Fælles kamp, håb og drømme for israelere og palæstinensere

Hør de to venstreorienterede politikere fra Palæstina og Israel, Ratebeh Alaedin og Ofer Cassif, drøfte, om der er håb for fred mellem Israel og Palæstina. Debatten er fra deres besøg i slutningen af november måned 2024.

Af: Inger V. Johansen, Internationalt Udvalg

Via kontakter på den europæiske venstrefløj har Enhedslistens palæstinaudvalg i København og Sjælland fået mulighed for at arrangere møder i Danmark og Sverige med 2 markante politikere fra Israel og Palæstina. De to politikere udmærker sig ved at tilhøre venstrefløjen i begge lande, og ved dermed også at kunne mødes og drøfte situationen i området “under samme tag” med interesserede danskere.

De to politikere fra Palæstina og Israel, Ratebeh Alaedin og Ofer Cassif var på besøg i slutningen af november måned 2024.

Ofer Cassif er mangeårigt medlem af det israelske parlament, Knesset,  som medlem af  partiet Hadash. Hadash er et af Knessets ældre partier og har haft både israelske jøder og palæstinensere i samme parti. Partiet har sit udspring i det gamle kommunistiske parti i Israel, men er i dag en bredere koalition kaldet Ta’al koalitionen. Ofer blev ca.10 dage inden besøget i Danmark suspenderet fra Knesset, men beholdt sin stemmeret, begrundet i synspunkter på GAZA-krigen, herunder kritik af Netanyahu og den siddende israelske regering.

Ratebeh Alaedin er fra det mindre palæstinensiske politiske parti FIDA (den Palæstinensiske Demokratiske Union) og bosiddende i Øst-Jerusalem. FIDA fik et enkelt sæde (ud af 132) i de sidste palæstinensiske valg i 2006. Partiet blev dannet af udbrydere fra partiet DFLP i starten af 1990’erne. Det har ikke en væbnet fløj, modsat de fleste af de øvrige palæstinensiske partier. FIDA har været involveret i flere samlingsforsøg på den palæstinensiske venstrefløj, senest ved forberedelserne til et valg i 2021. Det blev dog aflyst af den palæstinensiske ledelse PA, idet den israelske regering ikke ville lade palæstinensere i Østjerusalem deltage i valget. Desuden har Ratebeh deltaget i forskellige projekter med unge palæstinensere, bl.a. i samarbejde med danske parti-erfarne aktører, ikke mindst et 10-årigt demokrati-projekt  med Enhedslisten og DIPD (Dansk Institut for Partier og Demokrati). Ratebeh er i dag medlem af PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation) for sit parti.

Der var arrangeret både private og offentlige møder med en lang række organisationer og enkeltpersoner bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International, Vänsterpartiet Malmø, Palestinian Solidarity Action, International Solidar og DAPAO- Danish-Palestinian organisation.

På de offentlige møder blev der dels sat fokus på ” Er der stadig håb for fred mellem Israel og Palæstina” og ”Israel – på vej mod fascisme? – og EU’s ansvar”.

Mødet i mellemfolkeligt Samvirke kan følges her: https://youtu.be/0P6glKZT2vw?si=86LcmilgvFw6V6nK

Her præciserede Ratebeh Alaedin, repræsentant for det sekulære palæstinensiske parti FIDA, de krav, der efter hendes mening som minimum burde stilles op i solidaritet med det palæstinensiske folks kamp for et frit Palæstina:
1. Anerkend Palæstina
2. Stop al våbenhandel med Israel
3. Respektér udtalelserne fra ICC og ICJ, det vil sige:
a) Boykot varer fra de ulovlige bosættelser
b) Stop for flere nye ulovlige bosættelser
4. Start en debat om de ulovlige nedrivninger af huse i Østjerusalem og på Vestbredden