller. Det er en god idé, men desværre er der ikke så meget overskudsstrøm fra vindmøller. Der er meget at bruge elektriciteten til, og idéen er endnu ikke udviklet industrielt.
Derfor vil man indtil videre bruge brint fra fossile brændstoffer og forberede brintøkonomien på den måde. Faktisk kommer 96 procent af alt den brint, der bruges i dag, fra fossile brændstoffer. Denne produktion udleder 930 millioner tons CO2 årligt på verdensplan, oplyser Det Internationale Energi Agentur (IEA).
CCS er den anden hvide elefant. Det star for ”carbon catch and storage”. Man vil fange CO2 og lagre den i gamle olie- og gasfelter. Det er en dyr teknik, der har været brugt i mange år for at få mere olie og gas op af jorden.
Den tredje hvide elefant er salg af emissionsrettigheder, ETS – Emissions trade Scheme. Her forærer eller sælger EU retten til at udlede CO2. Kenneth Haar fra Corporate Observatory Europe, som er en EU-kritisk tænketank, har ikke meget til overs for det system:
– Det er ingen overraskelse, at ETS er en favorit blandt de store forurenere. Systemet har ikke formået at reducere udledningen, siden det begyndte i 2005, forklarer han og uddyber:
– Det har ført til ekstra profitter for de værste forurenere og har svækket mere effektive redskaber som vedvarende energi og energieffektivitet. Og så er ETS fuldstændig gennemtrængt af industrilobbyisme, som har klaret at holde systemet fuld af huller. Kort sagt har det vist sig, at systemet har uløselige, grundlæggende problemer.
Industrien lægger strategien
Corporate Observatory Europe har også undersøgt, hvorfor EU er grøn i ord men ikke i handling. Ved at følge offentliggjorte kalendere fra bl.a. EU’s kommissærer har organisationen dannet sig et billede af den enorme lobbyvirksomhed, som de store olie- og gasselskaber udøver.
Da Von Leyen blev EU-Kommissions formand, forpligtede hun sig til at komme med EU’s ”grønne aftale” inden for hundrede dage. Det medførte en flod af lobbyaktivitet; lobbyisterne mødtes hele 151 gange med repræsenter for forretningslivet. Der er tænketanke, uformelle middage og konsulentfirmaer, som er finansieret af dem, der i årtier har tjent penge på olie, kul og gas.
De store forurenere – inklusive den fossile brændselsøkonomi – har brugt bogstavelig talt flere hundrede millioner euro til lobbyvirksomhed i EU, oplyser Corporate Observatory Europe. Men som COE skriver: Der er et ideologisk fællesskab mellem den fossile industris ledere og EU’s ledere.